Lea Marie Løppenthins hjemmeside

Tilstede: AM Løppenthin, And Løppenthin og L. Løppenthin

Den 23.2.2020  læste vi Gry Stokkendahl Dalgas’ bog Herfra vil jeg begynde at tale, disse ord kan finde vej. Bogen udkom den 22.11.2019 på forlaget OVBIDAT. Den har fået gode anmeldelser, men vi ønsker at blive ved med at tale om bogen, for vi elsker bogen meget højt, og vi oplever at den kaster ny betydning af sig ved hver gennemlæsning.  

Vi skiftedes til at vælge steder i bogen at læse op og tale om, og nogle gange talte vi om andre perspektiver og større, bredere emner. 

 

Du kan finde hele bogen på pdf her: http://ovbidat.blogspot.com/p/fil-bibliotek.html

Vi begyndte med side 7.

(Side 7:)
Gertrude Stein skrev, om dengang hun så at hendes barndomshjem var blevet ryddet, there is no there there. Jeg har svært ved at skrive om min barndom, det er ikke længere min biografi , det er en andens. Det er drengens. Jeg kan huske fodboldbanerne og skovene, rødderne hen over stierne. Myretuerne hvor idrætslæreren talte om militærets disciplin, samarbejde. De mange nye huse ved golfbanen, nu på turen hen til supermarkedet. Så er der intet der der. Ingen sammenligning. Jeg vinker farvel her. Jeg venter på et nyt kapitel.

Min far siger:
Et æble falder ikke langt fra stammen, med mindre man kaster det.

L: Grunden til at jeg ville starte med det her er, selvfølgelig af mange grunde, men blandt andet synes jeg at det forhold til naturen der er i bogen er ret spændende, der er sådan en vild stor kærlighed til naturen og et vildt stort had til den måde naturen bliver på fortolket på, f.eks. når idrætslæreren taler om militærets disciplin, der lyder det som om at han, idrætslæreren, som jeg så bare går ud fra er en han, har peget på myretuerne og sagt: Se dem, de er ligesom forsvaret. Der er mange små opgør med naturen, steder hvor der bliver sagt: Naturen kan være mange ting. Så når faren bliver citeret for at sige: “Et æble falder ikke langt fra stammen, med mindre at man kaster det”, så synes jeg det er rørende på flere planer fordi på den ene siden er faren med til at sige: “Mennesker kan påvirke naturen, man kan gøre ting så nogle naturlige kredsløb ændrer sig”, men samtidig er det en far der siger det, og hele metaforen handler om forældre og børn ik?

And: Ja det er rigtigt… og hvem er det, der kaster det?

L: Ja der er bare sådan et “man”

AM: Det er en utroligt stærk sætning, og faren har sandsynligvis sagt det længe før han ved, hvor Gry er på vej hen, ik? Og Gry oplever måske selv at være det der æble som på en måde ligger tæt ved stammen men alle mulige ting i hendes egen natur gør at hun alligevel bliver kastet langt væk.

And: Jeg tænker også bare at i det der normale udtryk “æblet falder ikke langt fra stammen” er der sådan nul bevægelse eller handlekraft fra træet eller æblet, det er bare sådan lidt: ting sker, på en eller anden måde. Her er der nogen der gør noget, et eller andet “man”.

AM: Nu ved jeg ikke om det er tilfældigt, men selve talemåden siger jo normalt “æblet” og ikke “et æble”, men jeg synes det er en meget fortættet og stærk passage.

And: Jeg har egentlig ikke tænkt over at der var sådan et had til naturen når jeg læste den

AM: Et had til naturen?

And: Var det ikke det du sagde, Lea.

L: Nej jeg sagde der var et had til bestemte fortolkninger af naturen, at der er sådan bestemte regler for samfundet der siger: “Det her er naturligt”, eller, der kan også blive brugt nogle andre ord, men ideen om at “det her er ligesom ufravigeligt”, men så søger stemmen i bogen ligesom hele tiden hen imod naturen, og finder steder hvor der sker noget andet. Men det er også rigtig spændende den der sætning med “there is no there there” fordi –  jeg kender ik den kontekst som Gertrude Stein skriver ud fra – men det lyder jo som om at et “there” er et sted man kan være indeni, så jeg kommer til at forstå det som om at det med at “there is no there there” , eller “der er intet der der” så er det fordi der ikke er nogen fleksibilitet i det landskab, det er ligesom låst, Gry-jeget kan ikke gå ind i det igen og opholde sig i det, men det er bare en ret vild måde at tænke det på, at så er det ikke længere et “der”.

And: Stemmen siger “der er ikke noget “der”, det er drengens, det er en andens biografi” men alligevel bliver der fremhævet noget som jeg synes virker meget mættet, mindebilleder, så det er måske også en spændende ambivalens eller dobbelthed: Der er de her minder, som jeg kan mærke, men som er fremmedgørende eller fremmedgjort.

L: Men det er rigtigt nok at f.eks. der hvor der står “rødderne hen over stierne”, det kommer til at lyde meget smukt, og også dejligt, som om rødder ikke altid er noget der er nede under jorden, men kan løbe oppe langs jordens overflade, så jeg tror da helt klart det er rigtigt at der er en ambivalens, der er jo også mange andre minder i bogen.

AM: Hun kan jo også godt lide, altså, selvom hun .. ej det vil jeg hellere komme tilbage til næste gang jeg siger noget.

And: Men måske er det også sjovt at snakke om et andet tidspunkt hvor der er æble.

L: 
JA!

AM: Nåhr ja, dét æble!

L: Bekymringsæblet

(s. 53)

Min far og jeg har denne ting sammen, vi taler om bekymringens natur og vi kan være kloge sammen om det. Specielt med min fars metafor, han fik den fra en drøm: Enhver bekymring er et meget meget stort æble som man bærer rundt på på ryggen. Ufatteligt tungt. Det er svært at gå eller rette ryggen op, og jeg spørger hvad kan man så gøre? Man deler æblet ud i bidder til dem man holder af, så de kan bære noget af tyngden for én. Bekymringer kan altid bruge hjælp og blive mindre. Min far og jeg er enige om metaforens svaghed, den går i stykker hvis ens venner vil spise det æblestykke de har fået. Det ville ikke være sundt. Det spiselige ved æbler går desværre ind og gør det hele meget kompliceret. Et bekymringsæble bliver nødt til at være uspiseligt, ellers kan det billede ikke hjælpe og trøste os og dem vi kender.

And: Det er et selvfølgelig et helt andet slags æble end det der var før, men alligevel er der et æble her og der er noget som også handler om den her far –

AM: Jeg tror den far er så sød

And: Ja –

AM: Jeg synes det er rigtig rigtig godt også den del, netop at hun gider tage den her æblemetafor ind som er kompliceret og ikke sådan rigtig brugbar. I stedet for bare at tænke: “Ej, det der det kan man jo ik.”

And: Men jeg kommer også til at tænke på om det er så ubrugbart, den del af det med at man kan komme til at spise æblet, at det er sådan også er at dele tingene, det er noget man kan gøre, man kan dele en vægt og en byrde, men man kan også komme til at risikere at spise den hvis man er uopmærksom eller hvis man glemmer at æblet faktisk er uspiseligt.

L: Ja eller så har man spist det og så bliver det pludselig omsat i ens eget system som noget der er giftigt fordi det er et traume f.eks. eller noget vildt ubehageligt.

AM: Men man kan jo også bare forhekse det og sige: “Jeg uskadeliggør dig ved at spise dig”

And: Ja

L: Ja det så smart !

AM: Man kunne sige: “Det her æble det gør ondt at bære på men jeg tør, fordi vi er flere om det, så tør jeg at tage et stykke af dig og så bliver du lavet om til noget som kan hjælpe mig.”

And: Men det som den her tænkning eller historie også gør er at den virker måske i sig selv som æblet, måske er det en måde at sidde og tale sammen med nogen om de her bekymringer eller de her ting der er svære og hårde, og så opfinde den her historie eller metafor, som er lidt mærkelig og lidt forkert og lidt upræcis og lidt præcis men er en måde at adressere de her bekymringer, og det hjælper ikke nødvendigvis altid bare at tale om det, men vi bliver nødt til at opfinde den her lignelse til at kunne sige et eller andet . Den kønsdysfori som måske er bogens allerstørste bekymring giver bogen ikke udtryk for bare kan blive spist eller bare kan blive delt ud i æbleskiver, så der er måske nødt til at være sådan en lidt fjollet hyggelig metafor som kan anerkende at der er den her fuckethed.

L: Men der er noget ved bekymringsæblet som minder ret meget om David Bowie fordi det også er et fællesskab som Gry og faren har. Der er måske noget vigtigt over at på side 37 hvor det handler om David Bowie og farens metafor-brug om David Bowie, at det kommer lige efter lave mad og affaldssortere og så noget.

[Side 37:]

Mine forældre får sent fri, jeg skal lave middag, omsorgen i det praktiske, kartoflerne, kruspersille og citronen. Jeg rengør kyllingen, tager indmadsposen ud, kråse, hjerte, hals, lever. Jeg skal ikke lave sovs eller fond, jeg skal fortælle en historie, min. Jeg klipper posen op, hælder indmaden i kompostspanden. Affaldssorterer. Efter maden hører vi lidt David Bowie. Når jeg snakker om køn og seksualitet med min far, nævner han altid David Bowie og hvordan han så sig selv i David Bowie, og hvordan det gjorde det nemmere for ham at være ung, være en som kunne lide at føre sig lidt frem og have let til tårer. Min far er min far lige nu, men jeg tænker følsom fyr Ringkjøbing, jeg tænker på den store medfølelse, det må have været svært ligesom det har været svært for mig.

