Brdr. Løppenthins læseklub #1: Gry Stokkendahl Dalgas, første time

Tilstede: AM Løppenthin, And Løppenthin og L. Løppenthin

Den 23.2.2020  læste vi Gry Stokkendahl Dalgas’ bog Herfra vil jeg begynde at tale, disse ord kan finde vej. Bogen udkom den 22.11.2019 på forlaget OVBIDAT. Den har fået gode anmeldelser, men vi ønsker at blive ved med at tale om bogen, for vi elsker bogen meget højt, og vi oplever at den kaster ny betydning af sig ved hver gennemlæsning.  

Vi skiftedes til at vælge steder i bogen at læse op og tale om, og nogle gange talte vi om andre perspektiver og større, bredere emner. 

 

IMG_6865

Du kan finde hele bogen på pdf her: http://ovbidat.blogspot.com/p/fil-bibliotek.html

Vi begyndte med side 7.

(Side 7:)
Gertrude Stein skrev, om dengang hun så at hendes barndomshjem var blevet ryddet, there is no there there. Jeg har svært ved at skrive om min barndom, det er ikke længere min biografi , det er en andens. Det er drengens. Jeg kan huske fodboldbanerne og skovene, rødderne hen over stierne. Myretuerne hvor idrætslæreren talte om militærets disciplin, samarbejde. De mange nye huse ved golfbanen, nu på turen hen til supermarkedet. Så er der intet der der. Ingen sammenligning. Jeg vinker farvel her. Jeg venter på et nyt kapitel.

Min far siger:
Et æble falder ikke langt fra stammen, med mindre man kaster det.

L: Grunden til at jeg ville starte med det her er, selvfølgelig af mange grunde, men blandt andet synes jeg at det forhold til naturen der er i bogen er ret spændende, der er sådan en vild stor kærlighed til naturen og et vildt stort had til den måde naturen bliver på fortolket på, f.eks. når idrætslæreren taler om militærets disciplin, der lyder det som om at han, idrætslæreren, som jeg så bare går ud fra er en han, har peget på myretuerne og sagt: Se dem, de er ligesom forsvaret. Der er mange små opgør med naturen, steder hvor der bliver sagt: Naturen kan være mange ting. Så når faren bliver citeret for at sige: “Et æble falder ikke langt fra stammen, med mindre at man kaster det”, så synes jeg det er rørende på flere planer fordi på den ene siden er faren med til at sige: “Mennesker kan påvirke naturen, man kan gøre ting så nogle naturlige kredsløb ændrer sig”, men samtidig er det en far der siger det, og hele metaforen handler om forældre og børn ik?

And: Ja det er rigtigt… og hvem er det, der kaster det?

L: Ja der er bare sådan et “man”

AM: Det er en utroligt stærk sætning, og faren har sandsynligvis sagt det længe før han ved, hvor Gry er på vej hen, ik? Og Gry oplever måske selv at være det der æble som på en måde ligger tæt ved stammen men alle mulige ting i hendes egen natur gør at hun alligevel bliver kastet langt væk.

And: Jeg tænker også bare at i det der normale udtryk “æblet falder ikke langt fra stammen” er der sådan nul bevægelse eller handlekraft fra træet eller æblet, det er bare sådan lidt: ting sker, på en eller anden måde. Her er der nogen der gør noget, et eller andet “man”.

AM: Nu ved jeg ikke om det er tilfældigt, men selve talemåden siger jo normalt “æblet” og ikke “et æble”, men jeg synes det er en meget fortættet og stærk passage.

And: Jeg har egentlig ikke tænkt over at der var sådan et had til naturen når jeg læste den

AM: Et had til naturen?

And: Var det ikke det du sagde, Lea.

L: Nej jeg sagde der var et had til bestemte fortolkninger af naturen, at der er sådan bestemte regler for samfundet der siger: “Det her er naturligt”, eller, der kan også blive brugt nogle andre ord, men ideen om at “det her er ligesom ufravigeligt”, men så søger stemmen i bogen ligesom hele tiden hen imod naturen, og finder steder hvor der sker noget andet. Men det er også rigtig spændende den der sætning med “there is no there there” fordi –  jeg kender ik den kontekst som Gertrude Stein skriver ud fra – men det lyder jo som om at et “there” er et sted man kan være indeni, så jeg kommer til at forstå det som om at det med at “there is no there there” , eller “der er intet der der” så er det fordi der ikke er nogen fleksibilitet i det landskab, det er ligesom låst, Gry-jeget kan ikke gå ind i det igen og opholde sig i det, men det er bare en ret vild måde at tænke det på, at så er det ikke længere et “der”.

