mælkesten

I august var jeg til Kulturmøde på Mors med Josefine, Sarah og Hannah. Vi arbejdede i et Aksel Sandemose-arkiv, der findes på folkebiblioteket i Nykøbing Mors.

Fredag aften ville jeg rigtig gerne op og danse til Zidada, men Pablo og Sarah og jeg stod lidt generte i udkanten af ølteltet.  Der var en klar opdeling i alvor og fest til Kulturmødet, nu var vi nået til festen. Jeg foretrak helt klart fest, for tidligere på dagen var det alvorligt og værre. Der var jeg vikar i en paneldebat, det var meget kedeligt og ubrugeligt at jeg stillede op til den paneldebat, så blev jeg en kulørt radikalitet med noget på hjerte. Det var meget kedeligt, når nu mit hjerte er en ingefærhånd det meste af tiden, distræt og dumt, forvirret over sin egen rytme. Det var kedeligt at mine åndssvage blomstrede cowboybukser skyggede for det faktum at alle hjerterne på scenen var forvirrede.

Jeg vil ikke være ligestillet, jeg vil ikke være en stærk kvinde, lige så lidt som jeg vil være en stærk mand. Ligestilling lyder som om, at alle er lige ensomme, 1 + 1 + 1, sådan nogle flinke enheder der går stolt hen på deres arbejdspladser. Det er en form for optælling, som ingen kan være med i, i praksis.

Adrian Hughes var fremmed for mig før Kulturmødet, men han er virkelig en af de skrækkeligste mennesker, jeg har mødt. Han vil gerne mure sin og alle andres tvivl inde i noget, jeg ikke rigtigt ved, hvad er. Han vil gerne mediere mellem kategorierne elitær og folkelig, selvom det er nogle kategorier, han selv har opfundet, som han har opfundet for at retfærdiggøre en samtaleform, der altid er beregnende.

Trine Gregorious var ret sød, kan mest huske hende fra den gang hun var vært på programmet Det Svageste Led.

*

Her er den tekst jeg skrev i Aksel Sandemose-arkivet.

Min tekst og Hannah, Josefine og Sarahs tekster kommer i fagbladet Sandemosiana, det synes jeg til gengæld er et dejligt navn til et fagblad:

 

mælkesten

En dag, da jeg er ni år, vinder high school-pigerne fra min skole sølv i en basketballturnering. Der er sportsstævne for de internationale skoler i den region, jeg bor i, i troperne, der er kommet elever fra internationale skoler i Indien, Pakistan, Thailand, Nepal, og vores high school-piger har vundet sølv, og jeg og nogle andre på ni løber og råber, hen ad en gang mod en vandpost måske, en ung bøffelhorde som kommer løbende. Vi ved at øjeblikket er meget usædvanligt og rummeligt, der er en vigtig atmosfære her, det er også vores fortjeneste. Jeg er rigtig frisk da en parallelklasselærer tysser på os, så jeg siger uden at kigge på hende, the high school girls just won silver, you can’t expect us to be quiet, og parallelklasselæreren Mrs. Sarkar trækker vejret ind på en uhyggelig og langsom måde, inden hun siger excuse me? De andre bøffelbørn forsvinder, sådan husker jeg det, at gruppeløbet hen i mod vandposten er fordampet og jeg står helt lammet og suget ud af det rummelige præstationsøjeblik. Jeg står og stammer og krymper og lærer noget om orden, det er 1996. Vi er nogle rige og vestlige børn på en amerikansk skole i et fattigt og ulækkert land i troperne, og landet bliver hvert år oversvømmet. Jeg ved det ikke i det tidsrum, men meningen er at vi skal blive veluddannede, at vi skal vokse op og frem på stærke skoler som den her skole og gå på amerikanske universiteter. Jeg ved at vi skal være stolte over at vinde konkurrencer, stavekonkurrencer og bagekonkurrencer og sportskonkurrencer, entusiastiske og stærke, og det jeg forstår da Mrs. Sarkar siger excuse me er, at glæden er en disciplin, som ikke ændrer på, hvordan vi skal løbe på gangene, og især ændrer det ikke på, hvordan vi skal tale til personer som Mrs. Sarkar.