L: Der er sådan en virkelig sød solidaritet med faren både ift æblet og Bowie fordi der er også en afstand, altså når der bliver talt om det de har sammen så er der også i teksten et blik på faren som også er sådan “ du er en anden end mig, du er min forælder, du kommer ikke til at forstå alt ved mig” men man kan ligesom følges og tænke ok: “Det her kan vi bære sammen.”

And: Den næste linje synes jeg også underbygger det endnu mere:

“Jeg kan blive helt rolig af at tænke på David Bowie som et næsten evigt idol for alle dem som føler sig alene uden for det almindelige og som også gerne vil feste til nogle gode sange.”

På den ene side er det enormt kærligt og ømt men også drillende.

AM: Det er også sådan en overbærenhed, sådan ok, så hviler vi lige lidt

And: Det her Gry-jeg er ikke bare “en som føler sig alene udenfor det almindelige og som også gerne vil feste til nogle gode sange” samtidig med at hun også er det, men der er en lethed i at beskrive det sådan.

L: Der er ikke nogle tegn på at faren er transkønnet, men bare på forskellige måder kan have været usikker men til gengæld fører det der fællesskab med Bowie også over i det her globale fællesskab omkring andre typer transkønnede, på samme side.

AM: Det er en fantastisk fin leksikalitet!

L:

(Side 37:)

Jeg er på Wikipedia, læser om alle køn der findes uden for mand og
kvinde, det hus, det europæiske kristne hus som mand og kvinde er.

De indianske samfunds åbenhed for two-spirited personer findes.
Kathoeyerne i Thailand findes.
De mexicanske muxe findes.
Fa’afafi nerne på Samoa, familiens beskyttere og plejere findes.
Māhūerne på Tahiti som dansede og sang deres folks historier findes.
Bugisfolket i Indonesien og deres fem forskellige køn findes.
De selvgjorte eunukker i det antikke Grækenland findes.
Ambo-stammen i Angola med deres transkønnede præster findes.
Mukhannathunnerne i det gamle Arabien findes.
Hijraerne i Indien med deres fælles sprog og beskyttende ritualer findes.

L: Måske kan der være en type fællesskab omkring Bowie og det her “at føle sig lidt alene” som er god for familien, men så kan man også gå på Wikipedia og så kan man se en global og tværhistorisk forbindelse som som er en helt andet end spørgsmålet om sådan rockmusik.

And: Ja og det punkt der med et onlinefællesskab og vejen ind i en anden verden fylder meget mange steder – med de her breve som hun skriver til personer, der er en ret dejlig linje lidt tidligt:

“Det var roligt at sidde på et internetforum i min ungdom, hedde Christina og blive behandlet som en Christina, alle var søde mod mig, ingen bullshit intet ansigt. Ingen kan fange os i skriften, pege vores næser ud.”[side 27]

L: Ja og det henviser også til et andet sted omkring næser:

“Det næste jeg vil sige går ud til den af mine venner som sagde I transkvinder er altid så smukke, så særlige, der sker noget unikt når det maskuline møder det feminine. Og jeg elsker din næse! Den er så speciel! Små og elegante næser er så almindelige og kedelige! Citat slut.”[side 30]

AM: Ja det er virkelig ubetænksomt

L: På samme side står der også:

“Jeg bliver nødt til at være naiv, fordi det naive betyder det nyfødte, det nyfødte ved aldrig noget om verden, det græder og smiler kun over sig selv. Nogen kan finde på at nive det naive i kinden, kalde det nuttet og mene magtesløs.”

Så der er også en viden om at i internetforummet er der en slags naivitet og den er god og sval, men den har også nogle begrænsninger.

And: Der er også noget med det her “kalde det nuttet og mene magtesløs” minder også om det der sker med vennen der siger “jeg elsker din næse, den er så speciel” , måske kalde næsen speciel og mene mærkelig, sådan: Jeg vil gerne vise min kærlighed men jeg vil også gerne fremhæve at jeg synes du er mærkelig eller stikker ud eller er forkert.

AM: Det minder mig om noget andet, jeg har tænkt meget på – hvis man gerne må tale om noget, det minder en om?

And: Ja, sådan en perspektivering

AM: Nilgün, som Lea kender lidt, men som du ikke kender Andreas, jo du har lige mødt hende, som jeg holder rigtig meget af, hun kæmper en af sine kampe med dét at hun synes det er vigtigt at turde stå frem uden at maskere sig eller gøre sig smukkere eller mere “normal” end hun er, alligevel gør hun det tit, fordi hun synes det er ekstremt hårdt at mærke eller blive set på som noget særligt, fordi hun har et meget meget stort landkortsformet-modermærke i ansigtet og så en gang imellem så viser hun det frem og så kommer der sådan alle mulige likes og sådan: “Ej hvor er du bare sød og sej og dejlig”, og så: “bare på en eller anden måde sådan rigtig badass” var der en eller anden garanteret rigtig velmenende ven der skrev og så tænkte jeg at det er virkelig så noget der beviser at den kamp bare bliver ved og ved og ved.

And: Det handler også om hvordan man forstår tolerance, at man ved at melde ud at man “tolererer noget” også kommer til italesætte at nogen bør bede om at blive tolereret.

AM: Men nu jeg vil godt springe hen til side 8, som også handler om et besøg hjemme hos faren og moren, fordi faren har så meget med at vise ting frem som appellerer til ømhed eller undren:

(Side 8:)

Min far viser mig ligusterlarven i hækken, smaragdgrøn eller ækel. Han viser mig viben henne over marken. De sorthvide glimt. Jeg drømmer om børn, har altid drømt, har altid haft en håndfuld af navne til dem: Gaia, Storm, Lise, Karl, Jens Emil.

Jeg vil have en søn, spille fodbold med ham på græsplænen, købe en svømmingpool, den skal gøre ham grinende og græsset gult.

Jeg vil aldrig kunne føde en som har min smerte.Det føles lykkeligt, næsten.
Jeg vil kunne klare et job en dag, så jeg kan købe gaver.
Nu hvor jeg har set Sophie, ved jeg at jeg kan give mine venner en veninde.

AM: Det her digt springer så fascinerende synes jeg, næsten hårnåleagtigt i sin tangentbevægelse hele tiden, først farens blik på små undere i naturen, og så kommer Gry til at tænke på børn og så – det her skal ikke minde om noget af det vi lige snakkede om før, men – så bliver hun pludselig netop sådan lidt badass: “Jeg vil spille fodbold med min søn på græsplænen, jeg vil købe en swimming pool”, det synes jeg også er virkelig dejligt, sådan: “Tag lige den, det vil jeg gerne”

L: Det er virkelig nogle store planer.

AM: “Det vil jeg gerne og sådan en rigtig ulækker swimmingpool hvor kloren farver græsset gult”, og drengen bliver rigtig glad, ik. Og så tænker hun videre sådan: “jamen i min situation kommer jeg aldrig til at kunne føde – gud, fedt, det er bare godt, jeg vil aldrig kunne føde en som skal have den smerte jeg har haft”, og så springer hun videre og siger: “Jeg vil være fri, jeg vil have råderum, frihed og  penge så jeg kan gøre andre glade, og forresten ja, jeg vil også kunne være en veninde” – Jeg synes det er næsten som viben , det flyver sådan fra det ene glimt hun får øje på til det andet, så det her lille korte digt, det elsker jeg rigtig meget.

And: Noget som jeg synes er meget i bogen er sådan en form for eufori , måske ikke ligefrem, men glæde, optimisme eller drøm og så depression og ulykke, og hvordan begge de følelser eksisterer ved siden af hinanden ret meget hele tiden

AM: Det er er såden optursdag, hun kan stadigvæk huske alt det der gør ondt, men hun har energi, så hun kan hele tiden tænke: “Det vil jeg også, og det vil jeg også, og det bliver muligt, jeg ved det skal blive muligt.”

And. I øvrigt dejligt at der står “svømmingpool”.

AM: Ja det er så godt ! Det læste jeg forkerte, jeg læste det som “swimmingpool”.

L: Men jeg har det lidt som om der måske menes et svømmebassin eller hvad? Tænker bare sådan købe en swimmingpool er jo virkelig noget med at grave ned i haven og så noget, men om det er et soppebassin?

AM: Ja, det kan godt være.

L: Men begge dele er meget stort og stædigt.

AM: Det er måske bare til mens drengen er ret lille, men, jeg elsker det. Jeg har lidt lyst til med det samme at hoppe hen til et andet sted som jeg elsker på lidt samme måde og det er side 42:

Bonnie, min Bonnie er du over havet
imellem mig og dig? ja du
løber rundt på græsset i sol
op ad bakkerne jeg vil ikke længere
gemme det væk, ja du rører mig ind i tårerne
og du siger med din glædefart
It’s not meant to be a strife
It’s not meant to
be a struggle uphill
Bonnie, min Bonnie er du ovre
i solbærbuskene, rumsterende rundt
efter æbler? ja det er du!
hvad ser du når du ser ind i mine øjne

AM: jeg synes det er så stærkt og så grænseløst kærligt, det synes jeg er en af Grys teksters meget originale styrker, den der grænseløse kærlighed til hendes hund eller hunde, jeg kan ikke huske sådan i historikken om Bonnie lever stadigvæk eller om Bonnie måske er død, og det er det, der ligger lidt i oden her.

