Om vrede og amuletter i Inden for revet, Celestine og Marble

hey.
Jeg er i gang med at skrive en artikel til Trappe Tusind om tre nyere danske bøger.
i lyset af den seneste tids intense og udmattende debat har jeg imidlertid tænkt, at det var godt at skrive en kort udgave af min artikel, noget som kunne udgøre en type litteraturkritik, som viser en anden vej end den efterhånden Danmarks-berømte Mette Høeg har kunnet tilbyde os.

Jeg har ikke selv opfundet denne type kritik, det er bare den jeg er blevet opdraget til at bedrive på Forfatterskolen, nemlig en kritik som tager udgangspunkt i teksteksempler.

Den følgende artikel er altså en avis-udgave af en længere tekst, jeg er i gang med at skrive.

Jeg sendte den til Weekendavisen, og fik dette afslagsbrev:

Kære Lea Marie Løppenthin

Tak for dit artikelforslag forleden om Dayems, Ravns og Smiths seneste bøger. Som du ved har vi anmeldt de tre bøger, så min vurdering af din artikel er bestemt at behovet for en mer-værdi – noget afgørende nyt og perspektiverende, som vil åbne værkerne på nye måder og indsætte dem originalt i en sammenhæng. I det lys oplever jeg din artikel som meget konkret værklæsende (og lidt indforstået sådan), men savner et bredere, perspektiverende greb. Der er ansatser til det hen mod slutningen (om ro), men slet ikke stærkt nok. Som jeg læser artiklen, er den i for høj grad tre tekstlæsninger – og da en anmeldelse i sin natur (også) er en tekstlæsning, synes jeg ikke, du giver tilstrækkeligt andet. Om de tre bøger kan bære en mere tendenslæsende tilgang, kan jeg være usikker på, men det var dét, der kunne gøre artiklen relevant hos os.

Igen: Tak for forslaget – og ja, du er fremdeles velkommen til at bidrage til debatten. Den tror jeg såmænd, mange af avisens mere end 200.000 læsere er interesseret i.

Venlig hilsen
Johannes Baun

*
ak! jeg har mistet mere end 200.000 læsere.

jeg håber at min blogs mere end 40 daglige læsere vil være interesseret i den følgende lidt indforståede konkret værklæsende tekst.

*
Om vrede og amuletter i Inden for revet, Celestine og Marble

bring me the sunset in a cup
– Emily Dickinson

At skrive digte er at tage bolig i en meget fri form, monologens og sangens form. Ligesom den daglige tale er rodet er digtningen rodet, besværlig og frigørende. Men der er opstået noget udmattende ved denne frigørelse, for mig. Jeg kunne godt tænke mig en pause, eller rettere, en fortsættelse på et roligere sted. Denne pause-trang har givet mig lyst til at undersøge tre nyere prosabøger, nemlig Pernille Abd-El Dayems Inden for revet (2015), Olga Ravns Celestine (2015) og Amalie Smiths Marble (2014). I disse tre bøger undersøges stofområder som koralrev i havet omkring Mauritius, spøgelsesmytologi og antik skulptur. Disse stofområder er de kroppe ideerne har og lever med – de er ikke symboler på noget andet. Alligevel vil jeg gerne diskutere nogle fællestræk ved disse bøger, noget fælles, som trækker i en utopisk retning, ud i nogle meget overordnede problematikker. Jeg vil påstå at disse bøger diskuterer alternative borgerskaber fordi disse bøger diskuterer nye former for liv i samfundet – et liv som borger med alt hvad det indebærer af magt og trivialitet.

Her er nogle uddybninger bemærkninger om hvad jeg forstår som de tre bøgers værdigrundlag
(og når jeg siger værdigrundlag mener jeg i flertal, og i geografisk forstand; hvad er der i de landskaber, som bøgerne bevæger sig rundt i og med):

Pernille Abd-El Dayems Inden for revet (2015) har genrebetegnelsen hjemsøgelser, fremfor roman eller digte. Allerede her ses den forsigtigheds-megalomani, som gennemtrænger værket: Teksten vil ikke eksistere i en allerede kendt genrebetegnelse. På den ene side er der en varsomhed: Kan jeg være en roman? Kan jeg være et digt? Men også det modsatte: Denne bog kræver en helt ny genre: Disse tekster søger hjem, hjem hjem hjem, men uden at komme det. De er genfærd, de er spøgelser i en levende krop, der altid allerede er hjemme. De er nostalgiske og de ved det godt selv. Derfor er omslaget kitschet, en rosa marmorfarve med svungen kursiv.

”Pernille”, jeg-fortælleren som tvivler på dette navn som også forfatteren bærer, siger, at jeg vil ikke findes, men vise mig. Hun vil selv synliggøre sin eksistens, alt i mens hun lever i alt mulig ærefrygt overfor mormor, morfar og mor, som om de var guder, nogen, som man altid må behandle med ærbødighed, forsigtighed. At blive voksen er ikke en mulighed. Bogen slutter med noget, der ligner en falliterklæring:

Når jeg sejler over revet, glæder jeg mig mindre. Begæret efter at sejle over revet findes åbenbart ikke rigtigt der.

