Akt III: “begravelse”, scene 2

koret:
Morten, Ida, lægen og diplomaten
de befinder sig i den afdødes lejlighed
deres mobiltelefoner er på lydløs i jakkelommerne
men på flere af skærmene er der små kuverter, der oplyser lommerne indefra
Ida er gået med, selvom hun ikke er i familie med den afdøde
sådan er Ida
hun går bare med
men hvorfor siger hun ikke noget
er det fordi hun er taktfuld?
Det har vi svært ved at tro.

Morten:
En jordbærkage
kaffe på kaffemaskinen
en lejlighed som vi skal redde det, der skal reddes, ud af.

diplomaten:
To romaner
Johs. V. Jensen: Gudrun, omslaget er orange og idyllisk
Gudrun, der cykler
kvindens krop som en maskine i byens maskine
den vemodige flittige kvindekrop der rejser med industrierne
og Vilhelms Værelse, det fugtige, skamfulde museum
og 1 færøsk sweater (med knapper) og 1 uldtæppe (aldrig brugt)
dem vil jeg få gavn af til vinter
jeg har altid interesseret mig for isolation.

lægen:
Jeg kan ikke overskue at vælge noget
jeg tænker på min døde far
jeg så ham græde i bussen en sommer idet han kørte væk i den
da sommerferien var slut og vi skulle tilbage til vores bopæl i udlandet.

diplomaten:
Vores bopæl i udlandet
hvordan mon han så vores hus for sig
hvordan så han Morten for sig i det fremmede tropiske, han aldrig selv så
Morten blev så høj i troperne
ligesom palmerne
Morten, det var som om du trak næring fra jorden og al den regn
ligesom palmerne.

Morten:
Jeg blev høj og køn
jeg sejlede på floden
jeg vidste at jeg var udødelig
jeg vidste at oversvømmelserne ikke var henvendt til mig.

diplomaten:
Du var et kvikt barn.

Morten:
En entreprenør fra starten.

lægen:
Vi forsøgte at forklare dig om de opgaver vi løste
at vi hvert år tætnede diger og genopbyggede motorveje.

Morten:
Jeg gik alene til Halloween-party
ham japaneren var min eneste ven.

diplomaten:
Ham behandlede du meget dårligt.

Morten:
Det gjorde jeg vel
japaneren sagde til mig at han elskede mig allerede anden gang vi mødtes
jeg har aldrig kunnet vurdere om det skyldtes sproglig ubehjælpsomhed
eller et retarderet følelsesliv
det er vel også lige meget
ingen af delene er særligt ophidsende
jeg kom altid til at tænke på, om han var en computerspilsfigur, når han kom løbende hen imod mig
men han fik lov at ledsage mig de steder, som jeg ellers måtte opsøge alene
da vi skulle rejse hjem til Danmark, stod han ude i lufthavnen og sang for mig
han spillede på guitar
kan I ikke huske det?

lægen:
Det var dejligt at du var ombejlet
i lufthavnen i Danmark stod en anden dreng
parat til at hente dig
han var præcis som dig
bleg og fregnet
kompromisløs, romantisk anlagt, de to karaktertræk udelukkede ikke hinanden
de to karaktertræk drev hinanden frem, drev hinanden rundt
I skrev mails til hinanden hver eneste dag, imens du boede i troperne
kære elendige Morten
det er noget ved dig, der alligevel gør mig stolt
der findes en længsel i dig, som ikke kun er finansernes
selvom du selvfølgelig først og fremmest brugte de e-mails som mørtel
så du kunne bygge dig dit lille identitetshus
så du nu kan stå her og fortælle mig, at du har gået grueligt meget igennem
at du er blevet stærkere af den besværlige kærlighed
er der noget værre end dannelsesberetninger
en gåtur på dybt vand og så hjem i seng.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s