And: Er det en hund?

L: Ja det er en hund, jeg tror det er forældrenes hund.

AM: Men ja, så det er den, der er der stadigvæk

L: Jeg tror bare det er sådan : “Er du ovre i solbærbuskene, rumsterende rundt efter æbler, ja det er du!” Der er bare sådan en glæde og længsel efter den hund.

AM: Og så er der selvfølgelig med allegorien til My Bonnie is over the ocean , og så fint konstrueret med den der lette tunge i kinden med my Bonnie is over the ocean, men min Bonnie er ovre i solbærbusken, “og du har mig så meget, men hvad med dig egentlig?” Også den der undren over dyre-psyken. Hvad med dig, egentlig, hvordan elsker du mig ?

And: Der er noget simplere, en enkel kærlighed eller glæde, i forhold til nogle andre relationer der er, hvor der bliver sagt noget som er ment sødt men i virkeligheden er sårende.

AM: Ja på den måde er forholdet til Bonnie mindre kompliceret.

And: Men ikke at det gør det mindre stærkt.

AM: Det synes jeg også er meget karakteristisk for mange af digtene, det der lette spring til en anden undren, først er det bare hyldesten, kærligheds-oden til Bonnie og så kommer til sidst det der “jamen hvad med dig egentlig, ikke fordi det skal ødelægge min kærlighed til dig at jeg ikke kan vide hvordan det er med dig, men hvordan mon det egentlig er.”

And: Nu har vi selvfølgelig snakket meget om den her far, men lige på den foregående side er der den stærkeste eller måske mest alvorlige eller bare et rigtig dejligt sted med den her far som italesætter også mere direkte den her ømhed og forståelse og ikke-forståelse.

(side 41:)

Far, du sidder i sofaen, en flåt bed dig for et år siden, du har brug for at slappe af. På græsset i solen løber jeres hund rundt, hvad betyder det for dig? Far, du er ikke den fader som sidder i mig og bestemmer at jeg ikke må græde. Han sætter skam på hver tåre, jeg vil gerne se ham i øjnene en dag. Jeg bliver så lykkelig hver gang du græder til X-factor eller Voice Junior. Vi ser nogle unge mennesker komme tættere på deres drømme. Jeg vil gerne blive ved med at gøre det ok så du også kan være her uden skam. Jeg vil gerne blive ved med at hente te og kager til os alle de søndage hvor jeg er hjemme på besøg. Du har set mig hjemme i depressionen, hvad betød det for dig? Jeg har stadig sorte halvmåner til verden under mine øjne. Du prøvede at hjælpe mig med en som du kendte, din healer. Jeg har citater i mit hjerte: Du har en blomst af lys inde i dig, en iris. Healeren har sagt at guld og sølv drysser ned over mig når han ser mig med lukkede øjne. Jeg har ventetiden som et hav foran mig. Det ved du ikke endnu. Jeg har lænet mit hoved mod køleskabet og grædt over denne dumme verden vi deler. Vi har snakket om politik. Jeg har så meget at miste, dig og mor har den bedste hund.

And: Det har en forbindelse til de andre tidspunkter vi har talt om i den her relation til faren. Og det der er flot her er at den følelse af at faren kan forstå og være der og samtidig overhovedet ikke, ikke at kunne forstå det specifikke eller ikke vide hvad det specifikke om kønsdysfori, men alligevel kan forsøge at være der ved at snakke om healeren.

AM: Hun er eminent til at beskrive sin ømhed over for forældrene, fordi det også er forbundet med en angst for at såre dem, som også er forbundet med en angst for at miste dem.

And: Det der med “far, du er ikke den fader”, at der ligesom er en idé om hvordan nogle forældre vil reagere , men også godt vide, at sådan er de her forældre ikke.

L: Ja men samtidig kan der stadig godt være en fader som sidder der alligevel som er sådan et patriarkat f.eks.

AM: Selvom faren ikke er en arketype af den slags far, kan den arketype godt være der alligevel. Og her er der også undren: Noget jeg ikke ved om hvad du synes.

L: Måske er der også lidt et sammenfald med “hvad betød det for dig” og spørgsmålet til Bonnie fordi, det kan godt være det ikke er et tabu for dem at snakke om depressionen, men det kan også godt være det bare er for svært at forklare , man kan stille spørgsmål til dyr som de ikke kan besvare, men man kan måske også godt formulere nogle spørgsmål til mennesker som de ikke kan besvare.

And: Og her kommer bekymringsæblet ind, det er sådan en analogi hvor vi kan tale om det uden at adressere det på en specielt opklarende måde men som måske er lidt dejlig alligevel.

L: Ja og så kommer healeren ind.

AM: Som også giver sådan en lille smule smil over faren, ik. Men også rørelse over at faren har sagt, du skal prøve den her healer, og så er healeren måske en lille smule ufrivilligt morsom.

L: Men det synes jeg også ligger rigtigt meget i det her: “Jeg har lænet mit hoved mod køleskabet, og grædt over denne dumme verden vi deler” som jeg tænker er vildt vigtigt når man beskriver desperation og alle mulige slags angst, at det frygtelige er jo at al den desperation og angst og depression man føler jo stadigvæk er i verden blandt alle ens åndssvage hverdagsting såsom et køleskab.  Der er jo hele tiden noget hverdagsligt og ikke katastrofe-agtigt ved at være et dårligt sted og det er også noget af det svære tænker jeg.

AM: Som også har nogle gode ting.

L: Ja, det er jo også en lindring når der står “jeg bliver så lykkelig hver gang du græder til X-factor eller Voice Junior” det er dejligt at der kan være den gråd som er en rørelse over nogle unge mennesker i en sangkonkurrence . Selvfølgelig er det også godt, jeg mente bare at jeg tror det er vigtigt at de kommer op – at køleskabet og healeren spiller lidt samme rolle fordi det er forskellige elementer der findes .

AM: Det er også sjovt at så står der “Vi har snakket om politik.””PUNKTUM”

L: Ja man ved ikke hvad der er blevet snakket om.

AM: “Det snakkede vi lidt om” “PUNKTUM”

And: Der er sådan en enorm ro med det der samvær med forældrene, samtidig med at der en enorm uro og angst og depression fordi:  “så har jeg været der lidt og ligget på sofaen og så har vi set det her fjernsyn og vi har også snakket lidt om politik”.

AM: Jeg kan ikke lige huske hvor det er nu det digt om Anden Juledag, jeg har skrevet det på side 52.

L: Jeg har skrevet det er på side 19

AM: Vil du have lidt om det Lea.

L: Ja jeg kan godt snakke lidt.

AM: Det er så hårdt.

L: Ja men jeg tænkte også det var meget godt at snakke lidt om den vrede der er i samlingen:
(side 19):
Det er anden juledag og mit ansigt er forfærdeligt. Jeg kunne ikke nå de lyseste toner rundt om juletræet. Jeg har fantaseret om at slå mit hoved ned i hårde genstande, køkkenbordet, håndvasken på badeværelset. Jeg fortalte ikke om mine selvmordstanker til lægen, fordi så ville jeg være blevet sendt til psykolog og ikke til Sexologisk. Depression og selvmordstanker forsinker behandlingen, har jeg læst. Ude i køkkenhaven er der rimfrost ud over det hele og et sted at græde. Jeg ved at Coolben94 ville forstå mig, når jeg siger det er svært når man er sammen med familien, de vil altid elske ens fortid indtil man bekender sig til dem. Det bliver ikke denne jul. Selv det at lave en medistermad er mandligt, det at elske krydderfedtet. Sylten og den stærke sennep. Min kusine spiser næsten det samme som mig. I hendes fravær taler man tit om hendes store madglæde, at hun skal passe på. Men jeg bliver rost for det, bliver tilbudt en stærk øl plus snaps. Jeg har bagt alt brødet til julefrokosten. Jeg har lyst til at dø.

L: Det sted er virkelig vigtigt, fordi det igen opholder sig ved de ting der er: Medister, krydderfedtet, sylte og køkkenhaven som bliver flettet fuldstændig sammen med den ulykke som jeg’et oplever. Men det andet som det så bliver flettet sammen med her, som jeg tænkte vi kunne snakke om, det er det med at føle den smerte det er ikke at komme ud der, at skulle blive ved at spille mand den jul og samtidig iagttage at i den mandlige identitet er det ok at spise meget, men den kvindelige identitet som jeg’et ønsker at være i er det ikke er ok, og det er bare meget solidarisk med den kusine, at det bliver set.

AM: Formentlig også en slags vrede: Hvorfor bliver jeg rost for det?

L: Jeg tænker også det kan være nedtur at være en cismand og blive rost for at have en stor appetit, selvom man har det fint sit mandlige køn kan det være nedtur at blive identificeret med en bestemt form for maskulinitet.

