(uddrag af et skuespil)
(uddraget er en monolog)
Akt 2: “TOG OVER HAVET”, SCENE 5
lægen:
Jeg er fri af hende og alle
i dag tør jeg ikke en gang gøre mig selv bebrejdelser
jeg sidder inde i frederiksbergklokkerne, klokken fem-klokkerne, en blå skjorte og brilleglas
det er det jeg sidder inde i nu
jeg var en dreng og det er jeg stadig
jeg ved det blandt andet fordi min kæbe er lidt forvreden i dag
efter klokkerne kommer duerne
de dueblå lyde
et arbejdes trygge tryk der går forud for mandag og andre ugehierarkier
her er ikke fødsel her er kun temperatur
hvorfor er her så meget temperatur
jeg sidder bag statuen og statuens hånd-på-hofte
her er ingen vind til samvittighederne, de koger som kraftige familieretter til kraftige familie-events
jeg er de unge og ældre drenge jeg kender, når jeg kommer bærende på en bærepose
når jeg transporterer en jakke og en bog, nogen har skrevet, et par kilometer mod vest, syd
sidder i en tålmodig sommerbus og blinker med øjnene
en bus der streamer nyhederne så jeg er i sikkerhed
jeg er inde i det nemme voksenliv, blå skjorte og brune briller
det liv er pålideligt, som kvinden jeg deler denne nyhedsbus med er pålidelig
den øverste del af hendes ryg er vandret, som et tag
det skyldes nok alderen
hej tagkvinde, du er OK
det er ikke dig min vrede skal sprænge i stykker
jeg var en dreng og det er jeg stadig
jeg trækker mine lemmer gennem gaden med samme overraskelse
jeg ser ud gennem mit udseende
og så deler jeg en sofa med en kat
en lille gråstribet løve
den spinder som en motor der spinder
(er det ikke en vending, er det ikke en måde at forklare noget om en motor)
(at den spinder som en kat)
altså:
katten – den lille gråstribede løve – spinder som en motor, der spinder som en kat
når jeg sover, lader jeg bare som om
den lille grå løve vil ud og spise nogle fugle eller nogle portioner af fuglene
ud i det lange fjollede græs
det hjælper ikke at vinduerne er åbne
hvorfor skulle varmen lade os være i fred, når vi nu inviterer den ind
hvorfor skulle varmen forstå noget om vinduer og intentioner med vinduer
så af sted og spise nogle portioner af fuglene