rejsenoter januar 2012

Her er Hanoi. Jeg er på besøg hos min far sammen med mine brødre. Mine to brødre og jeg er voksne. Til hverdag bor vi for os selv, i værelser vi lejer. Vi forvalter selv vores stramme budgetter. Her i byen sover vi sammen i en dobbeltseng, og går med hinandens jakker.

Jeg behøver ikke sige noget, men hvis jeg vil, kan jeg synge, græde eller bjæffe irritabelt. Tålmodigheden er rigelig, også når det gælder min utålmodighed.

Vi går ud til pagoden, træerne vokser i mellem og nærmest rundt om dens søjler.
Jeg holder hele tiden nogen i hånden, jeg vænner mig til at være passager i biler.

Jeg boede her for otte år siden, jeg gik i en engelsk-sproget skole, jeg var seksten år. Jeg kunne bedst lide historie og mente, jeg vidste alt om den kolde krig. En dag, den gang, sad jeg i badekarret og så på mine knæ, jeg forstod: De kunne ikke betragtes som et barns knæ. Jeg gik ad denne gade ned mellem de to søer, i den ene sø er svanebådene. På en café, en stråtækket hytte ud til vandet, drak jeg flere gange citronjuice med en japansk dreng fra den anden internationale skole. Jeg kørte bag på de små scootere, der fungerede som taxier, og kunne lige nøjagtigt sige ”højre” og ”venstre”, til chaufførens ryg. Jeg kunne også sige tak og goddag. Jeg kunne ikke sige andet vietnamesisk. Jeg kan ikke sige andet vietnamesisk. Denne gade og knæene, de er to fremmedheder, jeg kommer til at forveksle med hinanden.

Begge brødre og jeg tager små rygsække på og går langs vejen. Der ligger en hund og sover ved siden af manden, der svejser. Vores kroppe er for store til det tætte gadebillede, det virker uhøfligt eller som om, vi marcherer. Vi smiler gavmildt, og tiltaler servitricer og taxachauffører efter alder, som man skal. Alt efter afstanden i mellem vores egen og den tiltaltes alder skal vi kalde dem enten:

Lillebror/søster, storebror/søster, tante/onkel, eller bedstefar/mor.

Vi køber alt muligt med de fremmede pengesedler. De er påtrykt landsfaderens ansigt, og findes i gule, blå, og grønne nuancer. For et par år siden begyndte de at være beklædt med plastic, nu kan de bedre modstå fugten.

På turen til regnskoven ser vi et redningscenter for aber, og en tusind år gammel grotte. Vi vandrer på stierne, og jeg kan ikke tale med brødrene så længe, vi er inde mellem træerne. (Bagefter husker jeg ikke noget om træerne.) Vi overnatter i en beton-bungalow, som er regnskovens gæstehus. Vi spiller et kortspil, hvor man skal bygge sit eget imperium, det er baseret på et computerspil, vi spillede som børn. Vi har fået en blomstret kande the med over i bungalowen.

Vi har en guide, der ikke forsøger at være høflig med sit smil. Han efterkommer vores ønsker, men uden at forsikre os om, at vi ikke er besværlige. Han siger ikke, at jeg er smuk, eller at min bror er stærk og udholdende. Han bærer ikke vores tasker.  Han undskylder ikke, at det regner. Vi er så taknemmelige for denne behandling, at vi giver ham 40 dollars i drikkepenge, da turen er slut. Vi skriver også i evalueringsskemaet, som han udleverer på vegne af rejsebureauet, at han har været en fantastisk guide. Vi skriver om hans engelskkundskaber, om hans tålmodighed og gode humør. Men det, der glæder os er, at vi ikke er blevet behandlet som chefer. Jeg gik ved siden af ham, da vi besøgte Hoa Lu-templet, jeg følte mig tryg, grænsende til forelsket.

Flere nætter ligger søvnen og er en stram næve, den trykker mig i nakken. Den vil ikke brede sit telt ud over mig. Godt det samme, siger jeg, jeg er vred på den og ønsker den ikke. Jeg undersøger den feber, der træder i stedet for søvnen. Eller: Som har forhindret søvnen tidligere. Den er også et telt og strækker sig langt ind i dagen.

Jeg sidder på en plasticstol i en smal gade, motorcyklerne kører også forbi her, men ikke så hurtigt. Jeg spiser en suppe, den er kogt vand med fedtperler, brede ris-nudler, forårsløg, frisk koriander, frisk mynte, trævler af kyllingekød. Jeg spiser den hver gang, jeg besøger byen. Suppen er den mest almindelige morgenmad, her, jeg spiser den og synes, den indvier mig i noget. Alligevel håber jeg, at min mave er mere følsom end de lokales, at suppen vil gøre mig syg. Det kan være via kyllingekødet, der ikke har været på køl, eller de friske krydderurter, der ikke er blevet skyllet tilstrækkeligt. Sådan vil jeg opmåle afstanden i mellem mig og stedet, jeg vil gøre denne afstand til en strækning, jeg kan krydse, og derefter krydse igen: Vende frem og tilbage. Som det er nu, lader kroppen til at være upåvirket, slank og mobil. Som det er nu, husker kroppen til randen. Stedet vil helst løbe rundt i blodet og være en væske, der ligner blodet. Sygdommen bliver en udsigt til at formgive mindet. Det kan blive en hund, der løber efter mig.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s