AM: En af de ting jeg tænkte da jeg læste det første gang og også anden og tredje gang det var: Kunne hun i stedet for have sagt at det var “mandigt” at elske krydderfedtet, og så har jeg hver gang tænkt: Nej, det er faktisk rigtig godt, at det er “mandligt”, det er biologisk mandligt at elske krydderfedt, ikke engang bare sådan he-man agtigt, det er bare sådan: “Nåhr ja, mænd!”

L: Man siger vel også om en kvinde at hun er “rigtig kvindelig”, hun går “kvindeligt”

AM: Men jeg tror ikke der findes sådan et adjektiv ligesom “mandigt” , så bruger man måske fremmedordet “feminin” mens “kvindelig” og “mandlig” , det er to forskellige ting.

L: Ja det er to forskellige ord.

AM: “Kvindelig” og “mandlig”er helt objektivt.

L: Nej men det er det ikke, ikke “kvindelig”. Jeg har lige købt nogle bukser i en butik oppe i Birkerød hvor der på posen stod så noget a la “Friskt og kvindeligt” som en form for slogan. Det var sådan en butik måske lidt sådan “tøj til store piger” eller til lidt ældre damer. Og det betyder sådan: Feminint.

And: Men er der et eller sigende i det i forhold til tanken om det at være kvinde er mere knyttet til den biologiske og fysiske idé i højere grad end det at være mand, sådan en helt gammel konservativ spaltning mellem det rationelle ikke-kropsliggjorte mandlige subjekt og det kødelige, følelsesstyrede, kvindelige.

AM: Det er rigtigt der findes ikke noget modspil til “det mandige” hos kvinder.

L: Eller også er det omvendt: “Mandig” er en meget mindre kategori. Mandig betyder måske at man har firkantede skuldre. Men der er ikke flere karakteristika som der er med det “kvindelige”, hvilket kan betyde at du er god til at matche dit tøj, du er god til at vælge de rigtige materialer, måske er du også sød og omsorgsfuld, så mange karaktertræk kan ikke lægges ind under “det mandige”.

And: Der er en masse forventninger og krav som både handler om en kropsform og nogle måder man bærer den krop på.

AM: Og “mandig” er bare ikke biologisk, “mandig” er kun adfærd og udseende.

L: Men her gør Gry faktisk det modsatte.

AM: Ja det er det der er så sejt synes jeg.

L: Det bliver gjort biologisk bestemt at have en stor appetit.

And: Men det er godt at huske at tale om vreden, der er en meget kraftig kritik og et opråb i bogen også, nu har vi brugt meget tid på at snakke om den her ømhed og kærlighed ift forældre men der er også noget med alle de ting der sker mens hun venter på svar fra sexologisk: “Mit hår gror 10 cm mens jeg venter, Trump bliver valgt” og –

L: Det er en oplistning som er en blanding af specifikke begivenheder og begivenheder der er udstrakt over tid, såsom “en mand skyder en hunulv mens jeg venter, jeg spiser ikke frokost mens jeg venter, jeg begynder at få reklamer for børnevenlige byer og kjoler på instagram mens jeg venter, jeg lærer at lægge en proper neglelak, et panser, mens jeg venter, Trump bliver mere og mere præsident imens jeg venter, folk går forbi mig med buketter af ramsløg mens jeg venter.”  (side 18)

Det er som om det er en måde at vise ventetiden som i mange forskellige tempi, “en mand skyder en hunulv” lyder som en engangsbegivenhed, men “Trump bliver mere og mere præsident” er meget udstrakt.

“Jeg har et lakridsbolsje i munden mens jeg venter” slutter teksten med, og det er også ret flot fordi det lyder sådan lidt ..jeg kommer bare til at tænke på så nogen vikingebegravelser hvor man putter en mønt i munden så man har noget at betale færgemanden med, fordi det kommer efter en masse udstrakte begivenheder, så kommer lakridsbolsjet også til at lyde udstrakt. Men det er måske også fordi der står “Jeg takker ventetiden for at jeg kan nå at blive vred på mine og andres vegne mens vi venter.”

Så der er også en tak til udstraktheden for at vise vreden.

And: Det du lige fremhævede og læste op nu, minder også om den tanke om at “jeg ikke fortæller lægen om depression, for så får jeg en henvisning til psykolog og ikke en henvisning til sexologisk”, det er også et meget politisk udsagn tænker jeg, som minder mig om side 36, som også meget konkret taler om narrativer omkring transpersoner som hun føler at hun må tage på sig eller leve op til for at blive forstået:

“Jeg siger jeg er født sådan her for at I skal forstå mig.
Jeg siger min sjæl er en kvinde for at I skal forstå mig.
Jeg siger jeg blev født i den forkerte krop for at I skal forstå mig.”

Altså nogle måder at vælge et bestemt sprog som måske er lidt upræcist, men som gør at folk kan nikke og sige “nå ok”.

L: Og som også har at gøre med at appellere til dem der siger: Du har en flot næse.Man går ind i en æstetik som man egentlig ikke orker, fordi det er en rigid definition af hvordan en transkvinde ser ud og føler. Men jeg synes også de næste tre linjer er virkelig gode, fordi de forklarer faktisk hvad problemet er:

(s.36)

Selvom jeg altid har hadet at have været opdraget som en dreng, vil jeg ikke gøre det til en rød tråd i mit liv og en forklaring. Det ville være en underlig trøje at begynde på. Når jeg er hjemme strikker min mor stadig på den orange og gyldne trøje. Lægeværelset skal ikke være den rumklang jeg hører omkring mig når jeg taler om mit liv til mine venner.

Man kan jo virkelig godt forstå den der oplevelse af at behandlingens sted også er et sted som er væk fra livet, og hvis man hele tiden skal gøre livet til årsagen til at man er i behandling, så er man jo altid i behandling.

AM: Det er sådan: “Når jeg hele tiden siger det her, så er det for at I skal forstå det, ikke fordi det nødvendigvis er det det hele skal handle om.”

L: Ja eller fordi det nødvendigvis er rigtigt.

And: Der er også de to sætninger øverst på siden, hvor der står “Fordi I kan tro på det køn min krop blev født med som en slags skæbne, bliver jeg nødt til at genfortælle skæbnen på en ny måde. Jeg vil gerne føle mig hjemme her.” (side 36)

Altså der den her idé om skæbne og forbindelse mellem krop og skæbne som er irriterende og som er hele problemet, men for at kunne få lov til at være her, bliver hun nødt til at gå ind på den præmis og genfortælle den skæbne.

L: Jeg kommer til at tænke på de forventninger, der bliver talt om i bogen. F.eks på side 10:
Jeg er en transkvinde. Jeg er det flygtige kram min onkel giver mig, han afslutter det med en masse klap som om han ryster nogle partikler af sig. Jeg er den udtalelse som min højskoleroomie kom med til vores fælles veninde, han frygtede jeg ville prøve at voldtage ham, mens han sov. Det skete efter jeg havde haft neglelak på til en fest. Jeg er al den nærhed som mænd ikke har villet give mig, fordi jeg havde en citat bøsset aura. Jeg er det nogle forældre frygter, en blindgyde for familiens videreførelse, en dreng som vil gå med kjoler. Jeg er Ole Bole gik i skole med sin søsters røde kjole. Jeg er sangen Blind Date af Drengene Fra Angora, der gør grin med kvinder som har en penis mellem deres ben. Jeg er ad du går med pigefarver. Jeg er haha dine håndled bliver løse når du er fuld. Jeg er jeg kender en sød fyr du skal møde. Jeg er hvorfor er du ikke lige så sjov og festlig som ham jeg kender. Jeg er min fisse ligger langt inde i sjælen. Jeg er heksen, den kedelige type, som ikke sender dickpics.

Det her er en collage af nogle ret forskellige elementer, men det er også et tydeligt portræt af et bredt samtids-Danmark med højskoleroomies og en onkel og en børnesang og drengene fra Angora. Jeg synes den kommer ret godt om forskellige former for problemer der kan være, mange af de her ubehageligheder handler jo om at blive set som en homoseksuel mand og så fra homoseksuel mand til “Blind date af drengene fra angora” og “hvorfor er du ikke lige så sjov og festlig som ham jeg kender”. Altså sen kulørthed på en måde som åbenbart her er i familie med en voldtægtsrisiko, og det synes jeg bare er dejligt at de tekster også er med fordi de virkelig er vrede og kompromisløse, fordi de siger: Det her er 0 procent hjælpsomt.

And: Der er sådan noget manifest-agtigt over det, og det er også vigtigt at se fordi det er en enorm øm bog og åben og venlig bog, og vi taler meget om de her forældre og de har det bare rigtig hyggeligt selvom det også er svært, men det er også en meget politisk og hårdtslående bog.

AM: Jeg tror jeg har haft tilbøjelighed til at vælge de meget varme og bløde og solskinsfyldte steder, men det er meget stærkt med de her kolde vrede grå kollager indimellem og så i lige præcis i det her er der også en af de der spring til noget helt overraskende f..eks. “Jeg er al den nærhed som mænd ikke har villet give mig, fordi jeg havde en citat bøsset aura.“ tænk på hvor vidt det spænder: Al den nærhed. Det er jo netop en aldrig udfoldet nærhed. “Alt det som mænd netop kan gøre hvor de sidder med armen rundt om deres kammerater, det har de ikke villet gøre med mig, fordi jeg var den der – og så kunne det blive misforstået hvis man gjorde sådan med mig, det er en ikke-følt nærhed som jeg har siddet og skullet rumme inden i mig”.