And: Stemmen siger “der er ikke noget “der”, det er drengens, det er en andens biografi” men alligevel bliver der fremhævet noget som jeg synes virker meget mættet, mindebilleder, så det er måske også en spændende ambivalens eller dobbelthed: Der er de her minder, som jeg kan mærke, men som er fremmedgørende eller fremmedgjort.

L: Men det er rigtigt nok at f.eks. der hvor der står “rødderne hen over stierne”, det kommer til at lyde meget smukt, og også dejligt, som om rødder ikke altid er noget der er nede under jorden, men kan løbe oppe langs jordens overflade, så jeg tror da helt klart det er rigtigt at der er en ambivalens, der er jo også mange andre minder i bogen.

AM: Hun kan jo også godt lide, altså, selvom hun .. ej det vil jeg hellere komme tilbage til næste gang jeg siger noget.

And: Men måske er det også sjovt at snakke om et andet tidspunkt hvor der er æble.

L: 
JA!

AM: Nåhr ja, dét æble!

L: Bekymringsæblet

(s. 53)

Min far og jeg har denne ting sammen, vi taler om bekymringens natur og vi kan være kloge sammen om det. Specielt med min fars metafor, han fik den fra en drøm: Enhver bekymring er et meget meget stort æble som man bærer rundt på på ryggen. Ufatteligt tungt. Det er svært at gå eller rette ryggen op, og jeg spørger hvad kan man så gøre? Man deler æblet ud i bidder til dem man holder af, så de kan bære noget af tyngden for én. Bekymringer kan altid bruge hjælp og blive mindre. Min far og jeg er enige om metaforens svaghed, den går i stykker hvis ens venner vil spise det æblestykke de har fået. Det ville ikke være sundt. Det spiselige ved æbler går desværre ind og gør det hele meget kompliceret. Et bekymringsæble bliver nødt til at være uspiseligt, ellers kan det billede ikke hjælpe og trøste os og dem vi kender.

And: Det er et selvfølgelig et helt andet slags æble end det der var før, men alligevel er der et æble her og der er noget som også handler om den her far –

AM: Jeg tror den far er så sød

And: Ja –

AM: Jeg synes det er rigtig rigtig godt også den del, netop at hun gider tage den her æblemetafor ind som er kompliceret og ikke sådan rigtig brugbar. I stedet for bare at tænke: “Ej, det der det kan man jo ik.”

And: Men jeg kommer også til at tænke på om det er så ubrugbart, den del af det med at man kan komme til at spise æblet, at det er sådan også er at dele tingene, det er noget man kan gøre, man kan dele en vægt og en byrde, men man kan også komme til at risikere at spise den hvis man er uopmærksom eller hvis man glemmer at æblet faktisk er uspiseligt.

L: Ja eller så har man spist det og så bliver det pludselig omsat i ens eget system som noget der er giftigt fordi det er et traume f.eks. eller noget vildt ubehageligt.

AM: Men man kan jo også bare forhekse det og sige: “Jeg uskadeliggør dig ved at spise dig”

And: Ja

L: Ja det så smart !

AM: Man kunne sige: “Det her æble det gør ondt at bære på men jeg tør, fordi vi er flere om det, så tør jeg at tage et stykke af dig og så bliver du lavet om til noget som kan hjælpe mig.”

And: Men det som den her tænkning eller historie også gør er at den virker måske i sig selv som æblet, måske er det en måde at sidde og tale sammen med nogen om de her bekymringer eller de her ting der er svære og hårde, og så opfinde den her historie eller metafor, som er lidt mærkelig og lidt forkert og lidt upræcis og lidt præcis men er en måde at adressere de her bekymringer, og det hjælper ikke nødvendigvis altid bare at tale om det, men vi bliver nødt til at opfinde den her lignelse til at kunne sige et eller andet . Den kønsdysfori som måske er bogens allerstørste bekymring giver bogen ikke udtryk for bare kan blive spist eller bare kan blive delt ud i æbleskiver, så der er måske nødt til at være sådan en lidt fjollet hyggelig metafor som kan anerkende at der er den her fuckethed.

L: Men der er noget ved bekymringsæblet som minder ret meget om David Bowie fordi det også er et fællesskab som Gry og faren har. Der er måske noget vigtigt over at på side 37 hvor det handler om David Bowie og farens metafor-brug om David Bowie, at det kommer lige efter lave mad og affaldssortere og så noget.

[Side 37:]

Mine forældre får sent fri, jeg skal lave middag, omsorgen i det praktiske, kartoflerne, kruspersille og citronen. Jeg rengør kyllingen, tager indmadsposen ud, kråse, hjerte, hals, lever. Jeg skal ikke lave sovs eller fond, jeg skal fortælle en historie, min. Jeg klipper posen op, hælder indmaden i kompostspanden. Affaldssorterer. Efter maden hører vi lidt David Bowie. Når jeg snakker om køn og seksualitet med min far, nævner han altid David Bowie og hvordan han så sig selv i David Bowie, og hvordan det gjorde det nemmere for ham at være ung, være en som kunne lide at føre sig lidt frem og have let til tårer. Min far er min far lige nu, men jeg tænker følsom fyr Ringkjøbing, jeg tænker på den store medfølelse, det må have været svært ligesom det har været svært for mig.

