hey hey
nu har jeg været i Holstebro og er tilbage i København vågnet op i natten igen
Holstebro og Odin Teatret var vidunderligt
Danmark påskønner ikke sine digtere, har Tove Ditlevsen eller Karen Blixen sagt, men det vil vi på Odin Teatret lave om på, sagde Frans Winther, der er komponist hos Odin Teatret, det er ham og Ulrik Skeel der har startet traditionen Poesi på en torsdag som var det arrangement Pernille og jeg læste op til
og sådan var det også, de hentede os på stationen med violiner og champagne og ham her på stylter
om dagen besøgte vi Holstebro Gymnasium hvor vi læste op og bagefter var vi ude og spise rulleål
de snakkede hele tiden med os og lavede mad og serverede vin og om aftenen var der show med koncerter og dans og vores oplæsninger
og de fortalte os alt om Eugenio Barba og vestjysk kommunalpolitik som muliggjorde at teatret findes nu
men det har jeg ikke tid til at fortælle om lige nu, man kan læse lidt om det her
http://www.odinteatret.dk/about-us/about-odin-teatret/odin-teatret—paa-dansk.aspx
ellers må man finde en forestilling i Holstebro eller Rio eller et sted, så er der sikkert nogen der vil fortælle historien
jeg vil i hvert fald gerne se forestillinger derfra nu
en dansklærer på Holstebro Gymnasium, Gerd Schmidt Nielsen, har skrevet essays om min bog og Pernilles bog som hun læste op til showet og nu har sendt os på en mail, det var virkelig fint og rørende.
Her er Gerds tekster:
Pernille Abd-El Dayem torsdag den 9. april 2015
Sitrende øjeblikke
hvor
morfar danser
med et blødt blik
på mormor,
som sidder og ryger
for bordenden.
Senere er det
digterens mor,
der har lært det af sin mor
som sidder og ryger.
”ham” Pernille
med antennehud
snuser til sveden
i ærmegabet på
mormors kimono.
Navnet Pernille
klæber sig fast
til det centrallyriske
digterjeg,
der sidder som barn
og iagttager sin mor
der går fra rum til rum
og ordner deres liv.
Barnet lytter til
siderne i billedbogen,
der knitrer sig ind
i mormors åndedrag.
Barnet lytter til høje grin
og ser
det mælkehvide skær
og hører
vindens svirp
og åndepisken.
Barnet bliver fundet
græder og tisser på gulvet
og hører til
inden for revet,
mens brændingen giver genlyd
af drømme om
selvstændighed
som tager form.
Et jeg bliver
et ”hende”
en kvinde
et led i
kvindekæden
af forgængeligt kød.
”Sådan” siger digterens mor
eller er det hende
der siger det?
Læseren mærker
samhørighed
når digteren
ser gennem den store blænde
med lang lukketid
Kære Pernille
Ja, det er dig nu
med seje knirk af personlig
rummelighed
og vestjysk stemme.
Du går på havbunden
og tilfører os lidt
Af majstøvets svimmelhed.
*
Lea Marie Løppenthin torsdag den 9. april 2015
Klaprende knæskaller,
et digterjeg
som er bange for
transportmidler
og årstider,
men godt kan
være alene
om sommeren.
Som bider sig fast
i månederne
og skriver
om sprog
om datiderne
om forskellen på
ligge og lægge
om munden som et kolon.
Digterjeget kysser et du
og bilder sig ind
at dette du kan
bo permanent i jegets liv!
Det firkantede solkammer
Det kvadratiske værelse
en ydre firkantet krop
danner rammen
om nervernes adresse
som
teltet i landskabet
og træskyggemønstrene
på soveposen,
der får huden til at trække sig sammen
og minde om drengen
med tynd cigarethud
(alias bjørn rasmussen)
Digteren fascineres
af ting på dåse
torskerogn
og sardiner – metallisk skinnende.
Digterens foretrukne farve
er hvid
som i
– mælk
– og køernes hvide ansigter
– i vintersol
– bidsk lys og hvid varme
Som i
– tænder der børstes i bløde
cirkler
– dyner der hænger ud som
tunger
– og sne der falder for let
Mens regnen regner tungt
uden rytme
før den rammer noget andet.
Digterens øjne slider sider i bogen
og har referencer til
Hesteslagtning, Sult,
Benny Andersen og Per Højholt
Kære Lea
Håber du kommer dig over
chokket ved
at forvalte kropsdele
og ser
hvor nyttige nerverne kan være,
og at du bliver hængende her
lidt endnu.
Lea Marie Løppenthins hjemmeside 