På Morsø Folkebibliotek læser jeg i et nummer af Aktuell fra 1958, det er et norsk og kulørt blad og i dette nummer har Aksel Sandemose skrevet en klumme i serien Moralske Tanker, den handler om en gang, han var på en kur mod alkoholisme uden at vide det. Han boede i Sverige under krigen og drak rigtig meget. Så flyttede han væk fra Stockholm og boede et sted  uden drikkevarer eller restauranter i nærheden, men han tænkte ikke på det, registrerede bare at han ikke kunne spise noget, så han drak kaffe, the og mælk, rigtig meget mælk, og kom til at give sig selv forstoppelse med mælken, han skriver:

”Hvorfor jeg ikke fikk tak i en doktor? Fordi jeg hadde satt meg i hodet det kunne være knekkende likegyldig hva som ble av meg. ”

Men til sidst blev Aksel hentet af en ambulance, fordi hans fordøjelse var gået i stå.

Og sådan gennemgik han en afvænningskur der ”aldri ville gått med tvang eller overtalelse”. Og klummen slutter:

”Og her sitter jeg og titter ut på skogen min med de ville høstfargerne, og livet er godt å ha, også om prisen for det var så ubehagelig som å fylle magen med melkestein – og få dem tatt ut igjen.”

I En flygtning krydser sit spor fortæller Espen Arnakke, at han har en knust drøm om at blive zoolog, at hans interesse var til grin i Jante, at han udskiftede interessen for dyr med interessen for mennesker, at han blev psykolog og interesseret i seksuelle afvigelser:

”Også min læsning blev anderledes, for det meste fandt jeg nu frem til de almindelige spekulationer i nysgerrighedens groveste form: ”Kønslivet og dets love”, ”Kvinden som ung pige, hustru og mor”, ”Hvad er homoseksualitet?” og lignende vulgære skrifter, som får en til at tænke over trykkefriheden. Det var et radikalt omsving, hidtil havde jeg kun læst om dyr, også værker, som ellers kun videnskabsmænd giver sig i kast med, og dem havde jeg lært en del af, selv om det ikke førte mig nærmere til løsningen af livets gåde. Jeg kunne på årenettet i vingerne fastslå identiteten af et møl, selv om hvert støvgran var slidt af vingerne så al farvetegning manglede.”

Jeg bliver træt over fortællinger om egne knuste drømme, om hvad der er blevet ødelagt i forfatteren som har gjort ham til dette svækkede, men klogere menneske, men det ved Espen Arnakke også, for et andet sted siger han:

”De blanke ”voksne” personer, der er ikke spor voksne. De er en sørgelig pærevælling af udviklingstrin [..] Menneskene går omkring som museer, og der er dem, der tror, at sådan skal det være, for på den måde bliver livet interessant, og digterne har noget at skrive om.”

Det kan være svært at vide hvor zoologien stopper og psykologien begynder.  Det kan være svært at styre sine tendenser til at være et vredt museum, eller til at vide hvad der er museum, psykologi og hvad der er energisk interesse for dyrene. Jeg tror de to områder har godt af at blive behandlet om ikke som et område, så som en sørgelig pærevælling af udviklingstrin. Jeg kan lide tanken om at gå på alkoholafvænning i ren distraktion, at en uskyldig mælk bliver et onde i maven, onde mælkesten. Aksel taler i klummen om at han ikke kunne blive anerkendt som alkoholist, fordi han kunne lade være, han måtte i stedet

”klassifiseres som et helt ordinært fyllesvin som burde gå hjem og skamme meg. Det gjør jeg da også, bare at det kanskje er smått med skammen.”

