Lea Marie Løppenthins hjemmeside

I blame the seasons
We all have our reasons, I meant

– Aldous Harding

Angående bogen: Sæson

Per: Den er pæn. Meget pæn.

Frank: Altså omslaget? Det siger de alle sammen. Men ja, jeg gik efter pæn. Dansk design, en Finn Juhl farvelægning af en flykabine til SAS fra 1957. Samme år som min mor blev født.

Per: Er kabinen en metafor for Dødens karet? Den, jeg rejser frem og tilbage i?

Frank: Det ved jeg ikke. Det var nok snarere drømmen om flyrejser. Forestillingen om flyrejser som noget smagfuldt, en del af et hvert hjem. Det er jo trods alt et møblement, de sæder.

Per: Rejsen som hjemlig og smagfuld. Ikke Easyjet. Ikke mellemlandinger i lufthavnens glatte ørkner.

Frank: Ja, det er jo en lidt borgerlig drøm.

Per: Er bogen en borgerlig bog?

Frank: Det er i hvert fald en bog, der interesserer sig for hvad det borgerlige består i.

Per: Det var et lidt undvigende svar.

Frank: Ja

Per: –

Frank: Jeg kan måske bedre besvare dit spørgsmål ved at henvise til Queer Eye på Netflix, et makeover-program, jeg kan lide at se. Programmets fem helte besøger hver gang en ny person, der har brug for hjælp til sig selv. Til at indrette sit hjem, sin krop, sin tøjstil, sin hudpleje, sine kostvaner. De hjælper hovedpersonen med at blive sundere, mere velfungerende, mere selvsikker. Med at virke, og virke sammen med sit samfund. Og når jeg ser det program, er jeg altid usikker på, om jeg kan lide den udvikling, hovedpersonen gennemgår, al den opmuntring og nye struktur, eller om bør frygte den bedring. Er deres hjælp i virkeligheden et overgreb, en borgerliggørelse af nogle problemer, som ikke er den enkeltes problem, men samfundets? Hvad er det for nogle ujævnheder, som programmet hjælper med at glatte ud? Og er det per definition mere frigørende, fordi de fem helte er homoseksuelle?

Per: Du gør mig lidt træt.

Frank: Det forstår jeg godt. Jeg mente egentlig at jeg mest var glad for forbedringerne, og på nogle måder også synes den går imod en borgerlighed, fordi det er gennemgående for programmet, at det er i orden at bede om hjælp, ikke bare fra programmets helte, men også de omkringliggende. Men det står ligesom og dirrer for mig.

Per: Hvad har det med Sæson at gøre? Din bog.

Frank: Ja det – det er fordi Sæson er legemliggørelsen af den tvivl. Hvordan kan der hjælpes. Hvordan kan der opretholdes et liv, som ikke gør skade. Som ikke tager noget for givet.

Per: Så mange fysiske love er givet. Hvorfor ikke stole på dem?

Frank: Nu mente jeg måske mere klasse, køn, race, krop.. men også lidt solen og skyerne.

Per: Hæhæhæ ja du elsker at leve af arbejdslegater så du kan gå rundt i byen hele dagen og sanse økonomien og fuglene.

Frank: Ja nemlig. Og jeg tillader mig endda at tro på at dét har en værdi, der transcenderer mine private tilhørsforhold.

Per: Men “Sæson”, det ord. Er det også et spørgsmål om priviligier?

Frank: Det tror jeg. Alle produkternes sæsoner. Også dem der bliver udflydende pga global import og export. Og også tv-seriernes sæsoner. Og menneskene sæsoner. Den melankoli. Johnny Madsens Udenfor sæsonen. Tænk på den sang. Den frihed der kan ligge lige uden for sæsonen.

Per: Jeg ved næsten ingenting om frihed. Tror ikke helt jeg forstår det.

Frank: Nej. Der er nogle ting ved din krop og din historie, som modsætter sig frihed. Men det betyder også, at du er fri af længslen efter frihed.

Per: Ja ja.

 

Udkommer 24. september!

Forudbestil her hvis det er. Ellers vent
https://www.saxo.com/dk/saeson_lea-marie-loeppenthin_indbundet_9788702270242

Jep

I den hede sommer 2016 fik jeg en bestillingsopgave om at skrive en libretto. Vidste ikke hvad det var, men det viste sig at være teksten til en opera. Sådan en (en opera) skulle komponist Matias Vestergård Hansen skrive som sit afgangsprojekt på Klassisk Kons. Han ønskede sig et Agatha Christie-lignende mysterium sat i starten af det 20. århundrede. Og så spurgte jeg om det kunne være på Titanic, og det kunne det godt. Og altså i 2016-heden med Brexit og amerikansk præsident-valgkampagne og indimellm udgivelsen af min bog Marts er bedst om foråret og min bog Panser om efteråret sad jeg så med Titanic og lollede over alle de berømtheder, jeg kunne sende med på skibet, herunder Anna Akhmatova, der i øvrigt kun taler i ægte Anna Akhmatova-digte, Virginia Woolf, der måske egentlig fremstår lidt borgerlig i sammenligning (sorry!!), den daværende amerikanske præsident Taft og frue, familien fra Downton Abbey, Edgar Allan Poes spøgelse (han var allerede død i 1912), og kastratsangeren Domenico Mustafa (som det selvfølgelig var Matias der kendte og fik sendt med), og så en opdagelserejsende, en præst, en bedemand, og en kæk ung mand ved navn Leo, hmmm, ok, men min pointe er::: At denne opera blev opført to gange i januar 2019, jeg var dum nok til at være rejst udenlands men NU findes en optagelse på platformen youtube, og der kan man se hele forestillingen, det er med undertekster, det gjorde jeg i går. Den er instrueret af Natascha Metherell, der også har stået for scenografien, som jeg er meget forelsket i, fra nu af vil jeg altid tænke på havets bølger som opslåede paraplyer. Og al musikken er altså skrevet af Matias og librettoen af mig med altafgørende indspark, ideer og rettelser fra Matias (jeg ville for eksempel aldrig have kunnet finde på alle de middagsretter). Skuespillerne er alle sammen elever på Det Kongelige Danske Musik Konservatorium, hvor det hele i øvrigt blev opført.