L: Der er sådan en virkelig sød solidaritet med faren både ift æblet og Bowie fordi der er også en afstand, altså når der bliver talt om det de har sammen så er der også i teksten et blik på faren som også er sådan “ du er en anden end mig, du er min forælder, du kommer ikke til at forstå alt ved mig” men man kan ligesom følges og tænke ok: “Det her kan vi bære sammen.”

And: Den næste linje synes jeg også underbygger det endnu mere:

“Jeg kan blive helt rolig af at tænke på David Bowie som et næsten evigt idol for alle dem som føler sig alene uden for det almindelige og som også gerne vil feste til nogle gode sange.”

På den ene side er det enormt kærligt og ømt men også drillende.

AM: Det er også sådan en overbærenhed, sådan ok, så hviler vi lige lidt

And: Det her Gry-jeg er ikke bare “en som føler sig alene udenfor det almindelige og som også gerne vil feste til nogle gode sange” samtidig med at hun også er det, men der er en lethed i at beskrive det sådan.

L: Der er ikke nogle tegn på at faren er transkønnet, men bare på forskellige måder kan have været usikker men til gengæld fører det der fællesskab med Bowie også over i det her globale fællesskab omkring andre typer transkønnede, på samme side.

AM: Det er en fantastisk fin leksikalitet!

L:

(Side 37:)

Jeg er på Wikipedia, læser om alle køn der findes uden for mand og
kvinde, det hus, det europæiske kristne hus som mand og kvinde er.

De indianske samfunds åbenhed for two-spirited personer findes.
Kathoeyerne i Thailand findes.
De mexicanske muxe findes.
Fa’afafi nerne på Samoa, familiens beskyttere og plejere findes.
Māhūerne på Tahiti som dansede og sang deres folks historier findes.
Bugisfolket i Indonesien og deres fem forskellige køn findes.
De selvgjorte eunukker i det antikke Grækenland findes.
Ambo-stammen i Angola med deres transkønnede præster findes.
Mukhannathunnerne i det gamle Arabien findes.
Hijraerne i Indien med deres fælles sprog og beskyttende ritualer findes.

L: Måske kan der være en type fællesskab omkring Bowie og det her “at føle sig lidt alene” som er god for familien, men så kan man også gå på Wikipedia og så kan man se en global og tværhistorisk forbindelse som som er en helt andet end spørgsmålet om sådan rockmusik.

And: Ja og det punkt der med et onlinefællesskab og vejen ind i en anden verden fylder meget mange steder – med de her breve som hun skriver til personer, der er en ret dejlig linje lidt tidligt:

“Det var roligt at sidde på et internetforum i min ungdom, hedde Christina og blive behandlet som en Christina, alle var søde mod mig, ingen bullshit intet ansigt. Ingen kan fange os i skriften, pege vores næser ud.”[side 27]

L: Ja og det henviser også til et andet sted omkring næser:

“Det næste jeg vil sige går ud til den af mine venner som sagde I transkvinder er altid så smukke, så særlige, der sker noget unikt når det maskuline møder det feminine. Og jeg elsker din næse! Den er så speciel! Små og elegante næser er så almindelige og kedelige! Citat slut.”[side 30]

AM: Ja det er virkelig ubetænksomt

L: På samme side står der også:

“Jeg bliver nødt til at være naiv, fordi det naive betyder det nyfødte, det nyfødte ved aldrig noget om verden, det græder og smiler kun over sig selv. Nogen kan finde på at nive det naive i kinden, kalde det nuttet og mene magtesløs.”

Så der er også en viden om at i internetforummet er der en slags naivitet og den er god og sval, men den har også nogle begrænsninger.

And: Der er også noget med det her “kalde det nuttet og mene magtesløs” minder også om det der sker med vennen der siger “jeg elsker din næse, den er så speciel” , måske kalde næsen speciel og mene mærkelig, sådan: Jeg vil gerne vise min kærlighed men jeg vil også gerne fremhæve at jeg synes du er mærkelig eller stikker ud eller er forkert.

AM: Det minder mig om noget andet, jeg har tænkt meget på – hvis man gerne må tale om noget, det minder en om?

