hej her er det sidste digt i en bog, jeg er ved at skrive. jeg vil gerne offentliggøre det nu for jeg er lidt desperat over offentligheden p.t.
os
vinden bevæger fabrikkens damp så det ligner en højtid
vores sange lægger sig om vores kroppe som festkjoler
vi går omkring i vores uendelige liv
i vores meget ensomme muligheder
og så går mulighederne i stykker og så begynder nogen at leve sammen
så begynder en eller anden at føde børn ud af sine kønsorganer
så begynder en eller anden at tegne et lejlighedskompleks
så begynder en eller anden at slå alle omkring sig ihjel med et gevær
for ti år siden skrev Juliana Spahr:
how lovely and how doomed this connection of everyone with lungs
i mellemtiden har vi lært af Nestlé at vand ikke er en offentlig ressource
så hvor længe er lungerne virkelig af connection of everyone
hvorfor tænker vi mest på:offentligt toilet når vi hører ordet: offentlig
offentligheden: denne beskidte og sultne klump, en skueplads, en smittefare
jeg fik nok af det røde fællesskabstyranni siger en gymnasieelev til avisen
nu har hun meldt sig ind i Venstres Ungdom
og trækronerne ligner stadig lungernes vener og arterier
faktisk ikke ret sjovt at betragte denne sammenhæng
når man prøver at opretholde et normalt liv
som regel et autentisk jeg med hverdagsreferentialitet og det hele
vi må forstå os selv på nogle andre måder
som dette rev, måske, ikke ret mobile
men alligevel så er der internettet
så er der flyene og bilerne og segways’ene
og rumskibene og alle lejlighederne, hvor en krop snildt kan gemme sig alene
der er flere kroge end der er mennesker, der har brug for kroge
det er ikke sikkert at man nogensinde bliver fundet
det er problemet med begrebet samfund
det betyder ikke nødvendigvis, at man findes sammen
alt for længe har vi lystret og skjult at vi har grædt
længe endnu vil vi lystre og skjule at vi græder
en tåre er meget generel
når vi græder, er det havet, der skyller ud af os
det meget giftige og mærkelige kogende hav
det er ikke rent, men det er vores
vi er ikke rene, men vi er vores
længslen efter at være 1 og længslen efter at være 0
det er den samme binære idioti
ingen er 1 og ingen er 0
alle er disse velproportionerede beskeder med deres egernhjerter og computere
og familiealbums og cykler og lejligheder fulde af køkkenudstyr og tæpper
hvis de har alle de ting
kan ikke forestille mig det er mindre kompliceret at leve i et skur
man kan aldrig blive fattig nok til at miste den umulige jeg-luksus
alle bliver påtvunget et særligt borgerskab som ingen kan leve op til
at vi ikke kan leve op til det er vores mulighed for at blive venner
at være enige om at protestere
lige til solen bliver en rød kæmpestjerne om 4-5 milliarder år
thank goodness for alle egernhjerterne i ørkenen, på fortovet, i junglen
thank goodness for dinosaurerne på himlen som vi kalder fugle
men som tydeligvis er dinosaurere
jeg havde tænkt at sangen skulle slutte her
uden det evige hysteriske første person ental
jeg forlod computeren med mit lynhurtige hjerte
tog mine læderstøvler på
stavrede ned mod optikeren i fleecebukser
det sner lidt i dag, den sidste dag i marts
håbede jeg ville møde forskellige mænd og kvinder jeg kender
forskellige mennesker som har adresse mellem min adresse og optikeren
mødte ingen
optikeren er forfærdeligt sød, tror nok hun hedder Bolette
hun ligner lidt en dinosaurus med sine store briller
hun bliver ved med at sige mit navn
du ser rigtig godt med de nye kontaktlinser Lea sagde hun, 120 %
jeg var stolt over samarbejdet mellem mine øjne og de nye kontaktlinser
får altid den tanke når jeg er til optikeren og hun ser på mine øjne gennem et instrument
at noget kunne skyde ud af instrumentet og gennembore mine øjenæbler
denne tanke får mig til at holde meget af dette menneske
at hun behandler mig nådigt selvom jeg er i hendes vold
jeg gik hjem gennem gaderne og den tynde sne
elskede min optiker, hun er vel 24
godt jeg ikke er 24 længere det holdt hårdt dengang i 2011
nu spiser jeg spaghetti med kødsovs
stakkels små okser som nu skal være en del af mit kød
det kan være jeg når jeg er død og brændt
vil jeres børnebørn spise noget græs der vokser ud af mine rester
så bliver det mig der fodrer jeres art
sikke en latterlig undskyldning, undskyld for den
til de mennesker som jeg elsker skal jeg huske at få sagt
hvis I nogensinde dør, spiser jeg jeres hjerter med kniv og gaffel
som en straf for at I er døde
som en metode til at holde jer i mig
selv skal jeg jo aldrig dø
det er for usandsynligt
jeg lever jo her og har levet her så længe
glem hvad jeg sagde kære darlings
døden er overordnet set usandsynlig
vi lever jo her og har levet her så længe
hvem ved om evigheden alligevel findes her hos os
hvem ved om evigheden alligevel findes her hos os