 

 

Tilstede: AM Løppenthin, And Løppenthin og L. Løppenthin

Den 23.2.2020  læste vi Gry Stokkendahl Dalgas’ bog Herfra vil jeg begynde at tale, disse ord kan finde vej. Bogen udkom den 22.11.2019 på forlaget OVBIDAT. Den har fået gode anmeldelser, men vi ønsker at blive ved med at tale om bogen, for vi elsker bogen meget højt, og for os bliver den ved at kaste ny betydning af sig ved hver gennemlæsning.  

Vi skiftedes til at vælge steder i bogen at læse op og tale om, og nogle gange talte vi om andre perspektiver og større, bredere emner. 

Dette er anden time.

AM: Er det side 46?

And: Ja jeg ved godt vi har opholdt os MEGET ved den der far, så jeg er også lidt genert over det, men –

L: Ej men det er SÅ godt det stykke

AM: Læs det højt, hele siden.

And: Hele siden, ok.

(s. 46:)

Jeg har stadig intet navn, jeg ved ikke hvordan jeg skal hilse når nogen siger hej til mig. Jeg er eller. Jeg er nyfødt, drømmer om at blive døbt. Jeg har stadig ikke sagt det til mine forældre. Jeg samler ord og mod mens jeg venter. En dag vil min far slå armen rundt om mine skuldre og sige: Det er et sent gry for dig Gry. Da vil jeg være tilbage i ordspillene, det evige hjerte i min familie. Jeg vil stå og ryge en smøg i tidligt solskin. Det vil være en sen sensommermorgen et år ude i fremtiden. Jeg vil grine og gengælde krammet. Det er nok at drømme sig til en beslutning, jeg vil gerne hedde Gry. Jeg vil gerne betyde morgen og være åben for et dårligt ordspil. Hvorfor skulle jeg ikke vælge et navn der var åbent for dårlige ordspil nu hvor jeg døber mig selv? Jeg vil være sjov i min fremtid.

And: Det der, “jeg vil være sjov i min fremtid” er en meget direkte parallel til det stykke der handler om og skrive med Lea på facebook [s.45], som slutter med “forandringer kommer altid som en overraskelse, overraskelser kan aldrig komme for sent, de er altid lykkelige, ikke som en trold op ad en æske. Jeg glæder mig til at være lykkelig og en overraskelse for dem som jeg kender, ønsker ikke længere at være andet end de to ting for mine næste.”

I begge de to steder er der en drøm, eufori og forhåbning angående en fremtid som eksisterer ved siden af alt den her vrede og depression og kritik som jeg bare synes er så flot.

L: Bare lige en kort bemærkning i forhold til ”Jeg vil være sjov i min fremtid”. Det er også en måde at sige: “Jeg vil også skabe et rum som er sjovt, men hvor jeg selv kan være med”. I stedet for at sjovheden kun er det der Ole Bole gik i skole eller “hvor er din næse flot og eksotisk”, så kan der godt være en sjovhed som er sådan “ja, jeg hedder Gry fordi det er smukt, det er det navn jeg kan lide, og det er også et Gry, jeg kan godt ligesom være med på det her”. Jeg synes det er en virkelig dejlig måde der bliver stillet et alternativ op.

AM: Så har jeg et stykke jeg godt vil læse højt:

(side 21:)

De første sangfugle, de første erantis. Sne. Jeg er så ujævnt træt. Jeg vil helst skrive om naturen, jeg vil helst flette næbbet på mig selv. Tager mig ofte i at ville argumentere for det jeg har gang i, min angst og min transition, med ting fra min barndom. Så kan jeg mærke Freud og Sundhedsstyrelsen gå igennem min hjerne, han drejer sit guldur i hånden og de bladrer i en kommunalt udseende mappe. Så kommer jeg i tanke om at vågne fra mareridtet og går i gang med at sige engang. Engang hed jeg tøsedreng, engang blev jeg slået i maven ofte. Engang er lidt en kliché. Engang sad jeg på toppen af et fodboldmål og blev spurgt om jeg var en pige, jeg havde stramme bukser på, langt hår. Engang skræmte jeg en bambi op fra marken. Engang spurgte jeg min mor om de havde haft et pigenavn i tankerne, det havde de ikke, de var kun lykkelige. Engang blev jeg født ved kejsersnit, engang havde jeg min navlestreng snoet tre gange rundt om min hals. Engang var jeg bange for at drukne under bruseren.

Jeg hører Steve Reichs komposition Come Out:
I had to, like, open the bruise up,
and let some of the bruise blood come out to show them.

AM: Det tænkte jeg lige fra starten at vi skulle have med fordi jeg bliver helt sådan blæst over igen den her collage-måde at springe fra “engang” til “engang”. Både de ting som jeget ønsker at lægge bag sig og de ting der bare er sket og som jeget husker, de er alle sammen vigtige for hende at huske, det har alt sammen været der.

L: Men også samtidig at sige: Jeg går i gang med at sige “engang”. Og “engang er lidt af en kliché”, så er det som om at selvom de der minder er meget reelle, så er der også en afstand. Også ved en sætning som “engang blev jeg født ved kejsersnit” det er jo helt tydeligt noget man er blevet fortalt.

AM: Det er en del af den måde hun kom til verden på og altså overlevede.

And:  I forhold til den sætning med “engang spurgte jeg min mor om de havde haft et pigenavn i tankerne, det havde de ikke, de var kun lykkelige” synes jeg det er ret godt at “lykkelig” bliver brugt i den sammenhæng, fordi her er “lykkelige” “blændede” eller “uvidende”.

AM: De ventede bare et barn.

And: Ja eller de ventede en dreng, de havde ikke et pigenavn i tankerne, de vidste at de –

AM: Det kan faktisk læses på flere måder.

And: Jeg er synes bare der er noget med den måde at tale om det som “vi var kun lykkelige” som også er en kritik af lykke. På nogle andre tidspunkter er det blevet fremhævet at hun gerne vil være lykkelig og det er dejligt at være lykkelig, men lykke er også en måde og sige: “Vi er jo bare lykkelige, så behøver ikke at forestille os at tingene er lidt anderledes end vi tror de er.”

AM: Men det behøver jo ikke at være det, for når hun spørger, kan hun jo have refereret til det tidspunkt hvor de bare ventede et barn og egentlig tænkte over kønnet, så jeg ved ikke om det nødvendigvis er at hun spørger sådan lidt inkvisitorisk: Da I jo nu vidste at det var en dreng [havde I så et pigenavn i tankerne].

L: På en måde kan lykkeligheden være en eufemisme: Det var bare ukompliceret den gang, men jeg tænker bare også godt at det kan betyde at moren også vælger at sige: Det havde de ikke, de var kun lykkelige, i stedet for at sige: Det havde vi ikke, vi glædede os rigtig meget til at kalde dig –

AM: Christian

L: Ja. Det er ligesom en måde hvor moren peger på, “det var lykkeligt at få dig, dengang troede vi du var en dreng, og vi havde et drengenavn i tankerne, men nu fortæller jeg det ligesom bare det [om selve lykken].”

And: Det er rigtig nok, jeg synes bare stadig der er et perspektiv her hvor lykken i en kønsnormativ fortælling er ekstremt ekskluderende fordi det lykkelige meget ofte er forbundet til det heteronormative.

L: Men det er faktisk interessant at du siger det, fordi jeg vil pege på et sted hvor “lykkelig” også kommer, og hele teksten er faktisk spændende, men bare lige i forhold til det her:

[side 14]:
Jeg er et spørgsmål om tid. Jeg kan ikke undgå at tænke på ventetiden for hormonbehandling her i Danmark, men jeg vil også gerne være lykkelig.

L: Her er det jo det netop som du siger, lykke er normativt bestemt af nogle forhold, så som at man har et køn som andre genkender og accepterer, men samtidig bliver der også sagt: Jeg vil også gerne være det! Så jeg er nødt til at gå igennem det her system.

Jeg læser lige resten af teksten:

Hvornår jeg vidste det, jeg ved det ikke. Forvent ikke ét svar.

Jeg var 7, 9, 13, jeg var 16, 19 og 22. Jeg er 26 og har fundet ordene, endelig: Jeg er en transkønnet kvinde.

Jeg sover så lidt, fordi tiden kæmper imod mig. Testosteronet æder af mine hårsække, tindingerne kryber. Det eneste mandlige ved mig er det mandlige forfald, det gør mig bange. Jeg er et spørgsmål om tid. Jeg kan ikke undgå at tænke på ventetiden for hormonbehandling her i Danmark, men jeg vil også gerne være lykkelig.

L: Her er der en kæmpe konflikt at føle at man har de her mandlige hormoner som går i en retning f.eks. i form af hårtab og samtidig skal man skabe en fortælling om at man vidste det da man var 6 1/2, men der står også, jeg var 7, 9,13 (haha), 16, 19 og 22. Nogle begrænsede muligheder for hvordan man kan få lov til at forklare sig.

And: Men der er noget med den sidste sætning med “jeg vil også gerne være lykkelig” som siger: “Jeg ville også gerne have at jeg ikke behøvede at tænke på hormonbehandling, jeg ville gerne have at de her normer for hvordan ens hår og hormonsammensætningen var i ens krop ikke betød noget, men jeg kan ikke lade være at tænke på det, eller det gør mig ulykkelig at tænke på det..” ej jeg ved det ik.

