26. februar 2015

Om nogle dage skal jeg rejse til Hanoi og besøge min far. Jeg har ikke været der i tre år.

Man kan også sige: Jeg var på besøg for tre år siden, januar 2012. Jeg var på besøg for fem år siden, i januar 2010. Jeg var på besøg for syv og et halvt år siden, i oktober 2008. Jeg var på besøg for otte år siden, i januar 2007. Jeg var på besøg for 10 år siden, i januar 2005. Jeg boede der et år, for 11 år siden, fra august 2003 til juni 2004. Jeg var på besøg for første gang for 12 år siden, i januar 2003, et halvt år efter at min far var flyttet dertil.

Besøget for 10 år siden: Jeg gik i gymnasiet. Jeg havde skrevet en mail til min kæreste i Danmark om, at han forsømte mig. At jeg var skuffet. Jeg havde brug for konsekvenser, for straf. Jeg havde givet ham klar besked: Det der kammerat, din opførsel, den har ikke været på niveau med sig selv.

Året før, hele året før, da jeg boede på fjerde etage i min fars hus med udsigt over Ho Tay, den kæmpestore sø i den vestlige del af byen, og udsigt til Sheraton-hotellets røde S, skrev jeg e-mails til dén kæreste hver eneste dag. Vi var fortryllede, besatte. Vi skrev og skrev om evigheden, og især om evigheden i forhold til det sociale pres, til teenage-miljøerne i Hanoi og på Christianshavns Gymnasium og deres fjollede diktatur, deres juntaer. Det var ikke for os, det lir, den dekadence. Vi var anderledes i sjælene, henvendte til hinanden, til en art marxistisk månetilbedelse og Lauryn Hill. Vi skrev et brev hver til det Elektriske Barometer om vores kærlighed til hinanden og om vores ensomhed og utopier. Jeg havde sat en alarm, der skulle vække mig om natten, så jeg kunne høre programmet dansk tid, men havde sat alarmen forkert, og hørte det ikke. Drengen måtte genfortælle programmet for mig i en mail, at vores breve var blevet læst op.

Besøget for 10 år siden: Jeg var flyttet tilbage Danmark, var nu på besøg det sted, jeg havde boet. Jeg gik i gymnasiet i Valby. Jeg var kæreste med min elskede, men månetilbedelsen var sværere, når vi befandt os i det samme sociale diktatur, sammen. Jeg havde skrevet en vred mail om nogle problematiske begivenheder, det havde ikke været rart at være til koncert på Loppen med ham nogle dage før jeg tog af sted, jeg havde følt mig overset, et fjollet vedhæng.

Den 26. december, på min lillebrors 13-års fødselsdag, ramte en tsunami store dele af Sydøstasien. Den 30. december rejste min far til Phuket i Thailand for at deltage i hjælpearbejdet.

Min far arbejdede den gang på den danske ambassade i Hanoi.

Min far er ikke uddannet til udenrigstjenesten. Han har ikke læst statskundskab, jura, eller økonomi. Han læste historie på Københavns Universitet i 1970’erne.

Min mor har fortalt mig at min farmor sendte min far i sommerhus, når han skulle læse til eksamen, at hun frøs et antal retter ned, som han fik med og kunne tø op, når han blev sulten. Eller var det i gymnasiet, at hun gjorde det? Jeg ved det ikke.

Forældre har en serie fortællinger, der skal illustrere for deres børn, hvorfor de er blevet som de er, men ved den illustration kan tiden nogle gange skride, de nøjagtige omstændigheder forsvinder.

En anden fortælling om min farmor er den gang, min far kom hjem fra skole og havde fået et 13-tal. At min farmor trak på skuldrene (slog ud med armene? himlede med øjnene? Der har aldrig fulgt et ansigtsudtryk med historien, kan jeg godt se nu). At hun havde sagt: Der er da vist gået inflation i 13-tallet.

Dét er en fortælling om stolthed og skam, og om generationer. Dét er en fortælling om mine forældre, der til enhver tid var parate til at være imponerede over alt, hvad min lillebror og jeg foretog os. Børn som en gave, barndommen som en kvalitet i sig selv, ikke børn som arbejdskraft, ikke børn der skulle lære at være beskedne, at trimme deres følelsesliv som et lille bed. At luge ud, at bøje hovedet, at ikke lade nogle planter vokse for lange og for store, for dekadente.

