nittende oktober

Kroppen er sin egen hund, den spørger sig selv hver dag, om den må komme ned i parken. Om benene og lungerne må strække sig væk fra det tænkende bord. Men kroppen kan narre sig selv ved at bo på et pensionat, som her. Jeg  går 100 meter til mit måltid og 100 meter tilbage til værelset, det er nok.

Jeg er diskret overfor efteråret, ser ud i det gennem vinduerne. Jeg er ikke sikker på, om årets efterår vil aflejre sig ordentligt hos mig, når nu jeg næsten hele tiden er herinde, i den sjove fabrik, den omsorgsfulde.

Yahya Hassen fortalte i Deadline, at et af de første steder, han blev anbragt, hed Pusterummet.

Jeg har en barnlig ambition om at oplagre årstider, jeg vil indsamle dem som trofæer, noget skinnende og ærefuldt, der kan stå på en hylde i hjernen. Noget der kan hjælpe mig i min fremtid.

Det ydmygende ved at blive ældre er, at alle fornemmelser bliver ved at være chokerende, de kommer anstigende som hver deres sorte mund ind i uendeligheden, hver deres trussel om aldrig at gå væk igen, hvis ikke jeg reagerer.
Så bliver der bare råbt:

Træt!            Sulten !         Ensom!         Jaloux!          Feberhed !

Det at jeg ikke kan vænne mig til noget, det kan jeg heller ikke vænne mig til.

De to polske damer rejste i morges, meget tidligt, de pakkede og snakkede fra kl. halvseks. I de tre uger, vi har boet på gang sammen, synes jeg de er gået meget på toilettet om natten, hver nat, en fornemmelse af pendlen.

Den ene var mørkhåret med briller og et stort ansigt, hun skulle have hjælp med Skype, hun kunne cirka tre ord på engelsk til at forklare, at det var Skype, der var problemet, den anden var lyshåret, lav og bister, hun kunne slet ikke engelsk.

Jeg har tænkt på dem som: Mine to små naboer.

Men hvad var det, der var småt ved dem, det var vel at de smilede de smil, der ved, at kommunikationen ikke kan komme længere end de smil. Det var en på forhånd afsluttet åbenhed, vi smilede ind og ind i hinanden, hver gang vi mødtes.

Jeg skriver på mit papir:

Ingenting beskytter os mod nyhedsværdien. Nyhedsværdien graver ikke ordentlige render i vores hjerner.

Det ydmygende ved ikke at have ordentlige render i hjernen, ved ikke at være rutineret.

Det ydmygende ved aldrig at blive rutineret.

Det dumme lille papir, det alt for hvide sted, hvor kroppen skal forestille sig, at den kan hente hjælp.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s