nordjyske stifttidende og litteraturdk

Nu vil jeg snart holde op med at lave opslag om anmeldelser, det føles lidt tørt på sådan en blog hvor man kunne skrive alle lange digte om hvad man var sur og glad over, eller lidt om nogle små alger eller krigen, men her er bare lige to henvisninger mere, nemlig en regionalavis og en litteraturblog.

https://nordjyske.dk/plus/saeson-er-en-vidunderligt-drilsk-roman/259ef17b-95bb-433d-bb04-482b844a2111

Anne Skov Thomsen skriver bl.a.: nordjyske

Link til anmeldelse på litteraturdk:
Sæson af Lea Marie Løppenthin

Ditte Engels skriver bl.a.:

Anmeldelse af Sæson i Dagbladenes Bureau

Stiftstidenderne bruger Dagbladenes Bureaus anmeldelser og publicerer dem på tryk løbende, vist ikke på nettet. Her ses et uskarpt billede fra en stifterne og bagefter teksten i sin helhed.

Anmeldelsen er skrevet af Berit Holbek Jensen, hun giver 5 ud af 6 stjerner i karakter.

dagbladenesbureau

Ingen sommer uden vinter

Der trykkes en del bøger, som kaldes romaner, men er let omskrevne beretninger fra det virkelige liv. De er svære at anmelde, for historierne kan jo være nok så vedkommende, og da vi har med levende menneskers skæbne at gøre, er det sin sag at klage over persontegningen eller anfægte sandsynligheden af handlingsforløbet. Men er det så romaner? Ja, måske, for de hævder jo ikke nødvendigvis, at de fortæller sandheden. Jeg synes bare, en roman skal kunne mere end det. Den skal tage det levede stof og gøre det til kunst. Lægge flere lag ind. Give os musik i sproget. Overraske.
Det kan Lea Marie Løppenthin! Jubii! Hendes nye roman, ”Sæson”, er et eksempel på det, jeg vil kalde for kunst – nemlig et værk, der tager dig ved hånden og fører dig ind i en verden, som i første omgang er overraskende ukendt og måske gådefuld, men langsomt åbner sig og lader dig se med nye øjne.
Jeg-fortælleren, Frank, er en kvinde i 30’erne, der allerede som lille pige føder en græshoppe ud af sin venstre øregang. ”De fleste kan nok forstå, at vi blev mere legekammerater end mor og datter. Jeg var jo kun otte, muligvis var Per allerede ældre. Hun talte årene på sin egen måde,” lyder det.
Per er en forkortelse af Persefone, som, ifølge græsk mytologi, var høstgudinden Demeters datter. En dag, da Persefone går og plukker blomster på en mark, bliver hun, ifølge myten, kidnappet. Demeter leder og leder og finder til sidst ud af, at Persefone er i dødsriget, hvor hun er blevet gift med Hades. Det lykkes Demeter at få Persefone tilbage igen, men en tredjedel af året må hun tilbage til Hades, og i den periode er der ingen afgrøder på markerne.
Da Frank som teenager første gang mister Per, bliver der også koldt både inden i og rundt om den unge pige. ”Vinteren kendte alle jo, så det var bare den, jeg udvidede i alle retninger. (…) Grisene døde, køerne døde, hønsene døde, hveden, rugen og spelten døde, telefonnettet brød sammen, internettet brød sammen, træerne visnede og knækkede, og vindmøllerne stod helt, helt stille.”
Franks liv bliver som Demeters en vekslen mellem lyset og mørket, varmen og kulden, mellem eufori og dyb tristhed. Og ja, der findes en lægelig term. Bipolar. Faktisk findes der vist diagnoser for de fleste menneskelige tilstande. Ligesom der også fandtes lidelser, der blev til stor kunst, før Freud opfandt neurosen. I dag har vi travlt med at klamre os til normaliteten og behandle alt, der stikker af fra den. Men livet kan ikke altid leves lineært, og det vidste de gamle grækere. Derfor skabte de nogle guder, der kunne grine og græde og elske og hade præcis som mennesker, og jeg er vild med, hvordan Lea Marie Løppenthin skriver det stof, myter er gjort af, ind i en dansk kvindes liv år 2019.
Det er kun seks år siden, Løppenthin debuterede fra Forfatterskolen, og ”Sæson” er hendes anden roman. Den første, ”Panser”, kom i 2016, og i 2017 fik hun Statens treårige arbejdslegat. De penge er godt givet ud.

