brev i maj

kære jer

nu kommer der et brev i maj herfra.
Jeg har lige været i svømmehallen, for at blive stærkere og have mindre ondt i ryggen. I omklædningsrummet sagde en pige på, jeg vil tro ti år:
jeg hader enhjørninger,
og en af de piger hun var sammen  med sagde:
jamen enhjørninger findes jo slet ikke
hvortil den kloge første pige svarede:
nej men hvis de gjorde, så ville jeg hade dem.

Det kunne jeg godt forstå, ikke at jeg hader enhjørninger, men altså, det potentielle had.
Der er så mange ting jeg gerne vil fortælle om, f.eks. min lillesøsters konfirmation i søndags. Jeg blev også konfirmeret da jeg var tretten år, og jeg var lille og splejset med små runde briller. Min søster er anderledes, en babe, kan man godt sige, men hun har også sit at slås med, det ved jeg, hun har blandt andet sagt:

ÅH, jeg ville ønske jeg ikke havde nogen følelser, en dag hvor hun var ked af noget med nogen veninder, og det ønske kunne jeg virkelig godt genkende, måske kan man faktisk godt parafrasere min første digtsamling på den måde:
Jeg ville ønske, jeg ikke havde nogen følelser.

Hm, jeg hader min første digtsamling, og det har ikke særligt at gøre med hvad der står i den eller hvordan den ser ud, men med den frygtelige tid i mit liv hvor den udkom, og den kraft, hvormed jeg hadede mig selv i den periode og i særdeleshed mig selv som angstramt og fuldstændigt fortabt, faktisk, hvilket var ironisk fordi teksterne i min første bog i den grad gerne ville undersøge potentialet ved denne udsathed. En tanke fra Levinás tror jeg nok om, at netop vores sårbarhed og vores evne til at såre og skade andre, må være udgangspunkt for vores etik, for vores omgang med hinanden. At vi kender den kraft, der lever i os og omkring os, og forvalter den, så godt vi kan. Ligesom min lillesøsters mor sagde til min lillesøster i sin tale til hende: At være modig er ikke at ikke kende faren, men netop at kende til faren, og handle derefter. Og det er derfor vi alle sammen er ligesom solen, ligesom at solen selv er ligesom solen, som når Inger Christensen forklarer os:

På samme måde som man ikke kan lære et barn, med ord og formaninger alene, at gå den lige vej fra A til Z kan man heller ikke med forbud én gang for alle lære det, hvad forskellen er mellem godt og ondt, mellem omsorg og vold. Man må lade det måle sine kræfter, lade det måle bevidsthedens samspil med disse kræfter, lade det lægge afstand til døden og finde labyrintiske omveje, så volden med den størst mulige sikkerhed og indsigt transporteres til en skala af omsorg.
Det jeg kalder afrealisering er således et samarbejde med en allerede indlejret energiplan.
Når det dødbringende sollys kan ankomme her med præcis den forsinkelse der gør det livgivende, så skulle vi nok kunne arbejde videre i denne forsinkelses billede.
Den første og vigtigste forsinkelse sker af sig selv, hvis vi deler den mad der står til rådighed på jorden ligeligt mellem os alle.
Og med mad mener jeg mad.
Så længe vi ikke føler os forpligtede til at dele energi, kommer vi heller aldrig til at dele den samme slags skelnen mellem godt og ondt.


Både menneskene og så mange andre væsener og fænomener i verden (vejret, tiden, komodovaranerne, bilerne) er dødbringende, hvis vi ikke passer på. Altså må vi arbejde videre i denne forsinkelses billede. Altså må vi arbejde videre i denne forsinkelses billede. Jeg gentager det bare fordi jeg, ligesom et barn, ikke en gang for alle kan lære at gå den lige vej fra A til Z, eller forskellen mellem godt og ondt, mellem omsorg og vold.

