hvilke bygninger kan agere beholdere for alle de arbejdsomme kroppe
som hver morgen skal forstå deres arbejde forfra
som hver morgen skal forstå deres lejligheder forfra
som hver morgen skal forstå deres elskede forfra
fordi et menneske aldrig bliver rutineret
fordi et menneske ikke kan erindre alene
fordi et menneske har brug for andre mennesker og bygninger og redskaber
og planterne, træerne på gaden og i urtepotterne
og dyrene, kattene der hele dagen sover i de senge vi rejser os fra hver morgen
fordi arbejde er et fysisk fænomen
fordi arbejde er transformation af energi
denne velsignelse: at forårsage transformation af energi
denne velsignelse: at være funktion
sådan et vidunderligt redskab
findes der en tilstand hvor jeg vil være fri af ønsket om at blive berørt
findes der en tilstand hvor jeg vil være fri af ønsket om at blive urørlig
fri af længsel
fri af længslen efter frihed
samfundet er blødt som en krop
samfundet har brug for bygninger, der bliver stående