tillykke B.D.

Er Dylan stor digter eller den midaldrende hvide mands afgud?

I dag fylder Bob Dylan 75 år, og diskussionen om, hvorvidt han er digter eller ej, fortsætter.

»Jeg ser mig selv mere som en ‘song and dance man’«, kvækkede Bob Dylan med sin karakteristisk nasale stemme til en pressekonference i 1965, da han blev spurgt, om han betragtede sig selv mest som digter eller sangskriver.

Men selv om Dylan selv betragter sig som en simpel spillemand, så har fans, forfattere, litterater og professorer lige siden begyndelsen af 1960’erne diskuteret, om Dylans sangtekster er så gode, at de bør regnes som litteratur. Ikke mindst når vi nærmer os oktober, hvor Nobelprisen i litteratur uddeles, bliver der skruet op for debatten. Så træder koret af de såkaldte dylanologer frem på scenen og kræver hæder og ære til ‘His Bobness’. Her til lands tæller de blandt andre litteraturprofessor Anne-Marie Mai, digter og forlægger Asger Schnack og filminstruktør Christian Braad Thomsen.

LÆS OGSÅ Kronik: Dylan skal da ha’ Nobelprisen

Den kritik, de oftest får smidt tilbage i hovedet, er, at der er forskel på sang og poesi. Men det argument giver ingen mening, mener Asger Schnack.

»Hvis man ser på poesiens historie, har man jo lige fra start af sunget digte. Det var sang til lyrespil; det er derfor, det hedder lyrik. Nogle af de bedste danske digte er sange. Brorson og Kingos salmer og Ingemanns ’Morgen- og Aftensange’ for eksempel«.

Bare de fire linjer er bedre end, hvad samtlige danske nulevende digtere kan præstere

Asger Schnack

»Noget er poesi, hvis det har en poetisk kvalitet. Uanset om det så kan synges eller ej«.

Og en poetisk kvalitet, det har Dylans tekster, siger han.

»Selv om det er svært at tale om Dylans tekster som ét, fordi han skifter persona op igennem årtierne, så har de det tilfælles, at der er en selvstændighed. De er originale og fyldt med overraskende sproglige billeder, metaforer og kontraster. Altså klassiske poetiske virkemidler«.

Surrealistisk poesi med elektrisk guitar

Særligt teksterne på de tidlige albums fra 1960’erne og den såkaldt ’elektriske trilogi’ med ’Bringing it All Back Home’ ’Highway 61 Revisited’ og ’Blonde on Blonde’ er Asger Schnack begejstret for. På disse plader eksploderer det med en form for »surrealistisk poesi med elektrisk guitar«, fortæller han. Dylan skaber en helt ny form for lyrik ved at blande forskellige traditioner sammen.

»Her smelter vidt forskellige inspirationskilder sammen: Traditionel folkemusik, beatlitteraturen fra 50’erne og en modernistisk poesi med rødder helt tilbage til den franske symbolistiske digter Arthur Rimbaud i slutningen af 1800-tallet«.

LÆS OGSÅ Øjeblikket der splittede 60’erne: Den dag Dylan satte strøm til sine sange

Asger Schnack nævner sangen ‘Mr. Tambourine Man‘ fra 1965 som et godt eksempel. Her synger Dylan blandt andet:

»Yes, to dance beneath the diamond sky with one hand waving free/Silhouetted by the sea, circled by the circus sands/With all memory and fate driven deep beneath the waves/Let me forget about today until tomorrow«.

Bare de fire linjer er bedre end, hvad samtlige danske nulevende digtere kan præstere, mener Asger Schnack. Derudover er Dylans tekster er spækket med referencer:

Jeg mistænker, at der til dels er tale om en generationsbetinget, og måske også kønsbetinget, begejstring for Dylan

Mikkel Bruun Zangenberg

»Der dukker mytologiske og kulturelle figurer op. Der er referencer til digtere som Ezra Pound og T.S. Eliot, og det er jo ganske typisk for modernistisk poesi at være fyldt med intellektuelle referencer«.

»Så ja, jeg mener bestemt, at Dylan fortjener Nobelprisen«, slutter han.