På en sær måde kan denne slutning minde om de afsluttende linjer i Theis Ørntofts Digte 2014:

At træde hen over en bjergkæde/ og nå havet.

Digte 2014s katastroferamte stemmes eneste håb er dette hav, som man en dag kan nå frem til, alene. For jeg’et i Inden for revet er der ikke en gang denne mulighed, men det er måske fordi hun alligevel gerne vil blive derhjemme med dem, hun kender, i et samfund, inden for revet. På den måde findes der et alternativ til at være den frie voksne person, nemlig i den ærbødighed som denne ”Pernille” møder sin omverden med:

Min mor fortæller mig noget, jeg godt ved. En støbejernspande kan holde til næsten alt. I hvert fald rigtig meget. Hun har lært det af sin mor. Nu bliver det ren wellness:
Mørket er ved at falde på i køkkenet, og der er et irgrønt skær, grønnere end græsset.

Der findes en opmærksom og streng omsorg mellem personerne i Inden for revet, som ikke er barnets opmærksomhed, men en voksens, en usædvanligt trofast og lyttende voksen. Dette blik tilbyder noget helt andet, en verden, der aldrig er blevet affortryllet, og som er bygget op omkring så meget nænsomhed og længsel at den næsten ¬– og alligevel ikke – går i stykker.

Olga Ravns Celestine (2015) kalder sig roman. Den er ikke en debut, men en to’er, en proklamatorisk og glitrende udfoldelse af debutdigtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng. Den opsøger gerne en velkendt genrebetegnelse, ikke bare roman, men gotisk roman anno 2015:
En ung kvinde bliver kostskolelærer, hun er skilsmissebarn og har en depressiv kæreste. Denne kvinde har ingen ærefrygt overfor sine forældre, der har påført hende så meget smerte. Hun har en hel flok af ex-stedsøskende, som hun ikke længere kender. Hun er opfyldt af kærlighed og had til sin kæreste og til sit arbejde. Denne unge kvinde er fuldstændigt spundet ind i sine egne relationer, men kan kun for alvor være sammen med kvindelige spøgelser, som hun leder efter om natten på kostskolen. De kvindelige spøgelser afspejler den hjem-søgelse, som ses i Inden for revet, men vises også som resultat af en historisk vold mod kvinder. Celestines indignerede stemme hænger sammen med en anerkendelse af, at man er nostalgisk, fordi der er blevet begået vold mod én. Denne vold findes ikke i Inden for revet, her er alting altid jeg’ets ansvar. Hun er blevet givet et liv af sin familie, og det bør hun være taknemmelig for. Her er ingen vrede mod andre end jeg’et selv og dem, som ikke behandler de magiske mennesker med den ærefrygt, de fortjener. Alligevel er Celestine præget af samme skam- og glædesfulde kitsch som Inden for revet: Bogens omslagsbogstaver er sølvfarvede , også på en marmoragtig baggrund i blåt, den ligner en bogklubs klassiker-serie, rent bortset fra sølvbogstaverne. Heller ikke her er det muligt at blive voksen, barndommen bliver beskrevet som den lille klat balsam på bunden af flasken, man gemmer og gemmer i årevis og aldrig kan få til at virke, aldrig kan få til at gøre håret blødt og blankt. Den slags metaforer er karakteristiske for bogen, ligesom når der om kostskoleeleverne står:

Eleverne fedter sig og gnubber sig op ad hinanden og fniser og gemmer sig bag sig bag store, spejlende solbriller, som er de ikke andet end hunde, der slikker en lille dam for at nå frem til deres egne spejlbilleder, men ender med at drikke i stedet.

Sådan er bogen forsøgsvist kannibalistisk som også Ravns foregående bog var det: Man æder sig selv med hud, hår og identitet. Når der ikke kan finde en spejling sted, kan der måske i stedet findes en næring, noget nyt kan komme ind i systemet i stedet for det gamle forbitrede. Så var det alligevel ikke kannibalisme, men noget andet man spiste. Også her er der altså en udvej, ikke den helligdom som ses i Inden for revet, men en rasende, kitschet moderne spøgelseskult, som svarer forbrydelserne igen. Ravn har i interviews om Celestine efterlyst et skilsmisse-ritual, der kan gøre det klart for børnene (og de voksne), at en kærlighedsrelation er slut. Man kan se Celestine som en amulet til dette ritual, et illusionsløst, men forhekset og meget kærligt dokument over alle de familier, der er forlist.