L: Jeg tror bare det betyder sådan her: “Det her er et uretfærdigt spil, men det betyder ikke at jeg kan lade være med at spille det, for jeg vil have det det giver, ligesom.”

AM: I den allersidste sætning er der også et ordspil. Man kan læse det som: “Jeg vil også gerne være lykkelig” eller “jeg vil også gerne være lykkelig”

L: Ja man kan lægge trykket forskelligt.

AM: “hvorfor skal det kun være alle jer andre der har det der at I kan sige ej hvor er jeg altså bare glad fordi at min kæreste synes mit lange bløde hår er smukt”

L: Lige præcis.

And: Det har du helt ret i.

L: Men det er også derfor den der lykkekritik er virkelig spændende, fordi der er så meget kritik der har handlet om “vi vil også have lov til at gifte os” eller “vi vil også havde adgang til den her hormonbehandling” men selve lykkebegrebet, det der ligesom er gevinsten i samfundet, er jo også formet af en heteronormativ matrix hvor lykken er f.eks. at få børn. Det er interessant i forhold til det med at kæmpe for sine rettigheder samtidig med at man også godt ved at de idealer man ønsker at være en del af ikke er lavet ud fra den form man selv har.

And: Men den form for normkritik er også nemmere at foretage når man har nemmere ved at leve op til de normer.

 

AM: Men jeg synes faktisk at det er ekstra vigtigt og stærkt at beskrive denne her modsætning fordi den ikke kun gælder køn og normer. Den gælder faktisk også ift politik, f.eks. ift at være venstreorienteret eller sågar kommunist, dengang det var det man var, hvis man var venstreorienteret, eller at være klimaaktivist, at være alt muligt aktivt politisk og så skulle shames hvis man selv ønsker noget komfort og noget af alt det der egentlig er knyttet til den samfundsform som man kritiserer.

And: Mm.

L: Jeg forstod det ikke helt.

AM: Jeg prøver lige igen. Man er også en form for minoritet ift hele det store samfund hvis man kæmper for forandring, hvis man kæmper for politisk lighed, og kæmper for at nedbryde det uretfærdige, og kæmper imod det klimaødelæggende samfund. Og så skal man leve med at risikere at blive shamet for selv at ønske nogle af de ting som ellers er knyttet til det samfund hvis form for man kritiserer. Det kunne f.eks. være aktive klimafolk vil blive kritiseret for at de jo alligevel elsker ost.

L: Af hvem?

AM: Af dem som synes at det er forkert at være aktiv i at bekæmpe klimaforandringer, som siger: “Nåååh I elsker nok alligevel at sidde og smovse i ost, hva?”

L: Men det er jo bare en ikke-valid kritik, det er en jo totalt håbløs kritik.

AM: Jeg oplevede det også der for mange år siden i 1984 da jeg var i Nicaragua hos de her kooperativ-bønder hvor vi var nogle der hjalp med at grave ud til noget byggeri der skulle være, måske var det latriner, og så sad vi og snakkede med formanden for kooperativet om hvor vigtigt kooperativ-tanken var for at gøre sig fri fra tyranniet som der havde været med de store jordejere, og så snakkede vi med hans kone, som sagde, det som vi arbejder på er, at vi selv kan få noget jord. Så var det nogen der sagde: EJ ALTSÅ , men de behov og drømme man kan have, selvom man kritiserer noget stort som er nedbrydende for mennesker, så kan man godt have nogle behov for noget tryghed og noget lykke selv. Du vil kunne møde det alle mulige steder: Dem som forsvarer det bestående, de vil elske hvis der kommer nogle ting frem som viser at dem der kritiserer det bestående de også selv elsker at have et eller andet velfærd eller tryghed eller noget der er fint.

And: Så det handler om at udpege noget hykleri, men det er ikke en valid kritik synes jeg.

AM: Det er ikke bare ikke-validt, det er eksisterende.

L: Det er eksisterende, helt klart, men det er ikke-validt og jeg synes det er vigtigt at ikke anerkende den kritik.

AM: Men det er jo også det som det her handler om.

L: Jo, men jeg synes alligevel der er meget stor forskel på at være transkønnet og gerne ville have adgang til hormoner og så at være klimaforkæmper og gerne ville have lov til at spise sin ost i fred. Men i begge tilfælde er det rigtigt at måden “hykleri” bliver brugt på i den offentlige debat rigtig ofte handler om at man lever et liv samtidig med at man kæmper for en forandring og der tænker jeg bare sådan: Det er der ikke nogen grund til at anfægte at folk gør.

AM: Men det er jo det vi snakker om her.

L: Ja men jeg synes alligevel der er nogle forskellige tangenter her, lidt forskellige skalaer vi snakker om, fordi i det her tilfælde handler det jo også om en vold og en transfobi og det andet handler om nogle debatter i Politiken hvor en person siger: “Du spiser ost”, og en anden person siger, “jeg vil gerne have lov til at spise ost.”Alle klimaforkæmpere skal bare spise den ost de vil, og det kød de vil, for min skyld, men det er på nogle andre parametre at tingene foregår. I forhold til de her nicaraguanske bønder synes jeg måske at det er det mest spændende eksempel fordi jeg tænker det giver vildt god mening hvis man har netop har gennemlevet en periode med nogle jordejere der ligesom har siddet på det hele, så er det klart at man tænker i at man gerne vil have noget jord selv og at man ikke på samme måde ikke er fuldstændig åben for noget kooperativt ejet men vel naturligvis vil tænke: “Det kommer til at slutte” men det virker også som om den danske repræsentations forargelse i det her tilfælde mere kommer til at stå på det beståendes side hvis de kalder de nicaraguanske bønder for hyklere fordi de gerne vil have noget jord.

AM: Ja eller småborgerlige. Jeg synes parallellen er ret klar.

L: Måske, men det som er den helt store forskel på at være aktivist og på at tilhøre en minoritet er at aktivisme er et valg og det er transkønnethed og seksualitet og hudfarve ikke.

AM: Men man kan også godt sige at aktivisme heller ikke er et valg hvis man har indset at det er nødvendigt, men altså nej, lad det nu ligge, men jeg synes bare at problematikken er den samme, fordi det vil være nærliggende for transkønnede som på den ene side lider under normtvangen men på den anden side selv ønsker at være entydigt smukke og entydigt ligne det køn som de mærker de er at man måske vil sige sådan: “Hvorfor er det så vigtigt ? Vi skal jo være åbne for alt” så der synes jeg at det er vigtigt at anerkende den dobbelthed. At man på den ene side side som transkønnet siger: jeg hader at de her normer er så stærke, og på den anden side siger: jeg ønsker at leve op til det, for så bliver jeg anerkendt.

And: I den forstand afslører det her at det at være kritisk overfor de her normer også er et meget stort privilegium, det er i hvert fald væsentligt nemmere hvis man allerede lever op til de normer. Og på den måde tænker jeg også at din historie fra Nicaragua minder lidt om, fordi så er der de her danskere som er rejst fra velfærds–Danmark fra en meget privilegeret position til et meget fattigt og ustabilt land og ligesom var sådan [skuler] “hvad“.

AM: Ja eller, man trak måske lidt på smilebåndet

And: De danske subjekter er i en meget bedre position til at kunne frasige sig de her goder. Men jeg synes også at det er vigtigt når man taler om de her ting om ulighed og minoritetsstatus og diskrimination og kritik at være opmærksom på at der kan være en konceptuel og principiel lighed hvor der er nogen der vil noget og ligesom er i en eller anden position og så får de kritik for at være i den her position som jeg også synes der også er i dit eksempel, så er der er også en specifik stor forskel på at kønsidentitet eller seksualitet eller race og så politisk position. At lave de sammenligninger kan være solidarisk, men det kan også være reducerende.

AM: Jeg forstår hvad du mener, men jeg har faktisk endnu mere lyst til at holde fast i det alligevel. På en måde synes jeg næsten det er farligt. For det første synes jeg ikke man kan sige at man kan bare vælge om man vil være aktivist.

L: Men det er jo nærmest definitionen på at være aktivist [at man har valgt det]

AM: Så kunne man lige tage den del af sammenligningen ud. Men hvis du så tager “klasse”, det kunne være med det med bønder der har levet under Somaza.

L: Men der er også meget stor forskel på “klasse” og “aktivisme”

AM: Ja men så kunne man måske godt tage det ud selvom jeg ikke er helt sikker på man skulle gøre det,  så synes jeg nemlig det vil holde, og også etnicitet, så kunne man sige at hvorfor vil millioner af afrikanske kvinder farve deres hud lysere, ikke kun afrikanske kvinder, men alle mulige kvinder i verden farve deres hud lysere, hvorfor vil millioner af afrikanske kvinder gøre deres hår glat, og alligevel råber de op imod racisme, det synes jeg også hører med, man kan ikke stille dem op som modsætninger og man kan heller ikke skille dem ad. Man kan være med til at holde en modsætning og undertrykkelse i live ved at gå på kompromis og lave sig selv om, men det er også naturligt og legitimt.