And: Ja, sådan en perspektivering

AM: Nilgün, som Lea kender lidt, men som du ikke kender Andreas, jo du har lige mødt hende, som jeg holder rigtig meget af, hun kæmper en af sine kampe med dét at hun synes det er vigtigt at turde stå frem uden at maskere sig eller gøre sig smukkere eller mere “normal” end hun er, alligevel gør hun det tit, fordi hun synes det er ekstremt hårdt at mærke eller blive set på som noget særligt, fordi hun har et meget meget stort landkortsformet-modermærke i ansigtet og så en gang imellem så viser hun det frem og så kommer der sådan alle mulige likes og sådan: “Ej hvor er du bare sød og sej og dejlig”, og så: “bare på en eller anden måde sådan rigtig badass” var der en eller anden garanteret rigtig velmenende ven der skrev og så tænkte jeg at det er virkelig så noget der beviser at den kamp bare bliver ved og ved og ved.

And: Det handler også om hvordan man forstår tolerance, at man ved at melde ud at man “tolererer noget” også kommer til italesætte at nogen bør bede om at blive tolereret.

IMG_6218

AM: Men nu jeg vil godt springe hen til side 8, som også handler om et besøg hjemme hos faren og moren, fordi faren har så meget med at vise ting frem som appellerer til ømhed eller undren:

(Side 8:)

Min far viser mig ligusterlarven i hækken, smaragdgrøn eller ækel. Han viser mig viben henne over marken. De sorthvide glimt. Jeg drømmer om børn, har altid drømt, har altid haft en håndfuld af navne til dem: Gaia, Storm, Lise, Karl, Jens Emil.

Jeg vil have en søn, spille fodbold med ham på græsplænen, købe en svømmingpool, den skal gøre ham grinende og græsset gult.

Jeg vil aldrig kunne føde en som har min smerte.Det føles lykkeligt, næsten.
Jeg vil kunne klare et job en dag, så jeg kan købe gaver.
Nu hvor jeg har set Sophie, ved jeg at jeg kan give mine venner en veninde.

AM: Det her digt springer så fascinerende synes jeg, næsten hårnåleagtigt i sin tangentbevægelse hele tiden, først farens blik på små undere i naturen, og så kommer Gry til at tænke på børn og så – det her skal ikke minde om noget af det vi lige snakkede om før, men – så bliver hun pludselig netop sådan lidt badass: “Jeg vil spille fodbold med min søn på græsplænen, jeg vil købe en swimming pool”, det synes jeg også er virkelig dejligt, sådan: “Tag lige den, det vil jeg gerne”

L: Det er virkelig nogle store planer.

AM: “Det vil jeg gerne og sådan en rigtig ulækker swimmingpool hvor kloren farver græsset gult”, og drengen bliver rigtig glad, ik. Og så tænker hun videre sådan: “jamen i min situation kommer jeg aldrig til at kunne føde – gud, fedt, det er bare godt, jeg vil aldrig kunne føde en som skal have den smerte jeg har haft”, og så springer hun videre og siger: “Jeg vil være fri, jeg vil have råderum, frihed og  penge så jeg kan gøre andre glade, og forresten ja, jeg vil også kunne være en veninde” – Jeg synes det er næsten som viben , det flyver sådan fra det ene glimt hun får øje på til det andet, så det her lille korte digt, det elsker jeg rigtig meget.

And: Noget som jeg synes er meget i bogen er sådan en form for eufori , måske ikke ligefrem, men glæde, optimisme eller drøm og så depression og ulykke, og hvordan begge de følelser eksisterer ved siden af hinanden ret meget hele tiden

AM: Det er er såden optursdag, hun kan stadigvæk huske alt det der gør ondt, men hun har energi, så hun kan hele tiden tænke: “Det vil jeg også, og det vil jeg også, og det bliver muligt, jeg ved det skal blive muligt.”

And. I øvrigt dejligt at der står “svømmingpool”.

AM: Ja det er så godt ! Det læste jeg forkerte, jeg læste det som “swimmingpool”.

L: Men jeg har det lidt som om der måske menes et svømmebassin eller hvad? Tænker bare sådan købe en swimmingpool er jo virkelig noget med at grave ned i haven og så noget, men om det er et soppebassin?

AM: Ja, det kan godt være.

L: Men begge dele er meget stort og stædigt.

AM: Det er måske bare til mens drengen er ret lille, men, jeg elsker det. Jeg har lidt lyst til med det samme at hoppe hen til et andet sted som jeg elsker på lidt samme måde og det er side 42:

Bonnie, min Bonnie er du over havet
imellem mig og dig? ja du
løber rundt på græsset i sol
op ad bakkerne jeg vil ikke længere
gemme det væk, ja du rører mig ind i tårerne
og du siger med din glædefart
It’s not meant to be a strife
It’s not meant to
be a struggle uphill
Bonnie, min Bonnie er du ovre
i solbærbuskene, rumsterende rundt
efter æbler? ja det er du!
hvad ser du når du ser ind i mine øjne

AM: jeg synes det er så stærkt og så grænseløst kærligt, det synes jeg er en af Grys teksters meget originale styrker, den der grænseløse kærlighed til hendes hund eller hunde, jeg kan ikke huske sådan i historikken om Bonnie lever stadigvæk eller om Bonnie måske er død, og det er det, der ligger lidt i oden her.

