francoise francoise

Det har været et forvirret og larmende forår, som jeg ikke rigtigt kender endnu som et tidsrum. Det nærmeste jeg kommer en sammenhængende tanke om foråret, tror jeg, er en Francoise Sagan-roman fra 1950’erne, jeg læste i april,  på dansk hedder den Et usikkert smil, og sådan er den også, krukket og flot. Den begynder sådan her:

”Vi havde siddet hele eftermiddagen i en kafé i rue Saint-Jacques, en forårseftermiddag som så mange andre. Jeg kedede mig lidt, ikke særligt slemt. Medens jeg drev frem og tilbage mellem juke boxen og vinduet, sad Bertrand og snakkede litteratur. Jeg husker, at jeg et øjeblik lænede mig til grammofonen og så, hvordan pladen langsomt hævede sig for at lægge sig skråt ind til safiren, som en kind. Hvorfor ved jeg ikke, men da jeg blev overvældet af en heftig lykke over at være til, en stærk fysisk fornemmelse af, at jeg en dag skulle dø, at min hånd ikke mere skulle hvile på den forkromede kant og solen ikke mere skinne mig i øjnene.”

Her i scenen er der en rar fornemmelse af humørernes underlige slægtskab med hinanden. At en kedsomhed ikke er særligt slem og måske er det OK at sidde på en café med en jukebox med Bertrand. At se pladens kind-agtigte (kind-lige?) omgang med pladespilleren og blive bange eller ikke blive bange, eller skiftevis. Jeg vil godt deles om den distraktion og omskiftelighed.

Men jeg synes der er noget stødende over at blive smidt hen i døden på den måde til sidst i afsnittet, også noget underligt kujonagtigt ved det. Er det det, man kan udlede af den tilstand, en dødsbevidsthed ? Eller er den heftige lykkefornemmelse virkelig knyttet til at vide noget om at skulle dø. Det er nærmest en tryghedssøgende vold, fordi den lukker situationen, den siger: Det er sådan det er, når et menneske forveksler en grammofonplade med en kind, eller keder sig.  Så er det fordi døden trænger sig på.

Det er noget helt andet, når der senere står:

”–Jeg har ikke flere cigaretter, sagde Bertrand.

Han rejste sig og jeg fulgte ham med blikket. Hans gang var hurtig og smidig. Somme tider kom jeg til at tænke på, at dette samspil af muskler, reflekser og mat hud tilhørte mig, og det forekom mig at være en forbløffende gave. ”

Sådan et ejendomsforhold kan jeg meget bedre acceptere, for mig at se er der langt mere mod i at opholde sig ved den tanke. Sådan en forbløffende gave.

Det er OK med dødsbevidsthed, jeg kan godt se det er noget vi går og har, når vi lever,  men jeg har noget imod dødsbevidsthed som kolonisering af noget, der ser ud til at være noget helt andet, noget som er vigtigt for os som er levende imens vi lever.
(Liv liv liv.)

Min udgave af bogen er et tegnet kvindeansigt med blå øjenskygge, rød læbestift og næsten ingen næse. Hm, næsten ingen næse.

Nå men det er en dejlig bog, vil jeg godt huske at understrege alligevel.
For eksempel da Dominique møder sin kærestes onkel Luc for første gang ( det er ham hun indleder en affære med) og tænker:

“Absolut acceptabel, denne rejseonkel”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s