erindring

Vietnamesere kan ikke sige ”ice?” når de spørger, om det er det, vi gerne vil have i vores colaer. De kan kun sige ”i” eller ”ayy”, deres munde kan ikke lukke sig og lyde som S.

Jeg møder den japanske unge mand i ”Cafeen”, som har plasticstole. Han sidder sammen med nogle andre japanere og koreanere, og jeg er der med nogen andre fra min skole. Vi går hen på cafeen med plasticstolene efter skole, man kan købe sodavand og chokolade i en automat. Der er sportsbaner bag cafeen. Han beder om mit telefonnummer kort efter vi er blevet introduceret. Jeg tror det er en formalitet, jeg kan ikke engang huske hvad han hedder, eller adskille ham særligt fra de andre japanere og koreanere. Jeg tror det er en måde at anerkende hinanden, at bede om telefonnumre. Ligesom at sige howareyou. De andre siger også til mig, de andre fra min skole og fra den anden skole, at mange af deres venner er rejst hjem så de har brug for mig her. For at det ikke skal være kedeligt, at være her, er det vigtigt at der er nogen sjove folk her. Der er to internationale skoler i Hanoi og jeg går på den mindste. Men jeg forstår, at her i Hanoi er der ét samlet socialt miljø som består af engelsk-talende teenagere fra de to skoler, og som hele tiden er på vej til at blive kedeligt.

I det her land er jeg høj. Det siger de, at jeg er en høj pige. De siger også at jeg er køn, som om det er objektivt. At jeg ser godt ud. Det er ikke første gang jeg får det at vide. Men det er ikke på samme måde, de mener det her. Her konstaterer de det, det er nærmest en ejendel jeg har, som har nogen fordele og måske ulemper. Jeg er køn eller jeg har en cykel.

Jeg har en australsk veninde. Hun er slet ikke så høj som mig, og har store bryster. Jeg tror det er nemmere at være lav og med store bryster. Jeg raver hele tiden op og de
t-shirts, vi går med her, passer ikke til mig. De slutter helt op til halsen og har logoer med surfmærker. Rip Curl, Roxy. Mit hår ser underligt ud i dem, helt tjavset og ranglet. Ligesom resten. Både min krop og mine sætninger er for lange. Det gør det ikke bedre at jeg er køn. Det at jeg er køn er bedragerisk, fordi jeg er så underlig når man taler med mig.

Hver fredag er det almindeligt at de unge mennesker på de to internationale skoler mødes her. Fadøl koster hvad der svarer til to kroner. De ryger store bong’er. Jeg tør ikke. Men jeg kommer derhen og den japanske unge mand deler en taxa med mig da vi skal hjem. Han følger mig ned af den gyde, hvor vores hus ligger. Han kysser mig og jeg lader ham gøre det. Han siger at han elsker mig, og det er sådan vores kommunikation er fremover, få, men dramatiske, bekendtgørelser. Hans krop er benet og rank, han dyrker sport og spiller i et punkband. En dag kommer han småløbende i mod mig og jeg tror, han er en figur i et computerspil. Der kan løbe, hoppe, skyde, svinge sig i lianer. Indsamle point.

I lang tid er japaneren en kurmager, på et tidspunkt tager han med mig på posthuset for at hente en pakke fra drengen i Vanløse. Der er slik og nogle politiske klistermærker, en cd han har brændt. Og en voodoo-dukke, som han har syet og vedlagt. Om halsen har den en lok hår, som er hans egen. Det er noget jeg har bedt ham om i en mail, det var for sjov men han tager det bogstaveligt. Eller, han ved det er for sjov, men det gør ikke noget. Han kan gøre det muligt, vil han sige. Japaneren ser håret om dukken.

På et tidspunkt begynder jeg at kysse japaneren igen, langt senere. Et halvt år senere. Han har en hollandsk og en canadisk veninde som har fortalt ham, at alle danske piger har prøvet at dyrke sex, når de er seksten år. Jeg er seksten år, men det har jeg ikke. Men jeg har gjort det vi gør. Med ham fra Vanløse og en anden før ham. Japaneren har ikke prøvet det. Han er nitten år og er mig altså også underlegen i denne sammenhæng. Fordi han ikke har prøvet det og samtidig er ældre.

Jeg må ikke køre bag på de små motorcykler, som er billige taxaer. De er taxaer på den måde at man sætter sig bag ved en lille, lurvet mand der lugter af cigaretter og sved. Så bjæffer jeg skiftevis ordene for ”venstre” ”højre” og ”ligeud”, tværs gennem byen. Jeg kan holde manden løst om hofterne eller jeg kan holde om en lille metalbøjle, der er monteret bagerst på mit sæde. Det er det eneste jeg holder fast i. Jeg betaler ham 15.000 dong for at køre tværs gennem byen, hvad der svarer til syv kroner. Rigtige taxaer – biltaxaer – koster mellem 40.000 og 50.000 dong for samme tur, altså mellem tyve og femogtyve kroner. På skolen siger vi at det er dyrt at køre i taxa. Vi vil hellere køre med Xe-om. Sådan hedder motorcykel-taxaerne. Jeg føler mig altid hånlig når jeg sidder med mit dyre hvide liv bag på den snuskede mands motorcykel. Jeg er tilfreds med at være hånlig. Jeg er seksten år og får at vide at jeg er smuk hver gang, jeg går ud på gaden. Selv når jeg har briller på. Men det er jeg ikke. Jeg har bumser og er tjavset. Jeg er ikke dyr og hvid. Med de små motorcykler forklarer jeg, at det er sådan, det forholder sig.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s