And: Er det en hund?

L: Ja det er en hund, jeg tror det er forældrenes hund.

AM: Men ja, så det er den, der er der stadigvæk

L: Jeg tror bare det er sådan : “Er du ovre i solbærbuskene, rumsterende rundt efter æbler, ja det er du!” Der er bare sådan en glæde og længsel efter den hund.

AM: Og så er der selvfølgelig med allegorien til My Bonnie is over the ocean , og så fint konstrueret med den der lette tunge i kinden med my Bonnie is over the ocean, men min Bonnie er ovre i solbærbusken, “og du har mig så meget, men hvad med dig egentlig?” Også den der undren over dyre-psyken. Hvad med dig, egentlig, hvordan elsker du mig ?

And: Der er noget simplere, en enkel kærlighed eller glæde, i forhold til nogle andre relationer der er, hvor der bliver sagt noget som er ment sødt men i virkeligheden er sårende.

AM: Ja på den måde er forholdet til Bonnie mindre kompliceret.

And: Men ikke at det gør det mindre stærkt.

AM: Det synes jeg også er meget karakteristisk for mange af digtene, det der lette spring til en anden undren, først er det bare hyldesten, kærligheds-oden til Bonnie og så kommer til sidst det der “jamen hvad med dig egentlig, ikke fordi det skal ødelægge min kærlighed til dig at jeg ikke kan vide hvordan det er med dig, men hvordan mon det egentlig er.”

And: Nu har vi selvfølgelig snakket meget om den her far, men lige på den foregående side er der den stærkeste eller måske mest alvorlige eller bare et rigtig dejligt sted med den her far som italesætter også mere direkte den her ømhed og forståelse og ikke-forståelse.

(side 41:)

Far, du sidder i sofaen, en flåt bed dig for et år siden, du har brug for at slappe af. På græsset i solen løber jeres hund rundt, hvad betyder det for dig? Far, du er ikke den fader som sidder i mig og bestemmer at jeg ikke må græde. Han sætter skam på hver tåre, jeg vil gerne se ham i øjnene en dag. Jeg bliver så lykkelig hver gang du græder til X-factor eller Voice Junior. Vi ser nogle unge mennesker komme tættere på deres drømme. Jeg vil gerne blive ved med at gøre det ok så du også kan være her uden skam. Jeg vil gerne blive ved med at hente te og kager til os alle de søndage hvor jeg er hjemme på besøg. Du har set mig hjemme i depressionen, hvad betød det for dig? Jeg har stadig sorte halvmåner til verden under mine øjne. Du prøvede at hjælpe mig med en som du kendte, din healer. Jeg har citater i mit hjerte: Du har en blomst af lys inde i dig, en iris. Healeren har sagt at guld og sølv drysser ned over mig når han ser mig med lukkede øjne. Jeg har ventetiden som et hav foran mig. Det ved du ikke endnu. Jeg har lænet mit hoved mod køleskabet og grædt over denne dumme verden vi deler. Vi har snakket om politik. Jeg har så meget at miste, dig og mor har den bedste hund.

And: Det har en forbindelse til de andre tidspunkter vi har talt om i den her relation til faren. Og det der er flot her er at den følelse af at faren kan forstå og være der og samtidig overhovedet ikke, ikke at kunne forstå det specifikke eller ikke vide hvad det specifikke om kønsdysfori, men alligevel kan forsøge at være der ved at snakke om healeren.

AM: Hun er eminent til at beskrive sin ømhed over for forældrene, fordi det også er forbundet med en angst for at såre dem, som også er forbundet med en angst for at miste dem.

And: Det der med “far, du er ikke den fader”, at der ligesom er en idé om hvordan nogle forældre vil reagere , men også godt vide, at sådan er de her forældre ikke.

L: Ja men samtidig kan der stadig godt være en fader som sidder der alligevel som er sådan et patriarkat f.eks.

AM: Selvom faren ikke er en arketype af den slags far, kan den arketype godt være der alligevel. Og her er der også undren: Noget jeg ikke ved om hvad du synes.

L: Måske er der også lidt et sammenfald med “hvad betød det for dig” og spørgsmålet til Bonnie fordi, det kan godt være det ikke er et tabu for dem at snakke om depressionen, men det kan også godt være det bare er for svært at forklare , man kan stille spørgsmål til dyr som de ikke kan besvare, men man kan måske også godt formulere nogle spørgsmål til mennesker som de ikke kan besvare.