L: Jeg ved heller ikke om man holder en undertrykkelse levende ved at glatte sit hår, altså fordi det er jo ens eget valg med ens krop, man gør måske undertrykkelsen levende hvis man glatter sit hår og opfordrer alle sine venner til at gøre det samme og siger til dem at de er grimme hvis de ikke gør det, men jeg tænker det er vigtigt uanset hvilken krop man har at man kan gøre med den som man vil, og det er jo også en del af antiracismen at ikke abonnerer på en idé om at en sort kvinde [nødvendigvis] har kruset hår, fordi det er jo også en del af en eksotisering der handler om at “nej hvor er kruset hår interessant og flot” så jeg tror jeg er enig med dig, jeg mener bare at jeg synes ikke det er en del af at opretholde en undertrykkelse, det handler jo bare om at leve sit liv, og hvis nogen siger til dig at du er en hykler fordi du gør det, så er de en idiot, det er en irrelevant kritik er måske bare det jeg bliver ved at vende tilbage til. Og jeg forstår godt at den kritik fylder noget, at der er det paradigme i samfundet der hedder, at hvis vi kan spotte noget som vi kan kalde hykleri ud fra vores egen definition af hykleri, så kan vi ligesom afmontere noget. Og det tænker jeg faktisk er sådan en ret mærkelig tendens fordi det er jo klart: Hvis jeg er sådan en kæmpe fortaler for at rengøringspersonale får en bestemt løn, og jeg så samtidig har ansat nogle filippinske damer til 50 kr i timen der arbejder hos mig, det ville nok være et eksempel på hykleri hvor man kunne sige at min ambassasdørstatus som det her rengøringspersonales forgangskæmper ville falde sammen. Men i rigtig mange andre tilfælde handler det jo meget mere om bare at man har et liv, man lever med sin krop –

And: Som er inden for de her strukturer –

L: – inde i det her kapitalistiske system.

And: Som er det der står for at gå tilbage til der hvor vi startede: Jeg kan ikke undgå at tænke på ventetiden på hormonbehandling i Danmark, men jeg vil også gerne være lykkelig. Der er den her struktur og arbejde indenfor. Det jeg gerne vil vende tilbage til i det her er at det kan aldrig være den her minoritetspositions ansvar at skulle være kritisk overfor den her struktur –

L: Eller at fjerne den struktur –

And: Selvfølgelig kan man aldrig nogensinde stille spørgsmålstegn ved nogle af de her ønsker.

AM: Nej det kan “man” ikke som solidarisk, men det er der masser der vil gøre.

L: Det har jo også historisk været i problem i LGB-bevægelsen at der har været masser af eksklusion af transkønnede, fordi ..

And: Den her bog –

L: Ja Whipping Girl, den handler meget om queer-miljøets måde at sige at transpersoner er dårlige fordi  de bekræfter forestillingen om at køn er essentielt. Fordi de siger: jeg vil opereres eller jeg vil opfattes som en kvinde, har der været en diskurs om at så er du ikke åben overfor hvad du kan være som mand. Og den holdning har jeg også mødt blandt uddannede venner, og det er jo også et udtryk for hvordan vores samfund fungerer, at vi tænker at vi har nogle ideer om hvordan vi skal være “rene” og hvordan vores ønsker kan være “steriliserede væk fra” det vi ikke kan lide.

AM: Det her har jeg ikke rigtig været opmærksom på, altså jeg ved det godt svagt, det er et virkelig godt eksempel på det. Men jeg synes det er meget stort og meget u-enkelt.

And: Selvom det er vigtigt at huske på sammenfaldene i  alle mulige forskellige konfigurationer af diskrimination har de alle sammen deres specifikke konfiguration også.

L: Det er rigtigt.

And: Jeg skulle bare lige blære mig med den her bog.

L: Det ligger jo faktisk direkte i titlen: Whipping Girl, en slags syndebuk. Og undertitlen er: A transsexual woman on sexism and the scapegoating of femininity –

AM: Lyder bare frygtelig sørgeligt.

And: Den er rigtig god.

AM: Har du læst den hele Andreas?

L: Mor jeg er lige ved at sige noget.

AM: Undskyld.

L: Det der bare er spændende er at hun siger at fordi samfundet er så gennemsyret af misogyni så bliver transkvinders femininitet opfattet som dårligt af alle parter. For klassiske misogynister bliver det feminine lig med underlegenhed, lav intelligens, luder/madonna problematikker, men for feminister kan det også blive et problem: Femininitet som alt muligt, fra kjoler til høje hæler til [fremhævede] bryster kan ligesom ikke betyde andet end misogyni. Så der er ingen steder hvor femininiteten kan være der og få lov til at betyde noget andet.

Men det er også sjovt at der står “A transsexual woman” fordi så vidt jeg forstår er “transsexuel” ligesom faldet ud af sproget, og nu arbejder man med en skillelinje mellem biologisk sex som er noget med nogle kønsorganer der ser ud på nogle måder, men “gender” er meget mere bøjeligt

AM: Det er måske fordi bogen er lidt ældre –

L: Ja men ikke så meget ældre

AM: Måske 2008 eller sådan. Se, den er fra 2007

And: Ja men den her udgave er nyere, hun skriver om det i forordet til den her udgave. Preface to second edition: Det er det her ord jeg har brugt til at beskrive min identitet

AM: Og hun er selv transgender, Julia Serrano ?

And: Ja hun ville nok sige transsexual.

L: Må jeg gerne læse noget op fra Grys bog igen? Det her brev til Coolben94 som OGSÅ handler meget om lykke og hvad for et liv man længes efter.

[side 11:]

Kære Coolben94, må jeg kalde dig Ben, er din blogs navn en sandfærdig adresse, kan den stå i stedet for dig, dit ansigt. Det ved du bedst, ligesom alle mennesker, vi ved selvfølgelig alle bedst hvem vi egentlig er. Du lever på vejen mod den fremtid som giver dig liv. Hvis brevet kunne bære filer, ville jeg have vedhæftet et billede af morgensolen her. Den smider sin peach op på himlen og er smuk. Et postkort værd. Jeg ved ikke hvilken tid du lever i, ved ikke hvornår i dagen du er. Det gør ikke noget, du modtager dette på den ene eller den anden måde. Du er her jo i dit navn og i det billede med dine venner i solnedgangen, I har en vibe af cool omkring jer. Jeg er så alene, dette er mit plaster, jeg savner venner som har de følelser som jeg har nu. Dette er mine første skridt, jeg går ud af sorgen ved at tale om den. Det behøver ikke altid at være fysisk. Altid er vi bundet ind i andres liv, vi har et ansigt og et navn hos dem som holder af os. Det sker hele tiden, det sker også i mig. Du har givet dig selv et navn og en adresse, som jeg gentager i min henvendelse til dig. Alt andet ville ikke nå frem, alt andet ville være nyttesløst eller ondt. Du skrev et brev til dig selv, og det rejste tilbage i tiden, til din barndom. Du skrev brevet og andre læste det og læste sig selv i det. Du skrev vær rolig, alt skal nok gå. Du klippede dit hår kort og løb væk hjemmefra. I en rede af hårstrå og fremtid skriver du: Din mor vil lære at elske dig på ny. Du blev et sted hvor andre med samme minder kunne mærke de minder, genkende dem. Du blev et sted hvor folk med samme skæbne kunne se, at det var den tråd som også løber igennem deres liv. Du fik den til at vibrere, synge. Al sang er også sang i andre, tekst er også noget som andre kan sige. Nogen kunne læse dette op og gøre teksten til deres. Det er sådan jeg håber, at jeg kan gentage en smule af den åbning som du har givet til andre.

L: Det her er et idolbrev og et drømmebrev og “I har en vibe af cool omkring jer”, men det er også det her med at sige “Al sang er også sang i andre, tekst er også noget som andre kan sige,”, det handler om hvor nødvendigt det er at have nogle fællesskaber og en måde hvor man ikke længere er sig selv imod verden, eller altid selv skal argumentere rationelt for noget, men også bare er én som finder et tilhørsforhold og tager del i det kor. Det synes jeg også er vigtigt at huske i forhold til alle så nogle solidaritetssamtaler –

And: Også fordi at den her person Coolben94 på den ene side virker som en partikulær fortælling om nogle oplevelser men også bliver frakoblet fra det fordi personen hedder Coolben94, og den første linje er det her spørgsmål: “Må jeg kalde dig Ben, er din blogs navn en sandfærdig adresse” der er et fællesskab i den her fællestekst-hed.

AM: Jeg synes også at det er meget karakteristisk for hele bogen, åbenhed om at afsenderen er ret alene og meget meget sårbar, og godt ved at på den anden side er alt det her bare noget virtuelt, og “jeg ved ikke om den her Ben eksisterer og har et ægte bankende hjerte, men det bliver jeg nødt til bare at tro på.” Det er noget der går igen flere steder.

And: Ja og de bliver virkelige inde i de her internetfællesskaber. “Det behøver ikke altid at være fysisk” står der.

AM: I en meget jordnær beskrivelse af en kontakt med Lea på chatten som er fuldstændig reel og jordnær og ægte som også har betydet rigtig meget for afsenderen og har givet en stor tillid til –

L: Men der er også andre venner som er tættere på, Sandra og Lukas, som også er der på så nogle meget fine måder, f.eks. hvor Lukas spiller en sang –

And: Det er sådan et godt stykke, det der slutter med kartoffel-porresuppen og hun sidder i toget og har en oplevelse af en eller anden genkendelse i toget, kan I huske det? Nu har jeg taget mine bogmærker ud.