Anmeldelse af Sæson i Littuna

Hans Peter Madsen, Littuna, 14.9.2019:

“Livet og familien er et sted i konstant forandring, især når begge ens forældre har været gift tre eller flere gange, og man selv har født en græshoppedatter, men med den rette tilpasningsevne kan det være en god ting. Det er bemærkelsesværdigt, at mens mange forfattere for tiden har travlt med at bebrejde deres forældres generation for at ødelægge myten om den eneste ene og egoistisk fokusere på egne forelskelsesbehov, er den ultimativt sammensatte familie hos Løppenthin først og fremmest en kilde til værdsættelse af den omsorg, der ligger i at kunne have en “Mor2, det vil sige min fars tredje ekskone, som i dag er endnu en mor, jeg har”.”

Hele anmeldelsen:

Kærlighedens digter

 

 

 

 

Anmeldelser af Sæson indtil videre

Jyllands-Posten 19.10, Nicklas Freisleben Lund:

“En tydelig ambition i og kvalitet ved ”Sæson” er sansningen af de forskellige steder og deres tilstande. Tag f.eks. det begejstret-naive blik på expat-opvæksten i Bangladesh (”Tjenestefolkene var søde. Kokken Sylvester lavede chokoladekage med et sommerfuglemønster strøet på i flormelis”), der mikses med en snigende bevidsthed om en mindre eventyrlig virkelighed. F.eks. via beskrivelsen af de fatale oversvømmelser, der rammer landet: ”Men vi gik ikke i de oversvømmede områder og kunne ikke dø […] Vi var så lette, så blege, at det næsten var, som om vi var digitale”.
Det er blot nogle af ”Sæson”s mange, gode sætninger – få kan skrive med samme vekselvirkning mellem sødme, humor, skønhed, skødesløshed og hårdhed som Løppenthin.”

Hele anmeldelsen:
https://jyllands-posten.dk/premium/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE11684127/faa-skriver-saa-gode-saetninger-som-lea-marie-loeppenthin/

Politiken 6.10, Lilian Munk Rösing:

“Med græshoppedatteren fortælles historien om en sorg og et savn, men også om at kunne overskride menneskemåder at være i verden på. Per kommer på besøg i Rue des Glands med sine tusind græshoppebørn (avlet med Døden) som en euforisk sværm: »De spiste af sofaerne, væltede potteplanter, de tog ud i byen med mit dankort og kom hjem med dyre og spraglede kjoler til mig. I Rue des Glands sidder Frank og skriver: »transcenderede mig selv og blev funktion, blev hybenbusk, blev bjørneklo, blev myre. Skrive skrive skrive som jeg altid har gjort, fra jeg var en meget lille Frank«. »Det var min flugtlinje«. Ordet ’flugtlinje’ klinger af de franske filosoffer Deleuze og Guattari, der søger ’flugtlinjer’ ud af den alt-for-menneskelige eksistensform, og det er sådanne overskridelser, græshoppemoderen fremskriver, når hun bliver til sværm, bliver til plante, bliver til insekt. [..] Jeg er kommet til at citere meget i denne anmeldelse, og egentlig har jeg ikke lyst til andet end at citere – der er i Løppenthins skrift et fantastisk drive, som river læseren med fra første stavelse. Det ældgamle mytiske legeres med det tidstypiske og autofiktive, det politiske med det poetiske, det rockede med det episke, det euforiske med det depressive, og man har lyst til intet andet end at følge skriftens flugtlinje.”

