outer space

Hm i dag stod jeg tidligt op, spiste morgenmad imens min kæreste og mine venner stadig sov, så gik jeg ned ad Svanevej, forbi rockerborgen og nr. 1, hvor Omar El-Hussein blev skudt i februar 2015, og kom ud på Frederikssundsvej, forbi Café AE hvor ham den forhutlede spastiker med tophuen går omkring næsten altid, måske har i set ham, og mange andre gik rundt, og nogle cyklede, for de skulle sikkert på arbejde.

 

Og jeg skulle ikke på arbejde, eller måske skulle jeg, til psykolog ovenpå Nørrebro Centeret hvor jeg begyndte for halvandet år siden. Der er en rigtig flot udsigt over stationen og Lygten og fitness.dk oppe fra hendes kontor, hvor vi så taler om hvordan det går, og jeg læste Kristian Karls artikel i Soundvenue om Drake, ja det var jo i venteværelset jeg læste det, han er en digital rapper, viser det sig, og det er en del af hiphoppens opgør med autenticitetsmarkører som, at en rapper altid er fra gaden og altid fortæller sin egen historie, og det synes jeg var ret spændende, men så skulle jeg ind til Charlotte, den kloge dame. Vi talte om religion, jeg sagde, at nu hvor jeg har det godt og ret stabilt, tænker jeg på, hvad jeg har for nogle ambitioner som menneske og borger. Og de er blandt andet religiøse ambitioner, fordi jeg ser socialt engagement som en form for religiøsitet, en tro på forbundethed som vores første og sidste vilkår, et had til ikke Djævelen, men til Ligegyldigheden, jeg forsager Ligegyldigheden og alle hans gjerninger og alt hans væsen, for Han afføder krigene og udbytningen og industrialiseringen, som vores kroppe ikke kan klare, Ligegyldigheden omregner alt til det, der går op i tallet 1, dvs. jeg har ikke helt glemt Adorno, min spæde ungdoms besværlige ven, ak Adorno, du er lidt for hård ved dig selv, det blev mine venner Andreas Hjort Bundgaard og Emeli Bergman enige om en aften, til en fernisering, et sted. Det synes jeg også.

 

Men jeg vil sige, at jeg ikke glemmer Adornos kritik af Odysseus, ham som råber til Kyklopen at han hedder Ingen, og derfor slipper fri. Ham som beder sin besætningen om at binde sig til masten, ham som putter vat i ørerne på sin besætning så de kan styre skibet uden at blive forført af Sirenerne, Odysseus står der alene på dækket, bundet og lyttende, den skønne Sirene-sang, som han ikke kan tage konsekvenserne af, han er den elite, der vil nyde uden ansvar, der vil sidde på verandaen og drikke rødvin imens Melancholia nærmer sig og udsletter planeten –

 

Jeg forsager Odysseus og Odysseus’ individualisme, den snuhed, den skepsis som han indførte som en værdi i den vestlige civilisation. Jeg forsager Skepsis, jeg forsager den rynkede pande, det er ikke sådan at jeg ikke vil være Kritisk, jeg vil gerne være Kritisk, men jeg har lært af Darío Gonzaléz, en argentinsk Kirkegaard-specialist som underviste på KUA den gang jeg gik der, ja jeg har lært af Darío Gonzaléz at Kritik kommer af Kritein, som betyder at skelne. Beg to differ og alt det. Altid beg to differ, altid elske og satse hele butikken, give it away, sådan er det for mig, sådan vil jeg opfordre til at leve hvis man ikke allerede gør det, bare græd, det er jo bare saltvand, ligesom ude i havet. Det gjorde jeg også i dag på vej ned til Charlotte, jeg hørte Badly Drawn Boy på min Iphone, og kom til at tænke på filmen About a Boy med Hugh Grant, som Badly Drawn Boy har lavet soundtrack til, og det er en rigtig sødsuppe film, men det er jeg ligeglad med, for det er bare en pissesmuk film, p.g.a. særligt den næstsidste scene, hvor Hugh Grant træder op på scenen til skolens Talent Show, hvor lille Marcus står alene og synger Killing Me Softly, og de andre børn griner af ham, og så går Hugh Grant på scenen med sin guitar, og så græder jeg bare helt vildt, for hvad er bedre end det, hvad er overhovedet bedre end at gå op på scenen for sine venners skyld, fordi de gerne vil synge Killing Me Softly. Og Hugh Grant bliver fuldstændig grebet, jeps. Singing with his eyes closed.

https://www.youtube.com/watch?v=uBR4xnHrzYY

 

Nå men, det jeg bare vil sige er, jeg tror på Gud, jeg tror på Gud som den opmærksomhed og ganske betingelsesløse udsathed som er vores mirakuløse lod, og som Ligegyldigheden prøver at tilbyde os rustninger og gated communities imod og Ligegyldigheden, Ligegyldigheden kan bare virkelig fucke af. To outer space. Det var alt herfra, i denne mærkelige digitale dimension. Jeg sidder på kontoret på Tagensvej og skal stadig skrive min bog færdig.

4 thoughts on “outer space

  1. glæder mig meget til den bog !
    Der er en eller anden anden, som også skriver om Skepsis, som forsager Skepsis, Skepsis med det store s.
    Måske er det Tranströmer ????? Det må jeg lige finde ud af.

    kh

  2. Det er Pentti Saarikoski, fra “XXXII” i Dansegulvet på bjerget


    Du bager, eksperimenter, med brændenælde som krydderi
    det bliver et godt brød
    i dagevis lægger du planer om værelser til os to
    om træsorter og farver, synsvinkler, et permanent
    bosted, og siger at det er vores politiske ståsted
    og i dette hus

    har Skepsis intet at gøre
    Skepsis er musernes fjende nummer 1, digtet skal danse
    Digtet skal elske, og spise og drikke, sove som en sten,
    bande og le og græde
    som et menneske

    Skepsis må ikke sætte sin fod i dette hus
    men jeg er genert over for den, eftergivende
    den er forklædt som en el-aflæser
    og taler med sådan en stemme
    at jeg allerede når han står ude i entreen
    sætter vand over til kaffe i køkkenet
    Jeg ved at han er dobbeltagent for CIA og KGB
    og et kombinat
    men unter vier Augen røber jeg
    at min labyrint skal bygges
    på bjergengen
    nedenfor dansegulvet men højere oppe
    end noget andet hus i denne dal

  3. tak Jakob, dejligt digt ! Skepsis, altså, det er jo rigtigt at den sidder i el-måleren og så videre. den kan jo masser af gode ting. den virkelige fjende er Ligegyldigheden, jo.

    KH KH

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s