And: Og her kommer bekymringsæblet ind, det er sådan en analogi hvor vi kan tale om det uden at adressere det på en specielt opklarende måde men som måske er lidt dejlig alligevel.

L: Ja og så kommer healeren ind.

AM: Som også giver sådan en lille smule smil over faren, ik. Men også rørelse over at faren har sagt, du skal prøve den her healer, og så er healeren måske en lille smule ufrivilligt morsom.

L: Men det synes jeg også ligger rigtigt meget i det her: “Jeg har lænet mit hoved mod køleskabet, og grædt over denne dumme verden vi deler” som jeg tænker er vildt vigtigt når man beskriver desperation og alle mulige slags angst, at det frygtelige er jo at al den desperation og angst og depression man føler jo stadigvæk er i verden blandt alle ens åndssvage hverdagsting såsom et køleskab.  Der er jo hele tiden noget hverdagsligt og ikke katastrofe-agtigt ved at være et dårligt sted og det er også noget af det svære tænker jeg.

AM: Som også har nogle gode ting.

L: Ja, det er jo også en lindring når der står “jeg bliver så lykkelig hver gang du græder til X-factor eller Voice Junior” det er dejligt at der kan være den gråd som er en rørelse over nogle unge mennesker i en sangkonkurrence . Selvfølgelig er det også godt, jeg mente bare at jeg tror det er vigtigt at de kommer op – at køleskabet og healeren spiller lidt samme rolle fordi det er forskellige elementer der findes .

AM: Det er også sjovt at så står der “Vi har snakket om politik.””PUNKTUM”

L: Ja man ved ikke hvad der er blevet snakket om.

AM: “Det snakkede vi lidt om” “PUNKTUM”

And: Der er sådan en enorm ro med det der samvær med forældrene, samtidig med at der en enorm uro og angst og depression fordi:  “så har jeg været der lidt og ligget på sofaen og så har vi set det her fjernsyn og vi har også snakket lidt om politik”.

AM: Jeg kan ikke lige huske hvor det er nu det digt om Anden Juledag, jeg har skrevet det på side 52.

L: Jeg har skrevet det er på side 19

AM: Vil du have lidt om det Lea.

L: Ja jeg kan godt snakke lidt.

AM: Det er så hårdt.

L: Ja men jeg tænkte også det var meget godt at snakke lidt om den vrede der er i samlingen:
(side 19):
Det er anden juledag og mit ansigt er forfærdeligt. Jeg kunne ikke nå de lyseste toner rundt om juletræet. Jeg har fantaseret om at slå mit hoved ned i hårde genstande, køkkenbordet, håndvasken på badeværelset. Jeg fortalte ikke om mine selvmordstanker til lægen, fordi så ville jeg være blevet sendt til psykolog og ikke til Sexologisk. Depression og selvmordstanker forsinker behandlingen, har jeg læst. Ude i køkkenhaven er der rimfrost ud over det hele og et sted at græde. Jeg ved at Coolben94 ville forstå mig, når jeg siger det er svært når man er sammen med familien, de vil altid elske ens fortid indtil man bekender sig til dem. Det bliver ikke denne jul. Selv det at lave en medistermad er mandligt, det at elske krydderfedtet. Sylten og den stærke sennep. Min kusine spiser næsten det samme som mig. I hendes fravær taler man tit om hendes store madglæde, at hun skal passe på. Men jeg bliver rost for det, bliver tilbudt en stærk øl plus snaps. Jeg har bagt alt brødet til julefrokosten. Jeg har lyst til at dø.

L: Det sted er virkelig vigtigt, fordi det igen opholder sig ved de ting der er: Medister, krydderfedtet, sylte og køkkenhaven som bliver flettet fuldstændig sammen med den ulykke som jeg’et oplever. Men det andet som det så bliver flettet sammen med her, som jeg tænkte vi kunne snakke om, det er det med at føle den smerte det er ikke at komme ud der, at skulle blive ved at spille mand den jul og samtidig iagttage at i den mandlige identitet er det ok at spise meget, men den kvindelige identitet som jeg’et ønsker at være i er det ikke er ok, og det er bare meget solidarisk med den kusine, at det bliver set.

AM: Formentlig også en slags vrede: Hvorfor bliver jeg rost for det?

L: Jeg tænker også det kan være nedtur at være en cismand og blive rost for at have en stor appetit, selvom man har det fint sit mandlige køn kan det være nedtur at blive identificeret med en bestemt form for maskulinitet.