L: Jeg har lige fundet, side 25, men du skal læse det op.

And: Det handler nemlig så flot om venner, det der med at ligge under tæppet.

[side 25:]

Februar, det er underligt, det har sneet længe, nu blå himmel over bussen. Jeg har uldteltet på, købt i H&M, extra large, min krop vil gerne lære at forsvinde. Jeg må have stirret længe, jeg må have troet at Århus var for de almindelige, at jeg var alene, men Hej Søster! Hvem har givet os de samme vagtsomme øjne, de knugede hænder når mændene stiger ind? Vi er på vej mod Viby J station, jeg skal besøge nogle venner, hvilke planer har du? Jeg har stadig skæg, håber at du kunne genkende mig, måske har vi givet hinanden gode råd på facebookgruppen. Jeg har lige set en iglo i en forhave, hov nu hvor vi kører igen, det var en dyne på en tørresnor. Jeg har en forfærdelig tanke: Ligner jeg bare en fyr som stirrer, i dine øjne, er det kun dine øjne som tæller? Jeg har et citat, en sød omskrevet myg i hjertet: Møder du en med det samme blik, skal du vide hun er din ven. Vi ses måske til et søndagsmøde på Sappho i fremtiden. Jeg har kastet op på stien ned til kolonihavehusene. En klump erantis prøver at blomstre under hækken, jeg er træt af min ham. Jeg siger jeg elsker jer til mine to venner på samme måde som jeg siger jeg er en kvinde. Gid at Wittgenstein ikke roterer i sin grav nu, gid at han gennem mulden kan se at jeg beviser hans tanker. Min ven spiller guitar, metalstrengene vibrerer under hans fingre. Hvis det er metal, er det en western siger vi i kor. Og Lukas synger en sang om en orange bold i hækken, det er solen der går ned. Jeg er tryg under tæppet. Jeg er stolt over ham som var han min bror. Jeg er træt efter bekendelsen og dækker mit ansigt. Kartoffelporresuppen er ved at være klar, croutonerne er dagens sprøde element.

L: Der er jo i virkeligheden ret mange forskellige slags venner i teksten, fordi der er også så nogen måske venner eller en måske-ven i bussen.

AM: Det er rigtig fint også med alle de skjulte citater.

L: Ja de er også venner jo, Anne Linnet, Trille.

AM: Tove Ditlevsen.

L: Ja, Tove Ditlevsen

And: Hvor er Tove Ditlevsen?

AM: De vagtsomme øjne, de knugede hænder.

L: Jeg tænker bare Anne Linnet har jo sunget det her digt som blev meget berømt via den sang

AM: Men det er Tove Ditlevsen der har skrevet det, ligesom

L: Ja ja

And: “Vidste du ikke det?” [tonefald: En Dan Turrell-dame]

L: Vidste jeg sguda godt, og Sappho, jeg ved ikke om der er noget citat fra Sappho men det er jo en af de tidligst kendte kvindelige digtere –

And og AM: Nååårh !

L: Fra Lesbos, som skrev mange store kærlighedsdigte til kvinder

AM: Nå det vidste jeg ikke, “nå det vidste De ikke?” [tonefald: Dan Turrell-damen]

L: “Nå det vidste De ikke?” [tonefald: Dan Turrell-damen]

AM: Men det er så også en café i Aarhus.

L: Ja eller også er det sådan et slags queer mødested tænkte jeg, jeg ved det ikke, det kan også være det er en café. Og så er der Wittgenstein, og der står jo et andet sted, at I am a Wittgenstein gal, så hun håber ligesom at han kan være med på det her med køn.

AM: Og ved I hvem Lukas er?

L: Altså uden for teksten?

AM: Ja uden for teksten?

L: Ja men det er jo ikke rigtigt vigtigt for teksten.

AM: Nej nej. Det er bare en ven –

L: Det er bare en ven.

And: Som spiller guitar og synger for dem.

L: Her kan vi høre at han synger en sang om en orange bold i hækken og at “jeg er stolt over ham som var han min bror”

And: Der er noget rigtig skønt over den tryghed der også kommer frem i den her tekst. Der er sådan en utryghed og nervøsitet og så sådan en rolig form for sted den kommer hen til sidst over at ligge der med kartoffel-porresuppen.

L: Ja sådan der: Jeg er tryg under tæppet! Hun skulle ikke være med til at lave suppen. Det ville være ligesom hvis det var mig der kom på besøg.

…Det er også dejligt med dagens sprøde element fordi det tit er som om der er lidt et problem med det sprøde, der er så nogle krummer i sengen der er ligesom kønsdysfori.

AM og And: Hvidløgsflute

L: Som ikke er så lækkert. Men dér er der lækkert

AM: Og godt.

L: Lækkert og sprødt.

AM: Skal vi ikke slutte det her?

L: Jo, det var slut.

AM: Det er rigtig fint.

And: Sådan en god bog.

https://www.commonpodcast.com/home/2019/11/27/episode-78-anne-boyer

Nu vil jeg snart holde op med at lave opslag om anmeldelser, det føles lidt tørt på sådan en blog hvor man kunne skrive alle lange digte om hvad man var sur og glad over, eller lidt om nogle små alger eller krigen, men her er bare lige to henvisninger mere, nemlig en regionalavis og en litteraturblog.

https://nordjyske.dk/plus/saeson-er-en-vidunderligt-drilsk-roman/259ef17b-95bb-433d-bb04-482b844a2111

Anne Skov Thomsen skriver bl.a.:

Link til anmeldelse på litteraturdk:
Sæson af Lea Marie Løppenthin

Ditte Engels skriver bl.a.:

Stiftstidenderne bruger Dagbladenes Bureaus anmeldelser og publicerer dem på tryk løbende, vist ikke på nettet. Her ses et uskarpt billede fra en stifterne og bagefter teksten i sin helhed.

Anmeldelsen er skrevet af Berit Holbek Jensen, hun giver 5 ud af 6 stjerner i karakter.

Ingen sommer uden vinter

Der trykkes en del bøger, som kaldes romaner, men er let omskrevne beretninger fra det virkelige liv. De er svære at anmelde, for historierne kan jo være nok så vedkommende, og da vi har med levende menneskers skæbne at gøre, er det sin sag at klage over persontegningen eller anfægte sandsynligheden af handlingsforløbet. Men er det så romaner? Ja, måske, for de hævder jo ikke nødvendigvis, at de fortæller sandheden. Jeg synes bare, en roman skal kunne mere end det. Den skal tage det levede stof og gøre det til kunst. Lægge flere lag ind. Give os musik i sproget. Overraske.
Det kan Lea Marie Løppenthin! Jubii! Hendes nye roman, ”Sæson”, er et eksempel på det, jeg vil kalde for kunst – nemlig et værk, der tager dig ved hånden og fører dig ind i en verden, som i første omgang er overraskende ukendt og måske gådefuld, men langsomt åbner sig og lader dig se med nye øjne.
Jeg-fortælleren, Frank, er en kvinde i 30’erne, der allerede som lille pige føder en græshoppe ud af sin venstre øregang. ”De fleste kan nok forstå, at vi blev mere legekammerater end mor og datter. Jeg var jo kun otte, muligvis var Per allerede ældre. Hun talte årene på sin egen måde,” lyder det.
Per er en forkortelse af Persefone, som, ifølge græsk mytologi, var høstgudinden Demeters datter. En dag, da Persefone går og plukker blomster på en mark, bliver hun, ifølge myten, kidnappet. Demeter leder og leder og finder til sidst ud af, at Persefone er i dødsriget, hvor hun er blevet gift med Hades. Det lykkes Demeter at få Persefone tilbage igen, men en tredjedel af året må hun tilbage til Hades, og i den periode er der ingen afgrøder på markerne.
Da Frank som teenager første gang mister Per, bliver der også koldt både inden i og rundt om den unge pige. ”Vinteren kendte alle jo, så det var bare den, jeg udvidede i alle retninger. (…) Grisene døde, køerne døde, hønsene døde, hveden, rugen og spelten døde, telefonnettet brød sammen, internettet brød sammen, træerne visnede og knækkede, og vindmøllerne stod helt, helt stille.”
Franks liv bliver som Demeters en vekslen mellem lyset og mørket, varmen og kulden, mellem eufori og dyb tristhed. Og ja, der findes en lægelig term. Bipolar. Faktisk findes der vist diagnoser for de fleste menneskelige tilstande. Ligesom der også fandtes lidelser, der blev til stor kunst, før Freud opfandt neurosen. I dag har vi travlt med at klamre os til normaliteten og behandle alt, der stikker af fra den. Men livet kan ikke altid leves lineært, og det vidste de gamle grækere. Derfor skabte de nogle guder, der kunne grine og græde og elske og hade præcis som mennesker, og jeg er vild med, hvordan Lea Marie Løppenthin skriver det stof, myter er gjort af, ind i en dansk kvindes liv år 2019.
Det er kun seks år siden, Løppenthin debuterede fra Forfatterskolen, og ”Sæson” er hendes anden roman. Den første, ”Panser”, kom i 2016, og i 2017 fik hun Statens treårige arbejdslegat. De penge er godt givet ud.