Min far afsluttede ikke historie-studiet. Min far blev journalist på det Fri Aktuelt, det var især udenrigsstof, han skrev.

Jeg husker at være lille og få at vide at min far var i Ungarn, eller i Burma. Mange lande jeg ikke kendte.

Min mor blev hjemme med os, vi boede i et parcelhus i Valby, jeg havde kun været i Sverige, der fik vi vafler ved en mølle.

Min far sendte breve og postkort, skrev at det var kedeligt og ensomt at bo på hotel, han havde gaver med hjem. Jeg husker nogle meget store skummende frugtvingummier fra Wien.

Min far blev headhuntet til Udenrigsministeriet.

Mit besøg for 10 år siden: Min far blev sendt til Phuket for at hjælpe de danskere, der var strandede efter flodbølgen, der var sårede eller havde mistet deres familier. Vores flybilletter blev ombooket, så min lillebror og jeg kunne rejse hjem senere. Så vi kunne være sammen med vores far, når han kom tilbage. Vi fejrede nytår med hans kone, vores stedmor, som vi elskede. Og vores lillesøster, deres barn, der var to et halvt. Vi fejrede nytår hos Lars Mikkel fra ambassaden, han havde fusionskøkken som fritidsinteresse og havde forberedt en syv-retters menu, jeg husker kun kaviar med hvid chokolade, og vandmelon der havde været frosset ned i kaffegrums.

Jeg husker at være frustreret over tsunamien fordi jeg var blevet uvenner med min kæreste over internettet. Jeg ringede til ham en aften fra min fars fastnettelefon, hørte hans stemme sige: Hvad sker der Lea. Jeg vidste det ikke. Vi lagde på.

Min far kom hjem fra Phuket efter 10 dage. Det var aften, min lillesøster sov. Vi sad i sofaen, min lillebror, min fars kone, min far og jeg. Min far græd og græd. Jeg havde ikke set ham græde så mange gange før.

Det er min mor der har fortalt mig om min fars barndom, det er min mor der har fortalt mig om den gang han fandt et lig, der var skyllet op på stranden, det var ved at blive ædt af rejer. Derfor kan far ikke lide rejer, forklarede min mor. De blev skilt i 1999, men min mor har stadig adgang til min fars psykologi. Min far har boet i Hanoi i snart 13 år, men min mor kender hans retorik på Facebook og motivationerne bag den. Hun er kærlig, omsorgsfuld, når hun taler om ham. Thomas, Thomas Bo. Der er ingen skilsmissebitterhed, kun analyserne og en let undren, måske, over hvilket liv, de nogensinde har haft til fælles. Eller det er min egen undren, jeg taler om nu, min forbløffelse over, hvad disse to mennesker kunne have haft af ønsker, der kunne forenes. Min angst når jeg betragter mig selv som et produkt af to uforenelige mennesker, min vrede over at besidde så mange længsler efter analyser, om sandhed, om revolution, om inderlighed, og så mange ønsker om at opretholde facaderne, husenes og kroppenes, formelle middage, formelle samtaler, at tale med høj og veloplagt stemme og sige: Det lyder fremragende!

At være præsentabel.

Den umulige vrede man kan nære overfor sine forældre over at have fået et barn sammen, for at have skabt det muldyr man er, den freak. Ikke én, der selv kan forplante sig.

En digter, ha, den latterligste trøst.

Mit besøg for 10 år siden: Min far græd og græd, i sofaen. Han talte om to teenagedrenge, han havde kørt i elevator med, som havde mistet begge deres forældre. Som stod der i elevatoren og kiggede på ham og på hinanden og på døren. Jeg husker ikke flere historier, jeg husker mit 17-årige hjerte, der pumpede og pumpede sin egen luft, jeg så en sorg og en katastrofe og så den ikke, faldt baglæns ind i mine øjne og tænkte: Jeg skal hjem nu. Jeg hører ikke til her, hvor der er flodbølger og fædre i sofaer fra Udenrigsministeriet. Jeg skal hjem til Danmark og ordne min kærlighed.

