valg + Hannah Arendt og rumvæsener

I dag er der blevet udskrevet valg. Hvor kedeligt og spændende at være i live også nu.

Jeg læser lidt i en bog af Hannah Arendt:
“Sondringen mellem den private og den offentlige livssfære svarer til skellet mellem husholdningen og det politiske rum, der i hvert fald siden grundlæggelsen af den antikke bystat havde eksisteret som distinkte, adskilte rum. Til gengæld er tilblivelsen af en socialsfære, som strengt taget hverken er offentlig eller privat, et relativt nyt fænomen, hvis oprindelse falder sammen med fremkomsten af den nyere tid, hvis politiske form er nationalstaten.”

“Det, vi i dag kalder samfundet, er et familiekollektiv, der økonomisk set har organiseret sig som en slags superfamilie med “nationen” som sin organisationsform. Vi har derfor svært ved at forstå, hvorfor selve udtrykket “politisk økonomi” set fra antikkens synsvinkel måtte virke som en selvmodsigelse: Alt, hvad der havde med økonomi at gøre, handlede om individets liv og artens overlevelse og var derfor et ikke-politisk anliggende, som hørte hjemme i husholdningen.”

– fra Hannah Arendt, Menneskets vilkår, del II, kapitel 5: Polis og husholdning
på dansk ved Christian Dahl

Jeg tænker altid på de ting. På den vold, der lå i at henlægge økonomien til privatsfæren og på den vold, der er opstået ved fremkomsten af en socialsfære: Dette ikke-sted, vi kalder samfundet, som ingen ved hvor er og hvor alle bor.

Jeg tænker på, om Mette Høeg ønsker sig en litteratur, der er frigjort fra denne nødvendighed, som præger den antikke bystats husholdning, og i stedet koncentrerer sig om det frie politiske liv, der foregik på torvet blandt mændende?

Jeg kan godt forstå, hun gerne vil være fri af alt det daglige pis. Det kan jeg da godt forstå.
Jeg tænker på om der overhovedet er noget politisk liv i offentligheden i dag der udspiller sig udenfor socialsfæren, altså dette underlige sted hvor ingen findes?

Det mente Hannah Arendt ikke der gjorde i 1958, da Menneskets vilkår udkom for første gang, i USA under titlen The Human Condition.

Der er noget alien-agtigt over Hannah Arendts blik på mennesket. The Human Condition, det lyder virkelig som et rumvæsens diagnose over os. Heldigt at vi alle sammen er lidt rumvæsener. Jeg tror at rumvæsen-heden er det eneste modsvar, der at give. Ved at skrive noget, og tale, så kan man måske komme lidt videre.

Anti-larm, har Morti Vizki kaldt, det har vi talt om mange gange men nu siger jeg det bare igen.

Bagsidetekst på Menneskets vilkår:
Problemet med de moderne adfærdsteorier er ikke, at de er forkerte, men at de tværtimod kan blive sande, at de virkelig er de skarpeste beskrivelser af visse åbenlyse tendenser i det moderne samfund.

alien3
helle thorning grøn jakkehannah-arendtmorti vizki træt

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s