gratis muskler

1.

Jeg kan ikke nægte andre en fortrolighed med mit udseende, ikke nægte dem at registrere:
jeg er blevet solbrændt, tyndere, rankere.

Jeg kan ikke nægte andre at sige til mig: Du fik så ujævne plamager på kinderne da du skulle tale for forsamlingen
det var ikke en gang en rødmen, det var for spættet.

Jeres registrering af mine træk og omvendt er et selvstændigt væsen i vores selskab.

Man kunne tage et fotografi af for eksempel os to, og se: vi har de samme kindben og skjorteflipper, i de udsnit er vi udskiftelige.

For tiden, inde i den her tid, er hjertet en rådden ingefærhånd:
En Mickey Mouse-hånd med tykke fingre, jeg samlede op af den røde skål i køkkenet.

Ingefæren viste sig at klappe sammen af at blive samlet op, den havde ingenting mere i sin brune pels, den var bare træt, dens træthed havde trukket dens indhold sammen, ingenting havde forladt pelsen, ingenting havde rejst igennem den.

Det er bare hjertet der ignorerer sin egen rytme, mig der ignorerer den rytme.

Jeg begynder hele tiden at græde, men ikke fordi jeg sørger.

Jeg har ikke tid til at sørge, det er travlt her, solen kommer og brænder os brunere og mere og mere arbejdsløse.

Jeg begynder hele tiden at blive euforisk og ung, sikke et sjovt pandehår jeg har her, ha ha et produktivt sted at opholde sig.

Som nu det egern her på mandagsgræsset med den brede hale. Hvis det var en kattehale var det et vredt egern, som jeg ved bliver vrede kattes haler brede, men det her er altså et egern og nok ikke vredt.

2.

Herfra vil jeg sende mine længselsrester af sted, til jer.

Jeg synes I skal blive her et godt stykke tid endnu.

Vores temperamenter er allerede flettet i en frisure, et ivrigt filter vi trækker gennem gaderne. Alt det der sætter sig fast: Denne Graceland-plade denne grønstribede badedragt denne mælkebøtte og også denne klistrede fjende vi giver klar besked og siger: få så din lykke gjort, bliv rig og bliv væk og rejs ud i det ydre rum.

Der er fuldt af pantsamlere i den her sommer
inde i gården hænger dynerne ud af vinduerne, som tunger.

Det er et dagligt chok at forvalte kropsdelene, det gør mig meget vred
eftersom vreden er grænseløs, kan den bedre føles som en grænse
over det hele og altid med.

Her taler vi stadig udad med aggressionens kolon, de bløde øjeæblers ilt

for at en sætning kan blive udtalt, må nogen trække vejret ind og ud ad deres tynde hals.

Jeg satser hårdt på en skrift som en godartet svulst, den deler sig fra mine hænder, forhåbentlig en manual, forhåbentlig bliver nogen vejledt af dette en dag en morgen i at sidde på en stol, så de kan rejse sig igen og skære et æble i både til deres dreng.

Skriften kan være alt for blød en rådgiver, den vil have alle mine problemer for sig selv, dem må den ikke få, de er til jer, de problemer skal også blive sneens muskler. Vi kan snildt blive sneens muskler selv. Gratis muskler eller muskler fri af gratis.

Vi støjer ofte, for at skræmme tiden ind i et raskere trav.

3.

Jeg glæder mig til vi alle sammen har kendt hinanden i længere tid og fjenderne er blevet sammenhængende.

Jeg glæder mig til at fjenderne stjæler mine ordener, investerer dem i deres egne forretninger. Så vil de flytte. Så flytter de væk fra os med deres tætpakkede vogne, jeg vil vinke til deres målbevidste rygge, farvel farvel, I må godt få patent på bevægelse.

Jeg kan godt blive her så længe I bare finder et andet sted at være bevægelige.

Hvor er det nemt at forveksle nogen med fjenden, hvis jeg kunne leve af at forveksle nogen med fjenden, så var min lykke gjort, så havde jeg dét at falde tilbage på.