Der er gået 10 år. Min fars kontrakt på ambassaden løb ud i 2006, og en arbejdstøjsproducent fra Silkeborg, Mascot, bad min far om at stå for opførslen af en fabrik i Vietnam. Nu er der to fabrikker i Vietnam og en i Laos, flere tusinde mennesker arbejder for ham, for Mascot. Han har skabt et imperium og er blevet rig.

I december bragte Berlingske Tidende en artikel min far havde skrevet om sine oplevelser på Phuket. Overskriften blev: Jeg er flygtet ind på lufthavnstoilettet. Tårerne kommer væltende.

Under overskriften er der et billede af min far, 10 år yngre end nu, tyndere, bleg, hvid skjorte, et skilt om halsen, hvor der står ”Danish Embassy”.

Jeg læste artiklen mellem jul og nytår. Den er lang. Jeg læste den som en streng skolelærer ville have gjort, undrede mig over klodsede sætninger, brød mig ikke om ærefrygten overfor Bertel Haarder, der var udenrigsminister på det tidspunkt, og som blev beskrevet som både professionel og værdig på sit besøg på øen. Jeg læste artiklen som min farmor ville have læst den, hvis hun stadig havde været levende, skeptisk fra begyndelsen. Hvad vil han nu, Thomas, endelig offentliggøre sin angst? Hvad vil han nu, Thomas, igen rapportere fra overklassens smerte? Det er danskere der har været på ferie, og så bliver chokerede over at naturen eksisterer, tænkte jeg, den bitre, den lille gnaver. Var der ikke alvorligere katastrofer at rapportere fra, tænkte jeg, imens jeg skrev tillykke og tak til ham for den fine artikel.

Jeg ville ikke forstå, ville ikke indrømme at man må rapportere fra de katastrofer, man kender. Det ville jeg heller ikke indrømme, når det gjaldt mig selv, der det meste af 2014 havde tanker om at sætte mig ud på togskinnerne ved højskolen i Jylland, hvor jeg nogle gange arbejdede. At kaste mig ud af vinduet fra fjerde sal i den lejlighed, jeg boede i på Nørrebro, med Amalie, Amalie som er en af de stærkeste mennesker jeg kender, fordi hun aldrig forsøger at overkomme sine følelser hurtigere, end hun kan. Jeg skammede mig over ikke at kunne undlade at gøre det forsøg. Jeg måtte frelse Amalie fra mig, den skamfulde, den suicidale, jeg måtte væk. Jeg vågnede op i morgenerne, inde i morgenerne, med den slags tanker, og tankerne forstærkede tankerne, for hvem fortjener at leve, når de tænker på at dø, på at ødelægge sig selv og efterlade oprydningsarbejdet til andre mennesker. Jeg prøvede at rapportere fra den tilstand, men kunne ikke. Smilede høfligt på Louisiana Literature i august, hvor jeg blev fremvist som debutant. Smilede høfligt til receptionen for min bog i juni, sagde ind i mikrofonen: Velkommen! I dag udgiver jeg en bog, som måske er et forsøg på at gentænke subjektet, men jeg ved det ikke, og lo en lille latter. Min bog er lyserød, omslaget er en kollage af en thailandsk pengeseddel, men det skrev jeg ikke i kolofonen. Alle spurgte, hvor omslaget kom fra, igen og igen forklarede jeg det, mumlede nervøst: Det handler om pengeøkonomien som et forsvindingspunkt, men også om penge som materialitet, som noget, der kan blive til materialitet igen, kan blive til tapet eller gobelin, et tempel, nærmest. Men jeg følte mig løgnagtig, følte at kapitalismekritikken var et postulat, en dragt, der skulle pynte på depressionen, gøre min smerte relevant. Men min smerte var ikke relevant, den skulle bort, sammen med mig. Jeg var bange for at sige noget forkert om mit omslag, bange for at billedkunstneren, der havde lavet det, skulle blive stødt over min formidling af hans arbejde, som vi havde været fælles om at diskutere, som vi havde troet på, sammen, så længe. Jeg troede ikke længere på det, var besat af ideer om løgn og dragter og pynt. Løgn løgn løgn. Jeg ville gerne forsvinde, gerne fordampe, uproblematisk.

