jul

I dag er det min lillebrors fødselsdag, så betyder det at det ikke jul mere. Han er fyldt 22, jeg gav ham en blå ruskindsvest med satinryg, den kan han have på til nytårsaften. Hvor var den flot med trykknapper. Til fødselsdagen var vi Mor 1 og Mor 2, lillesøster lillebror, mig, og vennerne Rane og Simon. Vi talte hele tiden om hvor mange år der var gået siden forskellige begivenheder fandt sted, jeg holder aldrig op med at holde af evnen til at tælle år. Se, nu er der igen gået fire årstider, nu er der igen gået 22 x fire årstider. En gang var du seks og stod foran spejlet, du var i supermand-kostume og så afmålt ud, men så alligevel imponeret over dragten og den lille krop i dragten. Den situation var der én, der tog et billede af, og så var det på Facebook i morges. Du er så sympatisk i forhold til mig, og dét vil du sikkert ikke engang anerkende, at du er den mest sympatiske af os to.

Jeg så Blade Runner forleden og næste dag lå der to konvolutter fra New York i postkassen, én fra Signe og én fra Helene, var det noget de havde aftalt at synkronisere, at brevene skulle ankomme samme dag?

I Helenes konvolut lå to traner, der var en grøn og en gul, i Blade Runner stiller en mystisk mand origami-figurer foran de lejligheder, hvor der findes androider. Så ved dusørjægeren Rick Deckard, hvor de er. Og til sidst i filmen står der en origami-figur foran Rick Deckards egen dør, og så ved han ikke, om det er fordi han selv er en androide, eller om figuren henviser til den androide-pige, som han lige har forelsket sig i og skal til at stikke af sammen med. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er en androide, en cyborg, se bare her til aften, hvor jeg ligger og reparerer mig selv med min feber ligesom the Terminator gør i the Terminator, da han er blevet skudt i armen og i øjet.

Jeg har spist to appelsiner og tørret de klistrede fingre af i dynebetrækket bagefter. Min pande er alt for varm, jeg har lyslilla gamacher på, men det forhindrer mig ikke i at være beregnende, målrettet,  fremmed, mekanisk og urolig i verden. Selvfølgelig, hvordan skulle det ellers forholde sig med noget så avanceret som en menneskekrop,
det var sådan Jacob Skyggebjerg sagde i det første interview, den beskrivelse bed både Amalie og jeg mærke i, det var en overbevisende fællesnævner.

I Signes konvolut var en glad hilsen og et foto hun havde taget af en flot Halloween-altan, to skeletter og Scream-manden, det var sjovt og uhyggeligt. Jeg har haft en heftig angst for Halloween-dekorationer på altaner p.g.a af en situation i Los Angeles som min storebror fortalte om en gang, men jeg vil ikke fortælle det igen her, jeg har fortalt det for tit allerede.

Så snart skal jeg skrive til Helene og Signe som bor i New York, den Skønne og Sejerinden i New York, det er sjovt, de er mine venner, hvis I læser dette allerede så ved I at jeg blev så glad for brevene.

Og god jul til alle der læser dette inklusiv spambots, håber at alle dansede om træet derude i stuerne, det er virkelig noget man bør holde fast i, tænk at sådan et obskurt ritual har overlevet mængden af forlegenhed og konformitet som regerer over de androider, som bor her.

Jeg skriver dette imens Deadline stadig er i gang i en anden fane på min computer, men interviewet med Jacob er slut, i stedet taler Anna Libak m.fl. med studieværten om hvor mange gange, de har været i Deadline i år.

Og nu siger Anna Libak: Stemmer fra underklassen, der vil deltage i den offentlige debat, må tale om hvordan man løser problemer der ikke angår dem selv.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s