Hele anmeldelsen:
https://politiken.dk/kultur/boger/boganmeldelser/skonlitteratur_boger/art7419133/Digter-skriver-uimodst%C3%A5elig-roman-om-bipolar-lidelse-og-en-guddommelig-gr%C3%A6shoppe

Weekendavisen 27.9, Klaus Rothstein:

“Hvis man kan sit græske stof, eller hvis man læser på lektien, vil man opdage forbindelseslinjerne mellem myte og roman, men Lea Marie Løppenthins er hverken kustode eller kurator i en museal verden, hun er en frit fabulerende forfatter, og ikke for fin til at lade Frank placere sig selv og Per udenfor den klassiske mytologi, nemlig i moderne svensk børnelitteratur: ”Et par fra litteraturhistorien, jeg kan finde på at sammenligne os med, er Peddersen og Findus.””

Hele anmeldelsen:
https://www.weekendavisen.dk/2019-39/boeger/oeresvangerskabet

Hele anmeldelsen gratis og med mine bitre kommentarer i kommentarsporet:

Øresvangerskabet

Information den 27. 9, Nanna Goul:

“Lea Marie Løppenthin (f. 1987) debuterede som digter med den vidunderlige digtsamling (og titel! Og omslag!) Nervernes adresse i 2014, og selv om hun både har skrevet digte (Marts er bedst, 2016) og prosa (Panser, roman, 2016) siden, er det svært for mig at tænke Løppenthin som forfatter. Hun er mest af alt bare digter! En digter kan sagtens skrive romaner, uden problemer, men for mig at se sker det for Løppenthin fra poesiens ståsted. Lea Marie Løppenthins sprog tager ligesom ikke imod diktat fra en eller anden plotmester, Sproget blomstrer i sin egen have, snublende, det myldrer ud over siderne i forskellige retninger, det får nye ideer, indfald, det morer sig – med sig selv og verden og sanser ting, der måske ikke ligger lige for.”

Hele anmeldelsen:
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/09/lea-marie-loeppenthin-insisterer-paa-myterne-stadig-findes

*

Forfatter og billedkunstner Kasper Bonnén har skrevet et dejligt essay om bogen på sin facebook-profil, hvor der blandt andet står:

“…Når hovedpersonen føder en græshoppe bliver den noget der eksisterer, en væren mellem personen og verden, et mellemværende mellem Frank og livet. Hun har brug for den eksistens, dette mellemværende til at binde sig selv sammen med omgivelserne og samfundet. Hun etablerer de her mellemværender på mange måder. I begyndelsen af bogen kommer hun til at passe en hund, som hun forsøger at få til at tale ved at gnide bjørnegalde ind bag dens øre, men det er som om hele livet gælder om at danne de her mellemværender.Og meget af skriften beskriver verden som om den er en slags substans der hele tiden skal gives form. For at den kan blive et mellemværende for forfatteren, eller en væren for Frank.Det bogen gør sig mest umage med er at beskrive enkelte hændelse og små begivenheder, der i al deres almindelighed beskriver en særlige oplevelse af verden. De stor metalag, myten, sygdommen, døden, livet, kriserne undersøges samtidig med at de også af-skrives; det er i det daglige at verden findes og leves, det er i detaljen og i praksis at symbolerne viser sig, hvordan Frank går rundt i en by og prøver frakker, hvordan frakkerne bliver først et skjold, men så bliver netop det skjold som gør at byen kan tages på, på den måde blive verden for Frank skabt i små ritualer. Ritualer som når jeg læser, ikke opleves som en afvigende tilstand, men som den eneste meningsskabende tilstand i en verden der vel kun kan opfattes som noget der skal samles.”

Hele teksten:

*

Men altså, det vigtigste er stadig at høre playlisten:

 

 

 

Pers interview med Frank

Angående bogen: Sæson

Per: Den er pæn. Meget pæn.