Jeg bliver nervøs ved tanken om ikke at blive anerkendt som misbruger, fordi man kan lade være. Det er en jantelov, jeg stadig kan forestille mig eksistere, den hvor jeg ser på andre og siger: Hvorfor tager hun ikke og bliver et tydeligt individ, en alkoholiker, kunstner, homoseksuel eller også ikke. Det må vel være muligt at definere. At blive vred på sig selv og sine venner fordi de er utydelige. De er vist bare fyldesvin, eller jeg er det vidst bare. Det er en vrede jeg kan genkende, fra samfundet og mig selv: Hvorfor kan de ikke forklare mig, hvordan de er.

Knud kører os ud til Årnakke og vi går sammen på den strand, hvor Aksel tog ud for at være alene og opfandt Espen, jeg tænker på slutningen af Charlot og Charlotte, som jeg ikke ved om jeg tænker på, fordi Josefine ligner Ellen Hillingsø lidt. Om det er ansigternes lighed der arbejder her, eller om jeg er i gang med at erfare en opløsning mellem by og land som er den opløsning, som er på vej til at ske i Charlot og Charlotte. Indtil det viser sig at by og land ikke går i opløsning så meget som de bytter plads: Storby-Charlot kan blive gravid fiskerkone på Skagen, landlige Charlotte kysser med skuespilleren på en tagterrasse i New York. Det er mulighederne i den tv-serie, som om Charlot og Charlotte sad på en vippe på en legeplads: op bliver til ned og omvendt.

I de her dage, i Nykøbing, bor vi et lille hus ved havnen, og på madrasserne drømmer jeg at Nørrebro Station er anderledes, at toget er alt for lille, at jeg bliver forfulgt af voldelige ukendte der er kommet ud af det computerspil, jeg har spillet tidligere i drømmen. At et barn smider mine penge ned på skinnerne og jeg samler pengene op og barnets forælder irettesætter barnet. Og barnet hopper bagefter selv derned og jeg løfter det op og siger til det: Nej, du er meget mere værdifuld end pengene, jeg siger det på en mærkeligt eksemplarisk måde, et tonefald fra oplysning til borgerne om samfundet og så går jeg ind i det meget lille tog.

Jeg sidder på bænken ved havnecafeen overfor kranerne, jeg har købt en gul jakke i Mission Afrika Genbrug af mærket Nautic by Junge, som jeg sidder bag min computer med. En ældre mand i blå overalls lufter sin meget lille hund. Bradley Manning er blevet idømt 35 års fængsel for at have lækket oplysninger om sin arbejdsplads, det amerikanske forsvar. Det er fordi han kommer fra et land hvor man skal være stolt og sund og fortælle hvad man mener, og vide hvornår man skal være stille. Krig er en undtagelsestilstand for dem, der skal sende soldater af sted og for dem, der skal udføre tortur, men ikke for dem, der vil fortælle om krigen. Der gælder en almindelig orden, jeg bedst kan forstå som høflighedens. At være statsborger i dag består først at fremmest i at melde klart ud: Hvordan er du? Alt er i orden, alkoholiker, depressiv, psykotisk. Alle følelser, alle identiteter er legitime, bare de kan blive tydelige. Og så at udvise diskretion eller bare tavshed, når det gælder krigen, når det gælder den nationale sikkerhed. Så er det din ansættelse, der gælder, og din ansættelse, der bestemmer din frihed. Når han kommer ud igen, har jeg måske et barn, der selv har fået et barn, sådan vil forskellige fødsler finde sted. Jeg vil være ældre, grånet, jeg vil formentlig have overlevet aldringen og statens forventninger. Husene i Grønnegade er pastelfarvede ligesom husene i San Francisco er det, der er nogle buske på vejen langs vandet til vandrehjemmet der lyser sølvgrønt.

4 thoughts on “mælkesten

  1. Tak Lea, den tekst og den debat der gør mig skiftevis trist og glad, men den giver mig lyst til at være stærk. Når man oplever at skuffe andre menneskers forventninger, må man starte med at spørge om forventningerne er rimelige, det havde jeg helt glemt. Håber weekenden bliver dejlig for jer.

    1. måske bør man altid være klædt ud som pirat, når man skal sige hvad man mener.
      Eller måske bør man bare være klædt ud som pirat i det hele taget

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s