Salthandlerskens hus igen

“Det varer længe før det også går op for dig at der er pelikaner, mange endda. Og ænder og gæs. Der er bare flere hundrede gange så mange flamingofugle. Du er overvældet. Dette har intet som helst med turisme og sightseeing at gøre – men en hel del med trykimprægnering af sindet. Eller føler du måske ikke hvordan synet blir presset ind i dig gennem alle porer og ikke bare gennem øjne ører og mundhule. Hvordan alt det du havde i dig i forvejen blir skubbet til side.”

I 1972, hvor bogen udkom første gang, må det have været almindeligt og korrekt at skrive “blir”. Måske vigtigt, måske en integreret del af højtideligheden at lige netop blivelsen er trukket sammen i sin stavemåde, så den ser ud som en mundtlighed. Eller en lydlighed.

Er det også en del af denne trykimprægnering af sindet. ?

*

Og her et smukt stykke fra da de kommer hjem til Danmark:

“Og så skal I til at finde jer til rette med at være hjemme igen, I er beviseligt kommet tilbage, men sært så der er kommet en pukkel på årets ellers så stramme oval siden I var her sidst. Overgangen mellem vinter og sommer er svulmet op til at fylde enormt, du er meget mere end tre måneder ældre end da du rejste, du har bevæget dig tusind år tilbage i tid – og er kommet hjem. Og se, der er kun forbrugt et kvartal af din nutid.
Pladsen mellem vinter og sommer er den normale plads mellem to årstider, men du står med et oplevelsestidsrum af dimensioner der ikke er plads til, står med rejsen til Alamgena og opholdet i Salthandlerskens hus og kan ikke få det presset ned i det lille hul hvor foråret mangler.
Foråret uoplevet.”

Og se, der er kun forbrugt et kvartal af din nutid.

Tænk lidt på den sætning, og også på årets ellers så stramme oval.

Sådan et sprog lindrer, følges med mig rundt i sekunderne, der ellers ikke tilbyder noget selskab, men heller ikke tillader andre selskaber end deres eget.

*

Og til sidst, de sidste tanker om landsbyen, hun har forladt, og de piger fra landsbyen, hun har adopteret:

“Det er ikke nok at beskrive, du skal også begrunde. Du føler selv hvordan perspektiverne morer sig på din bekostning. Hvordan de gemmer sig i alt hvad du gør uden at du selv kan se dem.
Er det dig der er vindøjet.
Eller har du måske for mange forskellige øjne at se med, vader dit rationelle syn måske ind over dit etnografiske, og omvendt. Vejer du livsholdning op mod bekvemmelighed, venlighed mod teknik. Er det værre at gnide sin hud i smør end at vaske den af med sæbe kogt på selvdøde hunde og okser, bedre at forurene sine bække med industrispild end med kolort.  […] Havde du været indbygger i Debitehs land var du død af en rådden blindtarm for mange år siden – men du ville have lært at le og synge og danse.
Du pakker perspektiverne sammen og binder en knude.”

Det er en umulighed, den her bog. Det er perspektivernes moren sig på forfatterens , og på læserens bekostning. Der er ingen ny erkendelse, men der er denne knude, som er rapportagens, eller noget, hvor beskrivelse og begrundelse falder sammen. Der er ikke nogen årsag, der er bare virkninger som danser rundt om hinanden, som begrundelser. Der er ingen grunde.

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s