Min far fik 300 mails fra folk, der på forskellige måder var blevet berørte af tsunamien. Artiklen var et hit på Facebook. Alle skrev om hans mod og om hans tragedie, alle var kede af det og berusede af sorg.

Min far blev interviewet live i Radio 24-7, de ringede ham op imens han var på arbejde, på fabrikken i Hai Suong udenfor Hanoi. Radioværterne bad ham fortælle, hvad han følte den gang på Phuket, der var kæk underlægningsmusik. Min fars stemme knækkede, og knækkede igen. Thomas Bo Pedersen, sagde radioværten, vi kan høre at du er berørt, vil du ikke sige noget mere om hvorfor du er berørt. Min far græd i radioen. Radioværterne prøvede at udvise medfølelse i takt til underlægningsmusikken. De afsluttede samtalen og sagde farvel. Jeg hørte ikke programmet da det blev sendt, vidste ikke at han skulle i radioen, men min far sendte et link i en mail:

Kære lea.
Jeg sender dig lige et link fra radioen her i morges.
Nogle minutter inde i udsendelsen kommer et interview med mig,
Jeg tænker at du måske har særlige forudsætninger for at forstå,
hvorfor interviewet forløber som det gør.
Derfor deler jeg det bare lige med dig.

Best regards

Thomas Bo Pedersen
Managing Director
Mascot International Vietnam
Mascot International Laos
tbp@mascot.dk
Mobile: +84 90 321 1954 (Vietnam)
Mobile: +856 020 55588 384 (Laos)

Det meste af 2014 ringede jeg jævnligt til min far og græd og græd, fortalte ham at jeg gik og blev i tvivl om hvor min opvækst havde fundet sted, om det hus jeg var inde i var et hus, om det fortov jeg gik på var et fortov, om hvordan jeg skulle få tøj på eller koge et æg. Om jeg nogensinde havde udrettet noget af værdi, om nogen af de mennesker, jeg kendte, havde andre ønsker end at blive fri af mig. Jeg fortalte ikke hvor ofte jeg fik tanker om at hoppe ud af vinduer, hvor ofte de tanker kom anstigende, netop anstigende, i guld og karet og skældte mig ud, for selvfølgelig var jeg ikke ved at hoppe ud af noget vindue, det var jo bare tanker, men hvilket frastødende, hvilket afskyeligt menneske har den slags tanker.

Jeg græd igen, da jeg hørte programmet med min far der græd, jeg sad i stuen i den nye lejlighed på Svanevej og hørte det med høretelefoner på, Ida sad ved vinduet med sin computer. Ida og Nina satte sig ved siden af mig og spurgte, hvad der var sket, og jeg fortalte. Jeg har heller ikke fortalt dem om at hoppe ud af vinduer, men jeg har fortalt dem om de fleste andre tanker, om psykiatriske afdelinger, om at gemme mig bort indtil vi igen har fortjent at leve i et samfund. De er mine venner. Jeg er ikke længere bange for at græde, imens de er der.

Jeg ringede til min far, og vi talte længe. Det var sjovt, vi grinede. Han fortalte at han lige efter interviewet skulle tage i mod en dansk delegation på fabrikken, han fortalte at der måtte han lige stramme ballerne. Nu var han hjemme og Hien havde købt chokolade til ham.

Hien er min fars kæreste, 27 år ligesom mig.

Om tre dage lander jeg i hendes land og skal bo i hendes hus. Min stedmor skriver jeg, umuligt, det er hun ikke, min stedmor er min fars eks-kone, min lillesøsters mor, som nu bor i Gentofte. Hun er min mor nummer to. Hien kender jeg ikke, har kendt hende som det brede smil og det lange sorte hår, jeg ikke kender. Da de blev kærester, var vi 23, Hien og jeg. Min lillebror kom hjem fra en ferie i Vietnam og fortalte det med et genert smil, et smil, der ikke ville være fordømmende. Jeg tænkte: Jeg kan godt være taknemmelig for, at mine forældre er så mærkelige, for så ved jeg, at det ikke er min egen skyld det hele.

