Bradley/ Chelsea

Nu tænker jeg hele tiden på Bradley/ Chelsea Manning.

Hun er en af de amerikanske soldater, der har lækket billeder og informationer fra det amerikanske forsvar gennem Wikileaks.  I sommer blev hun idømt 35 års fængsel for landsforrædderi. Og så efter sin dom bekendtgjorde hun, at hun ikke længere skulle betragtes som manden Bradley, men som kvinden Chelsea.

Snart vil jeg skrive en roman om hende og om Wikileaks og transseksualitet og information og krig. Og indignation, om hvad indignationen er, udover indignation. Og der skal være flotte scener fra Arizona og skamfulde scener fra min barndom om at ligge i min smalle køjeseng.

Der er den her video som jeg ret godt kan lide.

Og så er der denne her video, som jeg også godt kan lide.

Hvad er der med den vrængende og fjollede vrede.
Den kitschede og selvretfærdige vrede.

Jeg talte for nylig med én om Thomas Blachmanns nøgen-kvinde-program, og hun sagde til mig:  Han har jo kun lavet programmet for at provokere, så hvorfor bliver du vred. Hun syntes at det var vand på hans mølle, at jeg blev vred. Det var det der var meningen med programmet.

Så tænker jeg på om man kan tænke på retssagen mod Chelsea Manning som en lignende provokation, et idiotisk forsøg på at sætte et eksempel. 

Supreme Court tager fejl, når de har dømt hende til 35 års fængsel. De er dumme, kan man sige, inkompetente, primitive. Men de har gjort det. Hun er derinde i fængslet og er 26 år, ligesom jeg fylder 26 år om to uger.

Thomas Blachmann har bare lavet sit tv-program for at provokere, for at se om han kunne få nogen op af stolene, som det hedder, men det hele fandt sted, i virkeligheden:

Kvinderne stod der foran ham og Jan Sonnergaard, f.eks., og det var ydmygende for alle, det var ydmygende og skrækkeligt for kvinderne, det var ydmygende for Thomas Blachmann og Jan Sonnergaard, og for mig, og for ham jeg sad og så tv-programmet med, det var én jeg var helt forelsket i langt inde og overalt i hjertet. Vi blev alle sammen ydmygede og lidt mere ødelagte, langt inde og overalt i vores hjerter.

Bare fordi det er idiotisk betyder det ikke, at det ikke har konsekvenser.

Hvad hjælper det at hæve sig op over begivenhederne, hæve sig op som i ribberne i en gymnastiksal, at sige:
Godt at jeg er klogere.

Det kan godt være det er nødvendigt med den fjollede vrede så, en desperat kitsch.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s