lille rapport # 2

Nu skriver jeg igen om min tilstand.

Har været henne hos August som i dag vil få at vide om han kan blive boende i sin lejlighed. Jeg havde melon med og vi drak kaffe. Så gik jeg igen for ikke at være der når udlejerne kom.

Om lidt skal jeg lave en meget enkel pastasovs for at øve mig i at lave mad, som jeg har glemt, hvordan man gør.

Alle siger at jeg må ringe til dem, hvis det bliver meget dårligt.

Men jeg skal jo også lave noget når jeg ikke taler i telefon.

At gå over til psykiateren langs med Fælledparkens 1. maj, afdelingen ligger overfor skate-rampen. Jeg blev ikke så bange for reggae, tænkte bare: Derovre er de med deres fejring. Jeg kender dem ikke.

Men det er længe siden jeg har kendt 1. maj i Fælledparken. Men det velkendte ved den fremmedgørelse er væk.

Så skamfuldt at føle sig fremmed, når jeg så længe har sagt: Det kan man ikke. Man kan ikke være fremmed. Jeg tror nok at jeg har sagt: Det er en Descartiansk fejlslutning, det der med at tvivle på sine omgivelser.

Hvor pinligt at tvivle på sine omgivelser, om de er der, hvad de vil med én.

Hvor mærkeligt at de to overvejelser kan eksistere samtidig.

Hvor mærkeligt at være forlegen og uvirkelig, samtidig.

I saunaen talte nogle piger om deres træningsprogrammer, og den ene sagde til den anden: Det er jo bare psyken der gør, at man ikke kan træne mere end 1 time. Hvis der nu var nogen efter dig, så kunne du jo godt løbe mere end 1 time.

Men jeg synes bestemt der er nogen efter mig hele tiden, og jeg kan slet ikke løbe nogen steder i noget antal timer.

Skulle til min mors fødselsdag i lørdags, cyklede derhen og tænkte: Måske bryder jeg ikke sammen. Måske vil det blive en god dag. Men så mødte jeg min lillebror på cykelstien og blev så forskrækket over at se én jeg kendte så godt, før jeg var nået hen til min mors hus, det velkendte sted, hvor dem, jeg kender godt, efter planen skulle befinde sig. Så kunne jeg ikke tåle den lille overraskelse. Jeg blev så ked af det over, at vi skulle møde hinanden i selskab med mig. Som om vi tidligere i vores liv havde brugt meget tid sammen, uden at jeg var til stede.

Meget af fødselsdagen gik med at jeg var brudt sammen. Alle håbede jeg snart ville få det bedre. Om søndagen cyklede min mor og jeg ud til fårene på Sydhavnsspidsen, det gjorde os meget glade. Imens var ejendomsmægleren i min mors hus med nogle potentielle købere.

Vi vil ikke rigtigt have, at huset skal sælges, men det skal det.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s