Amalie Smiths Marble (2014) har også genrebetegnelsen roman, men er nærmere en symfoni af refleksion og forelskelse:

– Formerne er evige, siger hun. Og materialerne er evige. Det er, når de mødes, at tiden begynder.
Daniel blæser en røgfigur, der forestiller et hestehoved.
–Man kan hugge en form i marmor og lade den rejse gennem århundreder, siger han. Den bliver ved med at optage plads i verden.
– Ja, siger Marble og puster til hestehovedet. Men farven glider af den.

Marble adskiller sig fra Celestines og Inden for revets hovedpersoner ved at have overnaturlige evner (infra-rødt syn, telepati), hendes kommen-til-live via kæresten Daniel og hendes bliven-statue ikke mindst gennem sin mangel på familierelationer. Marble (bogen, ikke karakteren) er hvid på sit omslag og grøn på siderne, en stilfuld kommentar til bogens tanker omkring hvide bemalinger af farvede overflader. Her er ingen kitsch, ingen nostalgi. Her er det godt nok muligt at blive voksen, men tilsyneladende kun for en sci-fi figur, en techno-kunstner-forsker, der lever som privilegeret aristokrat i et fattigt og moderne Athen.

Det er som om, at for at blive fri, må man være både rig og cyborg. Marble beder 3D-animatoren om et landskab uden overflader. Hun efterspørger et friktionsfrit rum, noget, man tit forbinder med luksus, et otium for de privilegerede. Hvem ved, hvor videnskaben kan bære os hen, når allerede naturen nedbryder skellet mellem liv og dødet: Marmor består af sammenpresset koralrev, og korallens fællesskelet overlever skiftet mellem generationer.
Mineralsk liv er altid både levende og dødt på samme tid, fortæller Mr. Manolis. Når allerede naturen opfører sig på den måde, hvad kan computer-teknologien så ikke tilbyde? Er der en evighed, eller bare et hurtigere, mindre besværligt liv, vi er på vej til at få adgang til?

Men dette nye liv varer ikke ved i Marble. Marble bliver til en statue, og efter hende kommer en spøgelsesdialog mellem Marble, Laila, 3D-animatoren, Daniel, Vassilis, Mr. Manolis, Kore, Dykkeren og Katten. Det vil sige: alle romanens karakterer omformer sig til en slags dukketeater, hvor de ikke længere har kroppe, men svæver diskuterende rundt i en mærkeligt apokalyptisk verden, et tomt rum. Men så kommer Marbles film om Marie, og så til allersidst kommer billedappendixet, en dokumentation af, at materialiteten er her endnu, at Anne-Marie Carl Nielsen har levet, at Marbles fortælling er afhængig af Anne-Marie Carl Nielsens liv og arbejde, men også at euro-sedlen findes i al sin stoflighed, at selv pengene har skulpturel karakter. Det ser ikke ud til, at teknologien tilbyder os nogen flugt fra materialiteten, men tværtimod påviser de flugtlinjer, der allerede findes her, i det fysiske. At leve på Jorden i dag betyder at hele tiden være analog og digital, at være mange steder på én gang og alligevel være naglet til sine ben med helt sædvanlig konsekvens.

Inden for revet, Celestine og Marble tilbyder altså en række scener og billeder som er smukke og interessante og som man som læser ikke kan undvære, ikke kan og ikke skal forsøge at se igennem, hvis man vil diskutere disse bøger som politiske og mere-end-politiske værker. Tværtimod må man betragte de tre værker som hver deres gave eller amulet til nye liv og nye samfund.

Det affektbårne, monologiske digt må aldrig forsvinde ud af litteraturen, fordi det hjælper os med at huske at kunst også bare er det daglige liv, i al sin besværlige rastløshed. At hver dag er et digt, man skal skrive, og være så forsigtig imens, lige indtil man ikke være forsigtig mere og bliver helt hysterisk. Selvfølgelig kan ingen være dét foruden. Men ro, ro er også et arbejde, det er et stort arbejde at lave en amulet, eller bage et brød til nogen. Ak tålmodighed, det er ikke den dyd, jeg har det nemmest med. Men jeg er ved at blive fan af den. Eller jeg er begyndt at tilbede den en lille smule som en husgud i det daglige liv. Jeg tror at Marble, Celestine og Inden for revet kan siges at være givet til os af en roligere husgud end Kurt Cobain og Janis Joplin og andre rastløse helgener, som det også er dejligt at tilbede. Der er ingen tvivl om, at disse tre bøger er skrevet på alle mulige slags desperation og hjemløshed, ikke nødvendigvis forfatternes personlige, men forfatternes analyser af det samfund , de lever i, med alt dets hierarkiserede intimitet. Men det er også meget tydeligt at alle tre forfattere har gjort alt hvad de kunne for at give denne desperation en form, så den kan blive til en gave. Så den kan blive en rolig ven, en dørkarm at læne sig op ad inden man skal ud af den dør, eller ind ad den. I dette venskab, eller dørkarm, findes på den måde også livsformer – tilværelser simpelthen – der er bredere og sjovere end individualismen som vi kender den. Og det er jeg kæmpe fan af.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s