Jeg vil også gerne fortælle om en dokumentar om Nina Simone som jeg så i går på Netflix, den lærte mig at Nina Simone var klassisk pianist, men ikke blev optaget på den prestigiøse skole Curtis Institute of Music i Philadelphia. Jeg lærte at hun i stedet begyndte at synge på værtshuse og natklubber for at forsørge sin familie, men at hun opfandt et alias, så hendes mor ikke skulle opdage, at hun spillede den slags steder. Det var der, hun begyndte at hedde Nina Simone, før det hed hun Eunice Kathleen Waymon. Nina-Eunice giftede sig med en mand, hun mødte til en af sine egne optrædener, en mand, der droppede jobbet som politibetjent for at blive Nina-Eunice’s manager. For at blive Nina-Eunice’s manager og for at tæske hende når hun ikke gjorde som han ville, når hun for eksempel “afsporede sin karriere med sit engagement i borgerrettighedsbevægelsen”, som han, Andy, forklarer i dokumentaren. Og Nina-Eunice rejste fra Andy til sidst og flyttede til Liberia. Og det var den lykkeligste tid i hendes liv, har hun fortalt, men hendes datter Lisa fortæller, at da hun blev til hentet til Liberia var det hendes mor, der tæskede hende, hendes mor, der skreg af hende og altid skulle rejse. Så til sidst rejste Lisa hjem til New York og boede hos sin far. Og Nina-Eunice rejste til Schweiz og siden til Frankrig for at genoptage sin karriere, hun boede i en snavset et-værelses lejlighed, og der var for få publikummer til hendes shows, for ingen troede på, at det var DEN Nina Simone, der skulle optræde på SÅDAN et slummet spillested. Og Nina Simone fik hjælp af sine venner, de flyttede hende til Holland og ordnede hendes karriere og fik hende til psykiater, der diagnosticerede hende som bipolær og gav hende medicin, så hun var nogenlunde stabil, men aldrig ligeså vild på en scene heller.
Alt den vold, der altid bevægede sig i Nina-Eunice, og rundt om Nina-Eunice.

Hvad vil jeg fortælle med det, det ved jeg ikke rigtigt, det var vigtigt at se hende og jeg tænker på hende og hendes kampe, på den rimelige vrede hun følte overfor sin mand og overfor White America, Mississippi Goddamn, Mississippi Goddamn, og den urimelige vrede hun udsatte sin lille datter for i Liberia, æv, sådan en sol var Nina, ligesom alle, mere eller mindre ildebrande over det hele i verden og ude i universet.

OK nu vil jeg ikke sige mere.

Man kan downloade min nye bog, Marts er bedst, som jeg er meget stolt af at have skrevet, her: lea løp_marts er bedst

Man kan også downloade den her, sammen med andre gode bøger:

http://ovbidat.blogspot.dk/p/fil-bibliotek.html

og bestille den som fysisk bog her:

http://ovbidat.blogspot.dk/2016/04/lea-marie-lppenthin-marts-er-bedst.html

Man kan også se et klip på YouTube hvor Asger Schnack fortæller om min første bog, nervernes adresse, som jeg ikke er stolt af at have skrevet, men som jeg er glad for at have skrevet, for jeg kan forstå, at mange mennesker, som Asger for eksmpel, holder af den.

 

OK det var alt, nu skal jeg ud og finde mine brødre, de sidder ovre på Vesterbro et sted.

KH Lea

3 thoughts on “brev i maj

  1. Kære Lea, du siger, at du ikke er stolt af dine nervers adresse, men at du er glad, for, at andre er glade for den. sådan én er jeg. en glad adresseret nerve.
    jeg har også set nina simone-filmen. det er voldsomt, hvad had kan gøre, hvordan vrede, man ikke kan komme af med, altid bliver til selvhad eller vold mod sagesløse. med vold, mener jeg “den følsomme vold”. den som nina udøver mod sig selv, ved tilsyneladende at give fanden i alle andre, men samtidig også give fanden i sig selv. og den vold, hun viser sit barn, fordi hun er så fuld af vrede, at selv kærligheden bliver hadsk. jeg er ved at skrive en bog om følsom vold og har hele tiden lyst til at kaste op i hovedet af mig selv. men så læser jeg marts er bedst, og så kommer jeg videre. det er så fin og enkel en bog, så fuld af noget, jeg genkender, men som jeg ikke ved, hvad er. jeg vil bare gerne takke dig for sætninger som “dygtig til matematik, dygtig til sorg” og “work hard, cry hard”, allermest glad er jeg for dit egernhjerte, det læser jeg om igen og igen, det er godt, at det findes, det hjerte. Kh Louise

  2. kære Lousie,

    tak for din gode gode hilsen. Det lyder rigtig godt med den følsomme vold! Og jeg er glad for at du er glad for begge bøger. Shit, den er vild den Nina Simone-film, det er godt nok sjældent, synes jeg, at man ser dokumentarfilm om mega-berømtheder som formår at portrættere den her følsomme vold/ stærk-svage livsform som mega-erne så tit er, på så nuanceret og gavmild en måde !
    god fornøjelse med skrivning!

    KH Lea

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s