Det er Lea Marie Løppenthin helt enig i. Hun er digter, gæsteunderviser på Forlaget Gladiators nyåbnede sangskriverskole og har netop udgivet digtsamlingen ‘Marts er bedst’. I samlingen er flere af digtene også sange, som hendes band, Solegern, spiller. Så hun er heller ikke synderligt interesseret i at skelne mellem sang og poesi.

LÆS OGSÅ Forbandet tungt murstensværk er den definitive T.S. Eliot-udgivelse

Lea Marie Løppenthin fremhæver ligesom Asger Schnack det mystiske ved Dylans tekster:

The ballad of frankie lee and judas priest (1968)

Bob Dylan

»»Eternity?« said Frankie Lee

With a voice as cold as ice

»That’s right«, said Judas Priest, »Eternity

Though you might call it ‘Paradise’«

»I don’t call it anything«

Said Frankie Lee with a smile

»All right«, said Judas Priest

»I’ll see you after a while««

»Jeg har især været optaget af det album, som hedder ‘John Wesley Harding’ fra 1967. Det er et meget mystisk og folkeeventyr-agtigt tekstunivers. For eksempel på min yndlings ‘The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest‘, som jeg virkelig ikke ved, hvad handler om, men det tror jeg heller ikke er meningen. Det er selvfølgelig ikke en kvalitet i sig selv at skrive dunkelt. Det kan også være forfærdeligt, men Dylan kan det virkelig«.

Men også hans evne til at skrive helt enkle og præcise tekster er prisværdigt, mener hun:

»For eksempel på ‘I Want You‘ fra ‘Blonde on Blonde’. Det kan jo ikke blive enklere, sådan rent tekstligt: »I want you/I want you/I want you so bad««.

En køns- og aldersbetinget hype

Der er altså masser af folk, som gerne piller bookletten ud af coveret og sætter sig tilbage i læsestolen med Dylans tekster i stedet for en regulær digtsamling. Men der er også nogle, der forholder sig mere skeptisk til at hylde Dylan som en stor moderne poeter. En af dem er litteraturhistoriker og kritiker ved Politiken Mikkel Bruun Zangenberg.

Han tror, Dylans anerkendelse som digter handler om, at den aldrende folksanger er blevet hypet af et bestemt segment: de hvide, midaldrende mænd.

»Jeg mistænker, at der til dels er tale om en generationsbetinget, og måske også kønsbetinget, begejstring for Dylan. Frekvensen af fanatiske dylanologer er sandsynligvis højere blandt 55-65-årige mænd end blandt 18-25-årige kvinder. At Lea Marie Løppenthin og Anne-Marie Mai så også elsker Dylan rokker nok ikke ved det billede«.

LÆS OGSÅ Hvad sker der den dag, Bob Dylan dør?

Bob Dylan er en glimrende sanger og performer, men ikke nogen stor digter, mener Mikkel Bruun Zangenberg.

»Helt overordnet er det ikke urigtigt, at de bedste af Dylans tekster på en interessant måde kombinerer en amerikansk folktradition, mytiske mønstre, surreelle træk og i meget bred forstand modernistiske kvaliteter, men sammenholder man dem med Paul Celan, Rilke, Ingeborg Bachmann, Sylvia Plath, eller T.S. Eliot forekommer de at være af ringere kvalitet. Jeg savner i hvert fald, at dylanologerne løfter bevisbyrden bedre«.

Bob Dylan er en glimrende sanger og performer, men ikke nogen stor digter, mener han.

»Det er ikke, fordi mellem sang og poesi nødvendigvis er relevant, for poesien var selvfølgelig i sit udspring oral, men Dylans ord i sig selv står bare slet ikke mål med hans evner som sanger«.

Lea Marie Løppenthin erkender da også, at Dylan næppe havde været lige så kendt, hvis ikke han havde spillet guitar og mundharpe til sine tekster. Men det gør ikke teksterne mindre gode, rent litterært, siger hun.

»Han havde været mindre kendt, tjent færre penge, og det havde været kedeligere, for hans musik er fantastisk. Så selvfølgelig betyder det noget, at der bliver spillet til. Men hans tekstunivers er alle litteraturpriser værdigt. Yes!«.

  • politiken.dk 24. maj 2016

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s