AM: En af de ting jeg tænkte da jeg læste det første gang og også anden og tredje gang det var: Kunne hun i stedet for have sagt at det var “mandigt” at elske krydderfedtet, og så har jeg hver gang tænkt: Nej, det er faktisk rigtig godt, at det er “mandligt”, det er biologisk mandligt at elske krydderfedt, ikke engang bare sådan he-man agtigt, det er bare sådan: “Nåhr ja, mænd!”

L: Man siger vel også om en kvinde at hun er “rigtig kvindelig”, hun går “kvindeligt”

AM: Men jeg tror ikke der findes sådan et adjektiv ligesom “mandigt” , så bruger man måske fremmedordet “feminin” mens “kvindelig” og “mandlig” , det er to forskellige ting.

L: Ja det er to forskellige ord.

AM: “Kvindelig” og “mandlig”er helt objektivt.

L: Nej men det er det ikke, ikke “kvindelig”. Jeg har lige købt nogle bukser i en butik oppe i Birkerød hvor der på posen stod så noget a la “Friskt og kvindeligt” som en form for slogan. Det var sådan en butik måske lidt sådan “tøj til store piger” eller til lidt ældre damer. Og det betyder sådan: Feminint.

And: Men er der et eller sigende i det i forhold til tanken om det at være kvinde er mere knyttet til den biologiske og fysiske idé i højere grad end det at være mand, sådan en helt gammel konservativ spaltning mellem det rationelle ikke-kropsliggjorte mandlige subjekt og det kødelige, følelsesstyrede, kvindelige.

AM: Det er rigtigt der findes ikke noget modspil til “det mandige” hos kvinder.

L: Eller også er det omvendt: “Mandig” er en meget mindre kategori. Mandig betyder måske at man har firkantede skuldre. Men der er ikke flere karakteristika som der er med det “kvindelige”, hvilket kan betyde at du er god til at matche dit tøj, du er god til at vælge de rigtige materialer, måske er du også sød og omsorgsfuld, så mange karaktertræk kan ikke lægges ind under “det mandige”.

And: Der er en masse forventninger og krav som både handler om en kropsform og nogle måder man bærer den krop på.

AM: Og “mandig” er bare ikke biologisk, “mandig” er kun adfærd og udseende.

L: Men her gør Gry faktisk det modsatte.

AM: Ja det er det der er så sejt synes jeg.

L: Det bliver gjort biologisk bestemt at have en stor appetit.

And: Men det er godt at huske at tale om vreden, der er en meget kraftig kritik og et opråb i bogen også, nu har vi brugt meget tid på at snakke om den her ømhed og kærlighed ift forældre men der er også noget med alle de ting der sker mens hun venter på svar fra sexologisk: “Mit hår gror 10 cm mens jeg venter, Trump bliver valgt” og –

L: Det er en oplistning som er en blanding af specifikke begivenheder og begivenheder der er udstrakt over tid, såsom “en mand skyder en hunulv mens jeg venter, jeg spiser ikke frokost mens jeg venter, jeg begynder at få reklamer for børnevenlige byer og kjoler på instagram mens jeg venter, jeg lærer at lægge en proper neglelak, et panser, mens jeg venter, Trump bliver mere og mere præsident imens jeg venter, folk går forbi mig med buketter af ramsløg mens jeg venter.”  (side 18)

Det er som om det er en måde at vise ventetiden som i mange forskellige tempi, “en mand skyder en hunulv” lyder som en engangsbegivenhed, men “Trump bliver mere og mere præsident” er meget udstrakt.

“Jeg har et lakridsbolsje i munden mens jeg venter” slutter teksten med, og det er også ret flot fordi det lyder sådan lidt ..jeg kommer bare til at tænke på så nogen vikingebegravelser hvor man putter en mønt i munden så man har noget at betale færgemanden med, fordi det kommer efter en masse udstrakte begivenheder, så kommer lakridsbolsjet også til at lyde udstrakt. Men det er måske også fordi der står “Jeg takker ventetiden for at jeg kan nå at blive vred på mine og andres vegne mens vi venter.”

Så der er også en tak til udstraktheden for at vise vreden.

And: Det du lige fremhævede og læste op nu, minder også om den tanke om at “jeg ikke fortæller lægen om depression, for så får jeg en henvisning til psykolog og ikke en henvisning til sexologisk”, det er også et meget politisk udsagn tænker jeg, som minder mig om side 36, som også meget konkret taler om narrativer omkring transpersoner som hun føler at hun må tage på sig eller leve op til for at blive forstået:

“Jeg siger jeg er født sådan her for at I skal forstå mig.
Jeg siger min sjæl er en kvinde for at I skal forstå mig.
Jeg siger jeg blev født i den forkerte krop for at I skal forstå mig.”

Altså nogle måder at vælge et bestemt sprog som måske er lidt upræcist, men som gør at folk kan nikke og sige “nå ok”.

