digt om klub ingeborg og the world’s end

bare rolig alt bliver genfødt i det sjove, i de gavmilde intelligenser
det er den der slags der bliver mig lovet, eller det er den slags jeg lover
jeg elsker at love, jeg elsker at garantere
jeg laver en forening som jeg vil have alle til at være medlem af
klub Ingeborg!
klub for Bachmann, Stuckenberg og alle, som er dårlige til at være borge
det vil sige alle
det vil sige det er gratis og hvem som helst kan være med
er det sikkert at denne forening er en god forening
nej
jeg sidder her ved bordet og ved stadig at alt kan blive taget fra mig
jeg sidder her ved bordet og ved at jeg kan blive fascist med mit gavmilde
jeg så filmen om Piña, jeg så den med højskolepigerne som var interesseret i dans
Piña var en danselærerheltinde som nu er død og i filmen fortæller de og fortæller de om hende
hendes elever elskede hende fordi hun læste dem som ingen andre havde læst dem
hun sagde til én før han gik på scenen:
husk at jeg skal være bange for dig
hun sagde til en anden (én der gemte sig i hjørnet)
(Piña fik et trist ansigt da hun spurgte sin skræmte elev):
hvorfor er du bange for mig?
vi frygter dem der siger at vi skal gøre dem bange
hvorfor er præcision så uhyggeligt, er det dét med: at skære igennem, at være skarp
at være en kniv i verdens varme smør
som om alt var skulptur
jeg vil ikke være nogen kniv
jeg savner én jeg lige har mødt som hedder Jack
han boede i vores lejlighed med Therese
jeg gider næsten ikke andet end at være englænder ligesom Jack i sin sorte frakke
han sagde: jeg bestræber mig på at klæde mig som en fysiker fra 1920’erne
han fortalte at da han skrev sit speciale om økonomi fra Adam Smith til Margaret Thatcher
begyndte han at se et tv-program om folk, der væltede
flere timer om dagen så han tv-programmet
det var dejligt at se programmet, sagde Jack
og i går så jeg, altså Lea,  en anden film, nu med højskoledrengene (ungarerne)
The World’s End, den handlede om at en gruppe venner skulle på pubcrawl
de skulle re-enacte deres pubcrawl fra dengang , de blev studenter
nu var de blevet midaldrende og borgerlige, pæne jobs og ansættelser, kun én var stadig rowdy
det var ham der stod for det reenactment
men det viste sig at deres kedelige hjemby var blevet besat af aliens
rumvæsenerne havde udskiftet de fleste af byens borgere med robotter med blåt slim i sig
men den rowdy ven, han overbeviste rumvæsenerne om, at de skulle rejse hjem til sidst
han sagde til rumvæsenerne:
Vi har ikke brug for jeres optimering ! Vi er mennesker og vil have os en sjov aften
så rejste rumvæsenerne hjem med deres optimering og så var det postapokalypse
åh
jeg elsker de små guitardrenge, der synger Territorial pissings i deres baghave
og så her på værelset er der en kopimaskinebevægelse, fordi biler kører forbi træer i solen
og den køren-forbi så skinner ind ad vinduet
jeg drikker whiskey og hører den afrikanske musik, som det er blevet mig foreslået
jeg er fyldt 26, flytter længere og længere ind i voksendommen
altid mere ydmyget, bumser og rynker skinner om kap i det spidse ansigt
jeg sover min søvn og drømmer om heste der hviler sig

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s