Altid den lettelse over at opdage, at alting ikke er min skyld.

Jeg sendte min fars artikel til Hans Otto. Næste dag fortalte han, at han havde været oppe hele natten og se optagelser fra tsunami-katastrofer på YouTube. Det er rigtig godt skrevet, sagde Hans Otto, du er alt for hård ved din PaPa, sagde Hans Otto.

Jeg mødte Hans Otto for halvandet år siden, fordi jeg tog i praktik på den højskole, hvor han underviste. Der gik ikke længe, før jeg blev nervøs for, at andre ansatte på højskolen skulle tro, at vi havde en affære. Jeg gad ikke tale med andre mennesker end Hans Otto. Jeg gad ikke tænke på andre mennesker end Hans Otto. Men der var ikke noget seksuelt begær i det, ingen forelskelse, det havde måske været bedre, sundere. Sådan var det ikke. Jeg havde været voksen i omkring otte år, og jeg var ikke længere interesseret i være voksen. Jeg kunne ikke se, hvad det skulle bringe med sig af interesse. Det jeg ville var at køre i bil, sidde på forsædet ved siden af sheriffen og køre til Vesterhavet. Lille mus kaldte han mig, og jeg revnede af grin, som en overmoden frugt revnede jeg, gamle mus, kaldte jeg ham, og det måtte jeg godt. Jeg sad på forsædet i bilen og tænkte på Hemingway-novellen, hvor drengen sejler i kano med sin far, der er læge, på vej hjem fra indianerlejren, hvor en mand har skudt sig:

In the early morning on the lake sitting in the stern of the boat with his father rowing; he felt quite sure that he would never die.

Jeg skulle heller aldrig dø, ligesom han ikke skulle det, ville skulle bare køre i bilen og snakke om vores liv. Jeg var 26 år, nyuddannet fra Forfatterskolen, prøvede at blive højskolelærer. Men ville ingenting, ville kun køre i bilen med sheriffen. Du er så klog, lille Lea, du er så klog, sagde han.

Hvordan er Hans Otto, det ved jeg nu, det bilder jeg mig ind, at jeg ved. Det gik op for mig for nylig at han er en omvendt kamæleon, at hans omgivelser altid gør sig alle anstrengelser for at skifte farve, så de passer til hans farver, så der en overensstemmelse i mellem dette meget indtagende og meget frygtindgydende humør. Han bliver det landskab, alle vil ære og bebo. Det er også til stor irritation for ham selv, for hvad skal man gøre ved den virkning man har på folk.

Mennesker som jeg, fremmedgjorte skilsmissebørn, er nogle af de bedste kamæleoner: Jeg talte med hans stemme. Jeg foretog mine vurderinger med stort overskud, med lune. Jeg var det friske pust i skriveundervisningen, det intelligente. Jeg var den lille sherif, som løb ud i kopirummet og tog de ekstra kopier, som kom op i hans lejlighed og tog opvasken, når ryggen gjorde for ondt.

Jeg blev så vred på ham, da jeg opdagede, hvor mange små mus, der er i hans liv. Hvor mange gange før han må have set den fuldstændige overgivelse og længsel, der boede i mine øjne, længslen efter adoption, længslen efter sikkerhed, forsikring. Her er en mand fuld af sætninger: Sproget vil én det godt, sagde han, og det betyder: Ligesom jeg vil det, sproget og jeg, vi vil jer det godt, små venner, men vi stiller høje krav, sproget og jeg.

Jeg blev så vred på ham, da jeg ikke længere var den foretrukne mus. Da der kom andre mus og hjalp og lavede kaffe. Jeg var en grådig overklassepige, forstod jeg. Jeg havde villet være barn igen, forstod jeg. Lille mus. Sådan er det ikke at være 26 år. Jeg blev vred på ham og mig selv og alle kamæleoner.