L: Og som også har at gøre med at appellere til dem der siger: Du har en flot næse.Man går ind i en æstetik som man egentlig ikke orker, fordi det er en rigid definition af hvordan en transkvinde ser ud og føler. Men jeg synes også de næste tre linjer er virkelig gode, fordi de forklarer faktisk hvad problemet er:

(s.36)

Selvom jeg altid har hadet at have været opdraget som en dreng, vil jeg ikke gøre det til en rød tråd i mit liv og en forklaring. Det ville være en underlig trøje at begynde på. Når jeg er hjemme strikker min mor stadig på den orange og gyldne trøje. Lægeværelset skal ikke være den rumklang jeg hører omkring mig når jeg taler om mit liv til mine venner.

Man kan jo virkelig godt forstå den der oplevelse af at behandlingens sted også er et sted som er væk fra livet, og hvis man hele tiden skal gøre livet til årsagen til at man er i behandling, så er man jo altid i behandling.

AM: Det er sådan: “Når jeg hele tiden siger det her, så er det for at I skal forstå det, ikke fordi det nødvendigvis er det det hele skal handle om.”

L: Ja eller fordi det nødvendigvis er rigtigt.

And: Der er også de to sætninger øverst på siden, hvor der står “Fordi I kan tro på det køn min krop blev født med som en slags skæbne, bliver jeg nødt til at genfortælle skæbnen på en ny måde. Jeg vil gerne føle mig hjemme her.” (side 36)

Altså der den her idé om skæbne og forbindelse mellem krop og skæbne som er irriterende og som er hele problemet, men for at kunne få lov til at være her, bliver hun nødt til at gå ind på den præmis og genfortælle den skæbne.

L: Jeg kommer til at tænke på de forventninger, der bliver talt om i bogen. F.eks på side 10:
Jeg er en transkvinde. Jeg er det flygtige kram min onkel giver mig, han afslutter det med en masse klap som om han ryster nogle partikler af sig. Jeg er den udtalelse som min højskoleroomie kom med til vores fælles veninde, han frygtede jeg ville prøve at voldtage ham, mens han sov. Det skete efter jeg havde haft neglelak på til en fest. Jeg er al den nærhed som mænd ikke har villet give mig, fordi jeg havde en citat bøsset aura. Jeg er det nogle forældre frygter, en blindgyde for familiens videreførelse, en dreng som vil gå med kjoler. Jeg er Ole Bole gik i skole med sin søsters røde kjole. Jeg er sangen Blind Date af Drengene Fra Angora, der gør grin med kvinder som har en penis mellem deres ben. Jeg er ad du går med pigefarver. Jeg er haha dine håndled bliver løse når du er fuld. Jeg er jeg kender en sød fyr du skal møde. Jeg er hvorfor er du ikke lige så sjov og festlig som ham jeg kender. Jeg er min fisse ligger langt inde i sjælen. Jeg er heksen, den kedelige type, som ikke sender dickpics.

Det her er en collage af nogle ret forskellige elementer, men det er også et tydeligt portræt af et bredt samtids-Danmark med højskoleroomies og en onkel og en børnesang og drengene fra Angora. Jeg synes den kommer ret godt om forskellige former for problemer der kan være, mange af de her ubehageligheder handler jo om at blive set som en homoseksuel mand og så fra homoseksuel mand til “Blind date af drengene fra angora” og “hvorfor er du ikke lige så sjov og festlig som ham jeg kender”. Altså sen kulørthed på en måde som åbenbart her er i familie med en voldtægtsrisiko, og det synes jeg bare er dejligt at de tekster også er med fordi de virkelig er vrede og kompromisløse, fordi de siger: Det her er 0 procent hjælpsomt.

And: Der er sådan noget manifest-agtigt over det, og det er også vigtigt at se fordi det er en enorm øm bog og åben og venlig bog, og vi taler meget om de her forældre og de har det bare rigtig hyggeligt selvom det også er svært, men det er også en meget politisk og hårdtslående bog.

AM: Jeg tror jeg har haft tilbøjelighed til at vælge de meget varme og bløde og solskinsfyldte steder, men det er meget stærkt med de her kolde vrede grå kollager indimellem og så i lige præcis i det her er der også en af de der spring til noget helt overraskende f..eks. “Jeg er al den nærhed som mænd ikke har villet give mig, fordi jeg havde en citat bøsset aura.“ tænk på hvor vidt det spænder: Al den nærhed. Det er jo netop en aldrig udfoldet nærhed. “Alt det som mænd netop kan gøre hvor de sidder med armen rundt om deres kammerater, det har de ikke villet gøre med mig, fordi jeg var den der – og så kunne det blive misforstået hvis man gjorde sådan med mig, det er en ikke-følt nærhed som jeg har siddet og skullet rumme inden i mig”.

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s