Vores tøj ligger sammenfiltret i en bunke på gulvet, det er ikke noget at falde tilbage på, ikke noget ivrigt filter i sig selv, det er en motion lige gennem døgnet og alle døgnene.

En motionsform er ikke andet end det, der holder hjulene i gang. Så ingen motion kan erstatte det gavmilde.

Jeg vil udslette alt, der forhindrer det gavmilde, det er der ikke nogen forskelsløshed i, det gavmilde har sin egen regulering.

Hvis jeg er blottet for forventninger, er det den blottelse, der byder dig velkommen.

Kom, lad os gå gennem hospitalet til fælledparken, der skal altid dufte af harpiks og benzin der hvor vi er.

4.

Alle mine venner og jeg er tynde i kroppene, det er ikke et tegn på nød, men på høje stofskifter.

Giver et højt stofskifte planeten bedre rumvæsener?

Jeg er et godt rumvæsen, et af de bedre.

Et rumvæsen der skriver noget med sin hånd som det vaskede komfuret med, ved den lejlighed skar det sig på en indtørret supperest der var særligt skarp.

Så tog et rumvæsen sine briller på og kunne orientere sig.

Der blev et rumvæsen et øjeblik tryggere ved et andet eller det gjorde det ikke, det var en forskydning i trygheden der ikke nødvendigvis var forøgende, det kom der ikke nødvendigvis mere tryghed af.

Min mor synger en sang for mig, da jeg er lille, og i sangen spørger bonden kalven, hvis du ikke gider blive slagtet, hvorfor kan du så ikke bare være en svale, whoever treasures freedom like the swallow must learn to fly, swallow swallow, som sluget må lære at flyve. Det er muligt at det også er det spørgsmål jeg stiller, det meste af tiden:  hvorfor kan du så ikke bare være en svale. Sådan et elendigt spørgsmål, vindene griner halvdelen af sommernatten væk.

Jeg forstår tidens gang som en stoflighed, andre kan blotlægge i mig når som helst, det skal de helst, det skal I helst. Lad mig spilde min tid ud over dig, den vil køle og svale både dig og dine omgivelser.

Der er en café, vi aldrig kan finde, jeg må slå op på kortet hver gang, siger du, vi må slå op på kortet hver gang, ingenting beskytter os mod den nyhedsværdi, nyhedsværdien graver ikke ordentlige render i vores hjerner.

5.

Lad mig kysse den foldede mund:
så ændrer jeg mundens form og husker samtidig dens tidligere.

Lad mig kysse den mund der spiser og taler og synger.
Lad mig kysse den mund der kysser.

Selvfølgelig kan jeg klare mig uden dig, og også dig, men jeg ville foretrække at lade være.

Lad så være med at lade mig være, hvad skal jeg med farvel, hvad skal jeg med alene
individualitet er højst en smerte, der ikke kan omsættes til noget andet, den cirkulerer i samfundet som valuta.

Så bliver en tøven en flade, en tøven der umuliggør pause og føder en helt rutineret angst.

Det gør ondt i mine hjerter, mine trætte flader der arbejder på en ordre, sådan en kvalme inde i hjernen.

Jeg kan blive meget lykkelig en gang i mellem, og så blive meget vred
sådan en utilregnelig desperation
ligesom jer er jeg er for svag til at bryde sammen.

Jeg vil levere et skamfuldt omkvæd som et tidsrum, hvor I kan opholde jer inden I skal videre, hvor vi kan opholde os inden vi skal videre, helt ind til videre.

Jeg vil ikke holde det akavede som et nips
jeg vil ikke have nogen hjemlig pynt men jeg vil have en omstændelig omstændighed
en rende i hjernen vi kan følges hen ad

vi kommer igen til at vågne ved at vi falder i søvn, når vi ikke længere kan mærke madrassen, så føles det som om vi falder, og så vågner vi.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s