hov, Marts er bedst blev anmeldt i JyllandsPosten

Litteratur 29.05.2016 kl. 06:00

Helingsdigte

Lea Marie Løppenthin skriver fortsat sjældent godt og med blottede nervespidser i sin anden digtsamling, der er en lidt diffus, men også fin og rørende eksalteret besyngelse af liv og fællesskab.
Lea Marie Løppenthin, debuterede med digtsamlingen ”Nervernes adresse”, som hun har fået stor ros for. Hun er en af de nye, unge digtere, der stormer frem. Foto: Martin Lehmann/Polfoto
Lea Marie Løppenthin, debuterede med digtsamlingen ”Nervernes adresse”, som hun har fået stor ros for. Hun er en af de nye, unge digtere, der stormer frem. Foto: Martin Lehmann/Polfoto

DIGTE

Lea Marie Løppenthin

”Marts er bedst”

32 sider, 100 kroner (til gratis download på forlagets og forfatterens hjemmeside)
Ovbidat

 

»Ude på gaden er der så mange bevægelser / så kommer der lidt vind ind til mig,« skriver Lea Marie Løppenthin et sted i hendes nye, gode (og både håndsyede og -kolorerede) digtsamling, ”Marts er bedst”.

I sådanne strofer fornemmes den porøsitet, der kendertegner bogen. Her er der netop ikke vandtætte skodder mellem jeget og objekterne udenfor: Alverdens bevægelser berører én som en vind.

På den vis er ”Marts er bedst” – ligesom 2014-debuten ”Nervernes adresse” – en bog om at have nerverne uden på tøjet. Ikke (kun) i forståelsen af ’dårlige nerver’, men også som en måde at tilgå verden med ”opspærrede øjne” på – en voldsom og vågen sanselighed.

På den vis er ”Marts er bedst” – ligesom 2014-debuten ”Nervernes adresse” – en bog om at have nerverne uden på tøjet.

Det genererer en sjældent fin og klar skrift. ’Klar’ fordi de prosaagtige tekster opleves enormt umiddelbare og tilgængelige, men også pga. digtenes stærke billeder og skarpe sætninger. Som når jeget slår fast, at »roen er hellig og kommunal«, eller når hun er »stolt over samarbejdet mellem mine øjne og de nye kontaktlinser«.

Det er i høj grad dette særlige blik, den sensibilitet, der er bogens hjerte. I scenen, som det indledende citat stammer fra – hvor jeget er feberramt med et overophedet, ensomt sind – er denne insisterende forbundethed med andet end sig selv trøstende og svalende. Men lige så ofte er fokus det slid, det er at eksistere i en storm af stimuli og relationer.

Mormorblikket

”Marts er bedst” er således også en bog om sårbarhed. Igennem bogens fem dele optegnes konturerne af en sygdomshistorie: Depressionen, som jeget har lidt af siden teenageårerne, og den maniske overkørthed, der efterlader hende søvnløs ved bogens begyndelse.

Disse tilstande knyttes i digtet ”Egern” til oplevelsen af ikke at kunne manøvrere i dette sanseoverload: »jeg ved ikke hvordan jeg kan udpege noget /jeg ved ikke hvad der er godt.« Men digtet rummer også en modgift, erindringen om mormoren – den scene, der har givet bogen sin titel: »Min mormor så udover landsskabet og konstaterede: marts er bedst / og det forstod min mor / stolt over at hendes mor havde blik / for denne meget meget kolde måneds kvaliteter.«

Her fornemmer man den opbyggelighed, der gennemsyrer ”Marts er bedst” – et form for svar på den rådvildhed, som gennemsuser jeget. Og det svar er netop ikke at gøre blikket hårdt og tunnelsynet, men at lære af mormorblikket og anvende sensibiliteten til at udpege det gode.

Computerne og Sertralin

Derfor bliver ”Marts er bedst” i sidste ende også en bog om at heles. Kulminationen er den sidste del, digtet ”Os”, der klinger et sted mellem manifest og lovsang – en prisen af den ro og eufori, der er i bevidstheden om fællesskabet som grundvilkår og mulighed. Et fællesskab, som både er abstrakt fjernt og helt konkret i sin nærhed – bemærk her gliddet fra sol til venner og antidepressiva: »og nu er jeg parat til mindst 8 bryllupper / og vindene og solen og computerne og Sertralin / og alle mine familier & venner / venner vil hjælpe mig med at drive Depressionen på porten.«

I sådanne sekvenser rammer Lea Marie Løppenthin i en både rørende og skønt opløftende tone. Okay, visionen om den radikale forbundethed (en godmother er den amerikanske digter Juliana Spahr, hvis enormt indflydelsesrige ”This connection of everything with lungs” (2005) bogen også hilser på) er velkendt i samtidslitteraturen. Og som ofte kan fællesskabstemaet fremstå noget diffust og naivt, når det ikke handler om naturkredsløb eller de intime relationer, men at verden i stedet anskues i mere traditionel politisk øjenhøjde (»så lad os nu bare deles om det mad der er / de senge der er / de skove der er«).

Men stadigvæk. Der er noget enormt velgørende over ”Marts er bedst”, som jeg oplever som en vedkommende og, well, sand bog. Måske fordi Lea Marie Løppenthin ikke bare skriver så enormt fint, men også inderligt og kærligt. Et sidste eksempel som afslutning:

»og til jer som jeg elsker vil jeg gerne sige nu / hvis I nogensinde før / så spiser jeg jeres hjerter med kniv og gaffel /som en straf for at I er døde / som en metode for at holde jer i mig / selv skal jeg jo aldrig dø / det er for usandsynligt / jeg lever jo her og har levet her så længe”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s