Frank: Altså omslaget? Det siger de alle sammen. Men ja, jeg gik efter pæn. Dansk design, en Finn Juhl farvelægning af en flykabine til SAS fra 1957. Samme år som min mor blev født.

Per: Er kabinen en metafor for Dødens karet? Den, jeg rejser frem og tilbage i?

Frank: Det ved jeg ikke. Det var nok snarere drømmen om flyrejser. Forestillingen om flyrejser som noget smagfuldt, en del af et hvert hjem. Det er jo trods alt et møblement, de sæder.

Per: Rejsen som hjemlig og smagfuld. Ikke Easyjet. Ikke mellemlandinger i lufthavnens glatte ørkner.

Frank: Ja, det er jo en lidt borgerlig drøm.

Per: Er bogen en borgerlig bog?

Frank: Det er i hvert fald en bog, der interesserer sig for hvad det borgerlige består i.

Per: Det var et lidt undvigende svar.

Frank: Ja

Per: –

Frank: Jeg kan måske bedre besvare dit spørgsmål ved at henvise til Queer Eye på Netflix, et makeover-program, jeg kan lide at se. Programmets fem helte besøger hver gang en ny person, der har brug for hjælp til sig selv. Til at indrette sit hjem, sin krop, sin tøjstil, sin hudpleje, sine kostvaner. De hjælper hovedpersonen med at blive sundere, mere velfungerende, mere selvsikker. Med at virke, og virke sammen med sit samfund. Og når jeg ser det program, er jeg altid usikker på, om jeg kan lide den udvikling, hovedpersonen gennemgår, al den opmuntring og nye struktur, eller om bør frygte den bedring. Er deres hjælp i virkeligheden et overgreb, en borgerliggørelse af nogle problemer, som ikke er den enkeltes problem, men samfundets? Hvad er det for nogle ujævnheder, som programmet hjælper med at glatte ud? Og er det per definition mere frigørende, fordi de fem helte er homoseksuelle?

Per: Du gør mig lidt træt.

Frank: Det forstår jeg godt. Jeg mente egentlig at jeg mest var glad for forbedringerne, og på nogle måder også synes den går imod en borgerlighed, fordi det er gennemgående for programmet, at det er i orden at bede om hjælp, ikke bare fra programmets helte, men også de omkringliggende. Men det står ligesom og dirrer for mig.

Per: Hvad har det med Sæson at gøre? Din bog.

Frank: Ja det – det er fordi Sæson er legemliggørelsen af den tvivl. Hvordan kan der hjælpes. Hvordan kan der opretholdes et liv, som ikke gør skade. Som ikke tager noget for givet.

Per: Så mange fysiske love er givet. Hvorfor ikke stole på dem?

Frank: Nu mente jeg måske mere klasse, køn, race, krop.. men også lidt solen og skyerne.

Per: Hæhæhæ ja du elsker at leve af arbejdslegater så du kan gå rundt i byen hele dagen og sanse økonomien og fuglene.

Frank: Ja nemlig. Og jeg tillader mig endda at tro på at dét har en værdi, der transcenderer mine private tilhørsforhold.

Per: Men “Sæson”, det ord. Er det også et spørgsmål om priviligier?

Frank: Det tror jeg. Alle produkternes sæsoner. Også dem der bliver udflydende pga global import og export. Og også tv-seriernes sæsoner. Og menneskene sæsoner. Den melankoli. Johnny Madsens Udenfor sæsonen. Tænk på den sang. Den frihed der kan ligge lige uden for sæsonen.

Per: Jeg ved næsten ingenting om frihed. Tror ikke helt jeg forstår det.

Frank: Nej. Der er nogle ting ved din krop og din historie, som modsætter sig frihed. Men det betyder også, at du er fri af længslen efter frihed.

Per: Ja ja.

IMG_4478