Salthandlerskens hus

(har gået i parken ved min mors hus og suget honning af døvnælderne, der vokser langs åen)

læser Salthandlerskens hus: Cecil Bødkers optegnelser fra Ethiopien, hvor hun tiltaler sig selv som “du”

en alvorsfuld, forsigtig undren, tålmodig med sin ophøjethed:

“Selv jeres spartanske udstyr må jo råbe til dem. Vil de ikke for tid og evighed bære mærker i sindet af hvad de har set? Vil der ikke altid være mindet om noget de aldrig kan nå? Borde og stole, tallerkner og knive og gafler og lys. Sko og strømper og mange lag tøj udenpå hinanden på een gang. Er det en fordel, en oplysning at I har besøgt dem, eller vil de få mén af jeres ophold? I kan ikke vide det. I kan ikke tyde deres ansigter og deres fremtid. Men I gætter på at Madena og Milkeso vil være dem der får sværest ved at resignere. Hver dag dag kommer de forbi missionsstationens klinik, og hver eneste dag stilles de i skolen overfor begreber der ikke findes oppe på bjerget.”

og også vulgært, patetisk, da hun syer danske mønter i ørerne på en pige:

“Slå hul med et søm helt ude ved kanten på de to mønter, vride rundt med en knivspids så graten går af og finde dit sygrej. Du syr hende ind gennem flippen med højrødt nylongarn, det stærkeste og mest farvestrålende du har. – Men at dette virkelig skulle overgå dig, at du virkelig skulle føle dig nødsaget til at pynte sådan et stykke ufordærvet natur med tarvelig mammon.
Dine betænkeligheder tæller ikke. Kun tøsens forventninger har nogen betydning, hvad rolle spiller en eller anden fjern kunstnerisk standard, hvis du kan leve op til hendes tillid.”

“et stykke ufordærvet natur” ?

det er hun vel ikke, tøsen, ufordærvet, eller mere natur end Cecil.  Men kan det være sådan at sproget lige der infiltreres af det patetiske ved selve handlingen lige der, netop i den sætning.

(Jeg ved det ikke. Jeg har så svært ved at tænke. Nu kurrer en due i haven, min mors.)

Så er der det her stykke, på en anden måde loyalt overfor de beskrevne som levende væsener, hverken ufordærvede eller det modsatte:

“Og du kan ikke blive træt af at anstille betragtninger over Salthandlersken Nefertitis forunderlige afkom. Enke-med-ni-børn, ja næsten med elleve, fordi Sokine og Halima tilhører samme type og samme hus. De kunne mageligt være helsøskende, og du kan ikke blive færdig med dem så snart – blir måske aldrig færdig. For det er som musik, en komposition. Debiteh har komponeret sit afkom som et blidt musikalsk forløb, hvor det samme tema kommer igen og igen i forskellige variationer, og dobbeltkusinerne  i Tios hus falder ikke ud af sammenhængen.
Hvert enkelt barn er sig selv med sit eget præg, men bygget af de samme komponenter i skiftende udvalg. Der er ikke to der er ens, men der er heller ingen der skiller sig ud, de er alle facetter af samme helhed. Ingen er udpræget kopi af Debiteh, men hun har spejlet sig i dem allesammen, delt sine sjælelige og korporlige egenskaber ud i splinter og strøet dem om sig – og du tænker undrende på, at kunne du samle hendes børn i een bunke og komprimere dem til een person, da ville der opstå endnu en Debiteh foruden den første.”

Denne endnu-en-Debiteh, det er sådan skriften er. Skriften bliver selv som en gruppe børn, der sættes sammen til noget andet end deres mor. Der er ikke noget påstået objektivt ved betragtningen, det er så tydelig en komposition i sig selv, denne påstand om børnenes komposition. Sådan er en skriftlig dokumentar.

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s