Men jeg blev raskere. Jeg flyttede. Jeg blev 27. Det blev januar igen. Ida og Nina og jeg passede på hinanden, på Svanevej. Jeg forstod at Amalie stadig gerne ville være min ven selvom jeg havde været så syg, jeg forstod at hun holdt af mig, jeg forstod at hun ikke altid selv syntes, hun gjorde det rigtige, selvom jeg altid synes, hun gjorde det rigtige. Min bog blev stadig læst og omtalt. Jeg begyndte at tro på læsningerne. Jeg begyndte at tro på billedkunstnerens og mine tanker om pengene som ornament. Om de følelser, man ikke kan gøre noget ved, som en slags penge, eller det modsatte af penge. En ubrugelig kapital.

I sidste uge var jeg i Vestjylland igen, og opdagede, at jeg kunne tænke. Jeg opdagede, at min undervisning virkede. At jeg kunne tale og afgive betydning. Jeg begyndte at blive den lille mus igen, den euforiske. Hans Otto og jeg så på hinanden ligesom før. Nu er du Lille mus igen, sagde han.

Nej sagde jeg, jeg er ikke lille mus mere. Nej.

OK, sagde gamle mus.

Jeg viste ham min fars artikel, og han sagde: Du er alt for hård ved din PaPa.

Jeg kunne godt se det. Jeg kunne godt forstå det.

Jeg vil ikke være hård. Man må rapportere fra de katastrofer, man er omgivet af. Det er den eneste måde.

Jeg er også omgivet af Hanoi, så jeg må derhen. Jeg tager Emeli med, min lysende ven. Hun skal med og minde mig om, at jeg ikke er et barn, og hun skal med og minde mig om, at jeg er nogens barn.

Vred som en datter, vred som noget, der er vokset ud af noget andet.

Jeg tænker på Hien, som er min fars kæreste, og 27 år ligesom mig. Jeg tænker på Hans Otto, som er min ven og redaktør, og 60 år ligesom min far snart er det. Aldre, jeg ved ikke længere hvad de skal betyde, om man overhovedet kan regne dem for noget. Jeg går omkring og frygter, at jeg aldrig skal få børn, at jeg er blevet meget gammel allerede. Jeg går omkring og frygter, at jeg skal tørre ind som en glemt dadel. Jeg forelsker mig ugentligt, dagligt, der er tre-fire mænd jeg ikke rigtigt kan vælge i mellem, og de ved ikke en gang, at jeg tænker på dem. Jeg lægger mine bryster på Instagram. Det er i omklædningsrummet, jeg prøver en bh og bliver interesseret i de bryster, hvor er de mærkelige og smukke. Jeg fotograferer dem, oploader dem, skriver: Var inde og købe bh i indre by, alle mine overflader følte sig som en del af samfundet. Jeg tænker på Emma Holtens billeder, jeg synes det er en konstruktiv nøgenhed, jeg lægger for dagen. Jeg har fået 27 likes, et for hvert år af mit liv, måske. En mand, jeg har kysset med, har liket det, jeg ser det som et tegn på at han både kan lide brysterne og min kritik af heteronormativitet. Jeg har lyst til at skrive til manden. Men jeg har ikke tid, jeg skal til Hanoi.

Jeg medbringer Turen går Vietnam af Niels Fink Ebbesen, og Trip to Hanoi, af Susan Sontag. Jeg medbringer et par nye Birkenstock-sandaler. Jeg medbringer Emeli og nogle fine kjoler, jeg medbringer fire æsker parfumefrit vaskepulver, som min far har bedt om. Society is my friend. Society is my friend.

7 thoughts on “26. februar 2015

  1. Tak for denne tekst, selvom jeg ikke er dig, så er jeg også der i teksten. Den er nemlig virkelig interessant. Intens. For mig. Og så tror jeg for andre også. God rejse. Kh

  2. Kære Lea, Det var så godt skrevet, modigt, hudløst…Tak fra en gammel dame over de 80, der endnu ikke har fundet ud af, hvad et godt liv er. De bedste ønsker til dig….om et godt liv.

  3. Smukt og grumt skrevet, som kun min elskede datter kan gøre det – som at høre Nick Drake synge, men jeg ved, at du finder andre andre udveje, end han gjorde.
    Kys fra Far

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s