Det er kedeligt at opdage, hvor hurtigt min lærerindestemme vil kolonisere mig. For eksempel kan stemmen stadig sidde i mig ved langbordet og lasagnen, når undervisningen er slut. Jeg gider ikke en gang at tale med lærerindestemmen, når vi sidder i undervisningslokalet, den sætter sig automatisk i mine sætninger for at de bedre kan forsvare sig. Det føles som en bodyguard i struben, det er helt unødvendigt med sådan en vagt, hun skal bare jages på flugt. Farvel farvel, vil jeg sige, og vinke til hendes målrettede ryg. Hun må ud og få sin egen lykke gjort, det gider jeg ikke, det har jeg ikke brug for. Stort set alt hvad jeg siger, er spændende og vigtigt.
En gang var Ida og jeg i kiosken, det var kun mig der skulle købe noget, Ida skulle ikke. Så sagde vi til kioskmanden, at hun var min bodyguard. Ida er en bedre bodyguard, hun ligner lidt en hjort, og har sendt mig en video med en hjort.
